To danske muslimer mødte Jesus
Carrie og Amira har begge været langt inde i islam, før de fik et møde med Jesus, som forandrede alt.
To piger møder hinanden på nettet. Den ene er muslim, men vokset op i en kristen familie, den anden har været så tæt på at blive muslim, som man kan komme uden at blive det, og er nu kristen.I dag er både Carrie Bak og Amira Marie Dalgaard Rasmussen kristne og veninder med en helt særlig forståelse for hinandens vej til Gud.
En vej som førte dem gennem islams snørklede regler, en jagen efter anerkendelse fra Gud og mennesker hen til en oplevelse af, at Bibelens Gud var virkelig.
Jævnligt møder pigerne mennesker, som spørger, om de ikke kan finde på at vende tilbage til islam eller prøve noget helt nyt som buddhisme. Men det er de helt enige om, at de ikke skal:
– At tro på islam er som at høre en fantastisk historie. At kende Gud er som at møde ham selv. Det kan man ikke bare fornægte. Jeg kan i hvert fald ikke, og jeg har prøvet, fortæller Carrie.
– Vi har jo oplevet Gud, supplerer Amira.
Læs deres inspirerende historier om Guds trofasthed her.
Carrie:
Carrie Bak mødte islam på nettet under sin graviditet. I sidste øjeblik hindrede en overnaturlig oplevelse hende i at konvertere.
– Jeg lukkede mine øjne og så JESUS stå klart med lysende skrift på en mørk baggrund. Men jeg anede ikke hvem han var, Hvad har et barn i Betlehem at gøre med, at jeg er ved at konvertere til islam? tænkte jeg, husker Carrie.
Det er natten, før Carrie har en aftale om at konvertere til islam, og hun har netop bedt Allah om at vise hende, om det er det rigtige, hun er ved at gøre.
– Pludselig ser jeg navnet JESUS for mig og jeg kan mærke det helt ud i kroppen. Men jeg aner ikke, hvad det betyder, fortæller Carrie Bak, som er fuld af liv og snakker lynhurtigt. For at forstå, hvad der ledte hende til islam skal vi lidt længere tilbage.
– Jeg er vokset op i et hjem uden tro. Vi var ikke ateister, for så skal man også tage stilling. Det var bare ikke noget, der blev snakket op. Så på mange måder havde jeg en ret normal dansk opvækst. Gik op i veninder, tøj og at gå i byen, da jeg blev lidt ældre, husker Carrie.
Hun flyttede hjemmefra ret tidligt og jagtede fyre sammen med sine veninder. Hun blev kæreste med den mest uopnåelige fyr, hun kunne finde, og efter et par måneder var hun pludselig gravid, 19 år gammel.
– Jeg vidste med det samme, at jeg ikke ville have en abort, og min mor bakkede mig op i min beslutning. Alle børn er velkomne i vores familie, sagde hun. Men min svigerfamilie var ikke helt så glade, indtil de forstod, at jeg ikke skiftede mening. Så blev de også involverede. Faren var først skræmt, men da han vænnede sig til tanken, glædede han sig, forklarer Carrie, som flyttede med kæresten til København, hvor han havde fået arbejde med forfremmelsesmuligheder i en Nettobutik.
Carrie var sygemeldt med bækkenløsning og gik bare derhjemme, mens han arbejdede masser af timer.
– Jeg begyndte at hænge ud på et forældreforum på nettet, hvor der også var nogle muslimske kvinder. Og dem behandlede jeg bare helt vildt dårligt. Deres tro provokerede mig så meget, så jeg var hele tiden efter dem og sørgede for, at der blev lavet regler imod dem. Det var nærmest hele mit liv, husker hun. På et tidspunkt fik de nok og forlod forummet og åbnede deres egen side. Men Carrie var helt besat af at stalke dem, så hun lavede et falsk login for stadig at kunne være med.
– Men reglerne på den side var, at man skulle respektere islam, og så begyndte jeg faktisk at bleve interesseret i det for alvor. Efter nogen tid blev jeg afsløret, men jeg fik lov til at blive på siden, fordi de kunne se, at jeg var blevet interesseret nu, forklarer Carrie, som pludselig blev veninder med de piger, hun behandlede elendigt for kort tid siden.
– Nu begyndte jeg for alvor at studere islam og lære alle reglerne. Jeg var vokset op uden så stramme rammer og tror, jeg længtes efter nogle regler. Samtidig længtes jeg også efter den anerkendelse, else jeg fik fra de muslimske kvinder efterhånden, som jeg satte mig bedre ind i islam, forklarer hun og konstaterer:
– Men jeg satte mig aldrig ned og tænkte: Tror jeg egentlig på det her? for det gjorde jeg ikke.
Lige så langsomt lagde Carrie sin livsstil om og begyndte at følge reglerne for at gå på toilettet og spise mad, og hun gik også nogle gange med tørklæde. Hendes kæreste anede intet om, hvad der foregik, før hun en dag spurgte ham, hvad han ville sige til, hvis hun konverterede til islam. Han tog det ret roligt, så Carrie planlagde konverteringsdagen, men blev aftenen før stoppet af det mærkelige syn.
– Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre med det med Jesus, så jeg søgte på nettet og endte inde på Jesus-net, hvor jeg i overensstemmelse med islamisk tankegang fandt sitets ældste kvinde at snakke med. Jeg spurgte: Jeg skal konvertere til islam i morgen. Er det en dårlig idé? Hvem er Jesus? eller noget i den retning, husker Carrie med et smil. Hun fik et lidt forsigtigt svar om, at det nok ikke var så god en idé, og så begyndte Carries søgen at få en helt ny retning.
– Jeg anede ingenting om noget. Jeg vidste bare, at Jesus er sandheden, men vidste ikke, hvem han er. Så jeg spurgte dem hele tiden om, hvad jeg skulle gøre. Er der noget sted, jeg skal skrive under? Hvad for nogle regler skal jeg følge nu? forklarer Carrie. Administratorerne på Jesus-net gjorde deres bedste, og efterhånden begyndte Carrie at forstå, hvordan det hele hænger sammen.
– Men jeg fandt ikke en kirke, for jeg syntes ikke, at folkekirken passede sammen med det, jeg havde oplevet, så i lang tid var jeg bare alene, et helt nyfødt barn i troen, forklarer hun.
Desværre går hun og kæresten fra hinanden, men det får Carrie tilbage til sin hjemby Randers. Her beslutter hun sig for at bruge et år på at lære mere om Gud, samtidig med at hun tager nogle hf-fag. I den klasse er der nogle fra en lokal frikirke, som kommer til at få enorm betydning i Carries liv.
– Det betød alt for mig at komme der. De blev hele mit netværk. Muslimerne havde glemt mig, så snart jeg ikke ville være muslim længere. Men i den her frikirke blev de ved med at ville mig, selvom jeg tog i byen, efter jeg havde været til møde. Så kunne de møde mig fuld i miniskørt nede i gågaden bagefter, når de var nede for at evangelisere, smiler Carrie.
– Min rejse med Gud har været meget op og ned og frem og tilbage. Jeg har en tendens til at søge det mest højtråbende og ekstreme i stedet for bare at følge Gud selv. Til sidst vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre, for at komme til at leve med Gud, som jeg ønskede. Så jeg bad i et helt år om, at han ville hjælpe mig. Pludselig en dag på skolen mærkede jeg Guds kraft lige så stærkt, som da jeg fik det første syn, og han gav mig kraft til at vende om.
– Jeg havde bare ikke fattet, at det er nemt, hvis det er Gud, som gør det, men svært, hvis det er mig selv. Og fra den dag har alt ændret sig. Jeg føler bare, at alle døre står åbne for mig nu, fordi det handler om, at Gud er i mig, og ikke hvad jeg selv er.
Amira:
Amira Marie Dalgaard Rasmussen var egentlig vokset op i et kristent hjem, men kendte ikke rigtig nogen, der levede, som de troede. Derfor greb islams kompromisløshed hende.
– Hvis jeg ikke var blevet kristen, havde jeg nok været gift med en pakistaner i dag og måske boet i Pakistan, fortæller Amira.
Det er næsten svært at forestille sig, når hun sidder her sammen med Ivan, som hun er gift med på fjerde måned og ser helt almindelig og dansk ud. Men for bare halvandet år siden var det en helt anden Amira, man mødte. Men vi skal endnu længere tilbage for at forstå, hvem Amira Marie Dalgaard Rasmussen er, og hvad hun havde med i bagagen.
– Jeg kom fra et Indre Missions hjem, hvor det med Gud ikke fyldte noget i hverdagen. Det var noget, vi gik til om søndagen faktisk lidt imod vores vilje, fortæller Amira. Som ellers både har gået på kristen friskole, kristen efterskole og kristent gymnasium og også set sig selv som kristen det meste af livet.
Efter Amira var færdig med gymnasiet,flyttede hun i lejlighed i Gellerupparken. I første omgang med en veninde, men da hun flyttede ud, sad Amira der alene.
– Jeg fik mange nye veninder, en del af dem var danske muslimer, og jeg begyndte så småt at studere islam. I begyndelsen tænkte jeg, at det var forkert med islam. Det havde jeg jo lært, og prøvede at fortælle dem om Jesus. Jeg kan huske, at de sagde til hinanden: Mød Amira, som er kristen, men hun er ligesom alle os andre.
For Amira gik i byen og festede igennem ligesom alle andre unge. Hun følte bare, hun havde Jesus med i det.
– Samtidig kunne jeg jo godt mærke, at det ikke var så godt, det jeg havde gang i, så jeg bad Jesus om tilgivelse igen og igen. Men til sidst bliver man jo bare mere og mere ligeglad.
Samtidig med at den kristne tro fik mindre og mindre betydning for Amira, begyndte islam at give større mening.
– Jeg havde aldrig rigtigt følt, at jeg fik svarene på livets spørgsmål fra kristendommen. Til gengæld havde islam et svar på alt, og jeg begyndte at studere det intensivt, forklarer Amira, hvis nye veninder samtidig blev mere og mere praktiserende i forhold til deres tro.
– Og jeg havde bare ikke mødt så mange kristne, der praktiserede deres tro på Gud, så jeg blev imponeret af, hvordan pigerne virkelig gik op i det med Gud og ikke gik i byen og havde sex. Jeg var opvokset med, at folk var ligeglade med, hvad de gjorde, for de skulle jo nok blive frelst alligevel. Det kan godt være, at det var en undskyldning, men sådan oplevede jeg det virkelig.
I juni 2009 konverterede Amira under overværelse af Imam Abdul Wahid og to vidner til islam. På det tidspunkt havde Amira allerede levet efter islams regler i noget tid. Nu begyndte hun at gå med tørklæde og i de korrekte lange dragter og til undervisning i moskéen i Gellerup.
Samtidig var der en nagende tvivl inde i hende.
– Man kan jo ikke tro på Jesus på korset i 25 år og så bare glemme det fra den ene dag til den anden, forklarer Amira. Men hun studerede bare islam endnu mere intenst, bad på arabisk og gik rigtig meget op i sin nye tro.
– Jeg stoppede med at gå i byen, slog op med min daværende kæreste, som var ikke-praktiserende muslim. Jeg holdt op med at høre musik, klippede ansigterne ud af billederne, gav ikke hånd til mænd, gik ind på toilettet med højre fod først og ud med venstre først, remser Amira op. Hun var salafi-muslim, som er en meget streng form for islam, der overholder levereglerne fra de tre første generationer efter Muhammed.
– Når jeg gik med tørklæde eller khimar (lang dragt) følte jeg, at folk i Gellerupparken respekterede mig mere. Fyrene kiggede ned i jorden i stedet for at råbe efter mig. I islam siger man, at kvinderne går med tørklæder, fordi de er diamanter, og jeg følte mig ikke kvindeundertrykt af det. Faktisk kan jeg godt lide at gå med tørklæde, fortæller Amira, hvis tvivl dog fortsatte med at være der. Det gav ikke rigtig mening for hende, at islam siger, at Jesus kom til jorden, men ikke døde.
– På et tidspunkt begyndte jeg om aftenen, når jeg havde bedt mine arabiske bønner at bede til Gud: Hvis dette ikke er sandheden, så vis mig og hele min familie, hvad sandheden er, husker Amira.
Kun omkring en måned efter, at hun begyndte at be denne bøn, skete der noget mærkeligt.
– Min lillesøster blev døbt. Det forstod jeg ikke ret meget af, så jeg kontaktede Torben Søndergaard, som havde døbt hende, og pludselig gik det op for mig, at der findes radikale kristne, som har Gud med i alt. Det er jo det, jeg søger, tænkte jeg, fortæller Amira, som blev kristen i løbet af blot to uger.
– Jeg læste i Bibelen, og pludselig blev ordene bare helt levende for mig. Jeg svævede på en lyserød sky i lang tid. Gud var med mig, og jeg kunne nu mærke hans fred og ro som aldrig før, forklarer hun begejstret. Men det var ikke alle, der var lige begejstrede for forvandlingen. Nogle af hendes tidligere venner fortalte hende, at hvis hun havde været i Iran, var hun blevet stenet og hendes lejlighed brændt af.
– Jeg brød mig ikke om at være i Gellerupparken mere og blev ved med at gå med tørklæde, når jeg var derude. Så snart jeg kunne, flyttede jeg derfra, forklarer hun og fortæller, at hendes liv med Gud i dag ikke længere er begrænset til søndage og højtider:
– Gud er med i alting i dag. Jeg spørger ham til råds, før jeg gør noget, og jeg ønsker ikke at synde. Det er nok den største forskel på islam og kristendom. I islam var der ingen kontakt, men hos Gud kan jeg få svar. I islam var der en masse regler for at blive god nok. I kristendommen er Gud tilfreds, og jeg gør gerningerne i kraft af hans kærlighed.
