Luthersk Mission mangler knap seks millioner

Vennerne af Luthersk Missionsforening (LM) kan godt begynde at hive muldvarpeskindet op af lommen. Hvis ikke LMs såkaldte hovedkassse inden årsskiftet modtager 5,9 millioner kroner, så må kassen notere et underskud i forhold til budgettet. I årets 10 første måneder modtog LM i underkanten af otte millioner kroner, og da gaveindtægten i år er sat til 13,9 millioner, så er der et „hul“ på knap seks millioner.

LMs hovedkasserer, Christian Lund, risikerer at få dybe rynker i panden, hvis gaverne til LM ikke snart begynder at vælte ind

– Det kunne godt give anledning til søvnløse nætter og en alvorlig frygt for, at LMs ledelse har vedtaget et alt for stort budget. 5,9 millioner kroner på to måneder! skriver Luthersk Missions hovedkasserer, Christian Lund, i dette nummer af Tro & Mission.
Han fortsætter:
– 5,9 millioner kroner er et meget stort beløb! Hvis ikke kaldet og tjenesten er givet af Herren selv, og hvis ikke der er en stor flok missionsvenner, der står bag det omfattende arbejde, som LM har i gang, så ville der være grund til frygt!
Christian Lund trøster sig dog med, at LM sidste år stod i en tilsvarende situation – bortset fra at det manglende beløb dengang „kun“ var på 5,6 millioner. Men sidste år lykkedes det at få samlet pengene ind på to måneder. Så er spørgsmålet blot, om LMs venner er i stand til at mobilisere samme giverlyst endnu en gang.
I oktober modtog LMs hovedkasse 818.387 kroner i gaver, og gennemsnitsindtægten fra gaver i årets 10 første måneder blev således på 798.000 kroner. LMs samlede årsbudget er på 17,9 millioner kroner.