Francine Rivers på hjemmebane

”En Moders Håb” er første bind af to i familiesaga om forholdet mellem mødre og døtre. Francine Rivers er allerede kendt af de fleste efter successer som Løvens Mærke og Den Kærlighed Som Sætter Fri. Den nyoversatte En Moders Håb, som er første bog i en tobindssaga, lægger sig i hælene på hendes bedste bøger.
Bogen fortæller historien om Martas livsrejse, væk fra en viljesvag mor og en kontrollerende far, og hvordan hun kæmper for selv at tage styringen i sit liv på godt og ondt i samspil og modspil med personerne omkring sig. Og med en kontinuerligt voksende indre samtale med Gud.
Bogen udspiller sig både i Europa og Nordamerika, men de mange forskellige steder resulterer ikke i overdrevne beskrivelser, det er hele tiden karakterudviklingen af bogens personer, som er i fokus.
Temaet i En Moders Håb er at gøre op med fortiden på en måde, så man ikke ødelægger fremtiden.

Medrivende

De indre konflikter både med Gud og mennesker, som ikke kun skyldes opvækst, men også hvad man har gjort med opvæksten, går igen i flere af Francine Rivers’ romaner og således også i denne murstensroman på over 500 sider. Efter min mening er det kun godt. Her kan Francine Rivers gøre det, som hun gør bedst, nemlig skabe medrivende og brugbar (kvinde)litteratur.
Jeg er ikke stødt på andre kristne forfattere, som giver så stor og velfungerende indre dialog fra fortælleren til læseren. Francine Rivers får mig til at tro på personkonflikterne i bøgerne og giver sine personer et realistisk gudsliv. Dermed falder hun ikke for fristelsen til at gøre sine romanfigurer overåndelige, som mange andre bøger i samme genre.

Bogens svagheder

Til gengæld har bogen de svagheder, som kvindelitteratur ofte har. Der er ikke meget handling, da det er de indbyrdes konflikter, som driver fortællingen, og dermed heller ikke meget åndeløs spænding. Men det gør ikke mig noget, for jeg lærer en masse om mig selv og om livet, mens jeg læser, og det gør bogen værd at læse og giver mig lyst til at læse fortsættelsen i tobindssagaen.

Francine Rivers:
En moders håb
566 sider • 199 kr.
Scandinavia