Når magt bliver misbrugt

Den norske forfatter og sjælesørger Edin Løvås var i Danmark og delte ud af sine erfaringer med magtmennesker„Jeg var engang til et ungdomsmøde, hvor en ung mand blev spurgt, om han ville være leder.
„Ja, det vil jeg godt,” svarede manden, „men så skal jeg have fuld kontrol.”
Jeg sagde til den unge mand: „Rejs dig og gå!” Det gjorde han, „tak og lov!”Trods det alvorlige emne får Edin Løvås flere gange latteren frem hos de knap 250 tilhørere i Vejle Missionshus. Ja, hvis det ikke var, fordi han selv sagde det, er det svært at tro, at manden på talerstolen er 83 år. Med sin intelligente, enkle og humoristiske stil fremlægger Edin Løvås de livserfaringer, han har gjort med magtmennesker.
Edin understregede, at han ikke har en læges kundskab om emnet, men at han deler ud af sine personlige erfaringer og de utallige samtaler, han har haft som sjælesørger. Ikke mindst har Edin også studeret emnet ud fra Bibelen, der giver mange fine ord og udtryk til hjælp for os.
Edins bog Det farlige magtmenneske eller Magtmennesket i menigheden, som bogen hed i den første udgave, satte fokus på magtmisbrug i de kirkelige kredse.
Edin startede med at sige, at magtmenneskebegrebet i grunden er farligt, fordi det så let kan misbruges.
– Der er en fare i at se det overalt. Så snart vi har nogle fjender eller møder modstand fra vores ledere i menigheden, stempler vi dem som „magtmennesker”. Men sandheden er mere nuanceret. I menigheden har vi brug for sunde „magtmennesker” – ledere, der kan lede uden at misbruge deres magt.

Efter indledningen definerede Edin, hvad der kendetegner et magtmenneske: Kernen i det psykopatiske magtmenneske er, at han vil herske ved at undertrykke andre. Magtmennesket kan være utrolig hjælpsom og lyde besnærende, men hans eneste dagsorden er at fremme sit eget formål.
Et magtmenneske vil hele tiden være i centrum. Hvor han er, er der altid brok og ballade. Selv om alle så taler dårligt om ham, har magtmennesket opnået det ønskede – at være i centrum. Et magtmenneske er ligeglad med andres behov. Hans selvoptagethed spærrer for alt.
Det skar-peste våben, magtmenne-sket har, er at skabe skyldfølelse hos andre, at nedbryde deres selvtillid. Alt, hvad ofrene gør, bliver galt.
Når de så er blevet nedbrudt, slynger de sig til psykopaten som slyngplanter til træets stamme.

Edin selv samarbejdede i flere år med et sådant magtmenneske. En dag kom manden hen til Edin og sagde:
– Edin, du ved jo, at du ikke kan prædike.
– Nej, det kan jeg jo nok ikke, svarede Edin.
– Du ved jo, at du heller ikke kan skrive.
– Nej, det er nok også rigtigt, at jeg ikke kan skrive.
Manden fortsatte med at nedbryde Edins tillid til at øve sjælesorg og organisere. Til sidst spurgte Edin opgivende:
– Hvad kan jeg så?
Hvortil manden svarede:
– Du kan adlyde mig!
Desværre for magtmennesket var Edin på det tidspunkt ikke nedbrudt nok, så da Edin bagefter gik og tænkte over situationen, kom han til at tænke på, at han jo rent faktisk godt kunne prædike og øve sjælesorg til glæde for andre.
Det dæmrede for Edin, at noget ikke stemte. Den følgende dag gik Edin til biskoppen, og historien endte med, at magtmennesket blev afsat fra sin stilling.
Magtmennesket keder sig ved stille mennesker. Han trives i kaos og sensationer, fordi han lever i en konstant tilstand af understimulering. Han samler folk i „kampen” mod „fjenden” og angriber de svageste.

I Bibelen læser de alt, så det passer til deres situation. De læser ikke i sammenhængen, men læser det, der understreger deres magt.
– Dette er faren ved fundamentalistisk bibellæsning; at teksten ikke bliver tolket i sammenhængen eller ud fra den tid, hvor teksten er blevet skrevet. Svage mennesker kan læse teksten bogstaveligt og misbruge den, men Bibelen beskriver aldrig nogen i menigheden, der har en isoleret énmands-position, understregede Edin Løvås.

Er magtmenneske en sygdom?
– Det er der forskellige syn på. En ting er sikkert, de er ikke i stand til at bedømme sig selv.
Edin mente, at alle mennesker har en eller anden form for karakterbrist og tendens til synd. Nogle har tendens til at søge magt og kan udvikle sig til magtmennesker. Nogle slægter har også en kultur, der fremmer tendensen til magtmennesker.
– Desværre er der ikke så meget at gøre for dem, der har udviklet sig til magtmennesker. Jeg kender til en 14-årig dreng, der omvendte sig til Gud og forandrede sig, da han blev konfronteret med sin forfærdelige adfærd. Men jeg har aldrig set et sandt magtmenneske blive helbredt, selv om jeg ved, at Gud kan alt og kan helbrede et sådant menneske, lød det triste budskab fra Edin, der heller ikke afviste tanken, at dæmoniske kræfter kan stå bag sådanne onde mennesker.

Hvordan forholder vi os, hvsi vi er blevet udsat for misbrug af et magtmenneske?
Et offer skal afbryde al forbindelse til magtmennesket, men de skal gøre det høfligt og korrekt.
At deltage i ”opgørsmøder” med en sådan person skal man aldrig gøre, for erfaringen siger, at det bare bliver værre bagefter. Magt-mennesket elsker sådanne møder, hvor han er i centrum!
Edin Løvås pointerede:
– Skriv ikke breve til ham, det vil bare blive misbrugt. Magtmennesket vil bringe det frem forvansket og omformet. Du skal heller aldrig bede magtmennesket om tilgivelse, derved indrømmer du, at du har gjort noget galt, og du binder dig til ham.
– Du skal heller ikke bede for ham – bed andre om at gøre det. Dem, du beder for, bliver du følelsesmæssigt bundet til. Alle andre fjender skal vi bede for.

Det er muligt at vinde kampen mod sådanne mennesker, men der skal være styrke bag. Nemmest er det de steder, hvor magtmennesket kan afsættes ved en flertalsbeslutning. Det er sværest i kredse, hvor personen optræder som „Herrens salvede.” Hvis kampen ikke kan vindes, så „flygt” og undgå i fremtiden al kontakt med personen.
Når sandheden bliver afsløret, spiller magtmennesket skuespil, men hvis man bare starter på en frisk, bliver alt som før.
Edin erkendte, at der i kristne kredse er større grobund for magtmennesker, fordi folk dér er så hjælpsomme, flinke og tilgivende. På en almindelig arbejdsplads kan man nemmere være kontant mod et magtmenneske.

Hvordan kan vi hjælpe?
– Kundskab er afgørende. Når folk fortæller mig deres historie, holder jeg den op mod den kundskab og erfaring, jeg har. Bagefter retter de sig op, smiler og siger: „Nu forstår jeg sammenhængen.”
– En menighed, der har været udsat for magtmisbrug, kan opbygges igen. Det gøres ved sjælesorg, forbøn og gensidig omsorg for hinanden, sluttede Edin opmuntrende.
– Det, der gør en menighed sund, er, at den er kristuscentreret.