Det er forældrenes ansvar at oplære barnet i troen

Med en travl hverdag er det fristende at overlade den åndelige opdragelse af børnene til kirken. Men Bibelen siger klart, at ansvaret ligger hos forældrene. Der står forbavsende lidt om børn i Bibelen. Når man tænker på det overvældende udbud af materiale om forholdet barn/forældre, kunne man forvente, at Bibelen sagde meget mere om dette emne.
Bibelen lægger vægt på, at forældre skal opføre sig godt over for barnet. Den forudsætter, at hvis dette er tilfældet, vil barnet elske Gud og tjene ham, når det vokser op.
En af de første udtalelser om vejledning for forældre, finder vi i 5. Mos 6,6-8:
”Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde, og du skal gentage dem for dine sønner; du skal fremsige dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op. Du skal binde dem om din hånd som et tegn, de skal sidde på din pande som et mærke. Du skal skrive dem på dørstolperne i dit hus og på dine porte.”
En række vigtige principper understreges her, og de kommer til udtryk på forskellige måder gennem Bibelen:

1. Bibelen lærer først og fremmest, at forældrene skal leve i et ret forhold til Gud. Gud sagde om Abraham:
– Jeg har udvalgt ham for, at han skal befale sine børn… efter ham.
Forældrene kan ikke nøjes med at fortælle børnene hvilken vej, de skal gå. Hvis de skal have indflydelse over dem, må de selv være alt det, de forventer, at barnet skal blive. Forældre må ikke bare kende og vise vejen. De må også gå vejen.
Forældre, som bare fortæller barnet religiøse fakta og sender det i kirke, har ikke meget håb om, at barnet vælger at acceptere disse fakta eller fortsætter med at gå i kirke.
Uanset om forældrene giver deres børn en god vejledning, vil de, hvis de stadig er et dårligt eksempel, blive betragtet, som om de giver dem mad med den ene hånd og gift med den anden, siger John Balguy.
Børnene kan kun forstå Gud, kærlighed, barmhjertighed, tilgivelse, godkendelse og sandheden i Guds ord i den udstrækning, at de oplever dette i et forhold, specielt i hjemmet.

2. Bibelen lægger ansvaret for barnets religiøse oplæring over på forældrene.
Gud har bestemt, at hjemmet skal være den institution, hvor barnet får vejledning. Gud har ikke ment, at menigheden, forkynderen, skolen eller andre instanser skal stå til ansvar for det. Forældrene kan ikke lægge skylden på disse instanser, når barnet går den forkerte vej.
Afsnittet i 5. Mosebog, som er citeret i indledningen, siger, at forældrene skal undervise grundigt. På hebraisk er udtrykket det samme som det, der beskriver en operation. Forældrene skal altså benytte sig af sandheden, ligesom en kirurg bruger kniven, når behovet opstår i barnets liv.
Den åndelige udvikling begynder i hjemmet. Uanset hvor alvorligt menigheden tager børnearbejdet, vil ethvert forsøg modarbejdes, hvis det ikke sker i samarbejde med og opmuntring fra hjemmet.
Richard Baxter, den berømte engelske prædikant, fik et meget velstående sognekald. I tre år prædikede han med iver uden at se synlige resultater. ”Endelig en dag” skrev han… ”Lagde jeg mig på gulvet og råbte: Gud, du må gøre noget med disse mennesker, ellers dør jeg!”. Han fortsatte: ”Det var, som om Gud talte højt og tydeligt til mig og sagde: ”Baxter, du arbejder på et forkert sted. Du venter på, at vækkelsen skal komme gennem menigheden. Prøv hjemmet”.
Baxter gik derefter fra hjem til hjem og fik forældrene til at indvie sig til Gud og begyndte at samle familien til bøn og bibellæsning. Ilden begyndte at brænde, indtil hele menigheden var levende, og den åndelige fornyelses flammer bredte sig ud over landet.
Gud lægger et stort ansvar på forældrene, når det gælder at undervise. Dette fremstår tydeligt i afsnittet i 5. Mosebog. Læg også mærke til følgende klare afsnit fra Salmernes Bog:
”Mit folk, hør på min belæring, vend jeres øre mod min munds ord. Jeg vil åbne min mund med billedtale, jeg vil fremføre gådetale fra fortiden. Det, vi har hørt og erfaret, det, vore fædre har fortalt os, skjuler vi ikke for deres børn; vi fortæller den kommende slægt om Herrens ærefulde gerninger og styrke, om de undere, han har gjort. Han satte et vidnesbyrd i Jakob, fastsatte en lov i Israel, som han befalede vore fædre at lære deres børn, for at den kommende slægt, de børn, der skulle fødes, skulle lære den at kende, så de kunne fortælle om det til deres børn.De skulle sætte deres lid til Gud og ikke glemme Guds gerninger, men holde hans befalinger. De skulle ikke være som deres fædre, en genstridig og trodsig slægt, en slægt, som ikke vendte sit hjerte til Gud, og hvis ånd ikke var trofast mod ham.” (Salme 78, 1-8)
Læg mærke til, at ansvaret lægges på forældrene. Hensigten med denne oplæring er klar:
a. For at børnene også skal have tillid til Gud.
b. For at de ikke skal glemme Guds gerninger eller at holde hans bud.
c. For at de ikke skal blive uopdragne, selvrådige og rebelske.

Læg også mærke til, at Gudfrygtige forældre har indflydelse på mere end én generation. Dette kommer frem i beskrivelsen af den unge prædikant Timoteus.
Apostlen Paulus skrev:
”For jeg er blevet mindet om din oprigtige tro, den som boede først i din mormor Lois og i din mor Eunike, og som jeg er sikker på også bor i dig.” (2 Tim. 1,5)
” Men bliv i det, du har lært og er blevet overbevist om. Du ved jo, hvem du har lært det af, og helt fra barndommen af kender du de Hellige Skrifter, som, kan gøre dig vis til frelse ved troen på Jesus Kristus. Hele Bibelen er inspireret af Gud og er nyttig lærdom til overbevisning, vejledning og opdragelse i retfærdighed” (2 Tim 3,14-16).

3. Bibelen siger, at forældrenes undervisning skal være konstant og kontinuerlig.
Den religiøse opdragelse skal foregå løbende ved ord og eksempler. Den skal ikke begrænses til at foregå i ny og næ. Mange unge reagerer negativt på en gudsfrygt, som kun praktiseres søndag formiddag, eller når der er familieandagt. De mærker hurtigt, hvor tomt et sådant liv er. Gud har givet barnet en særlig følelsesmæssig forståelse af hans nærvær og gerning i skaberværket. Barnet vokser åndeligt, når forældrene forbinder Gud med livet omkring dem.
Gud har også fyldt barnet med spørgsmål. Det siges, at gennemsnitsbarnet har stillet 500.000 spørgsmål, når det fylder 15 år. Det er en halv million muligheder for at undervise. Mange af disse spørgsmål er ”hvorfor” og ”hvordan”, og det fører os direkte til Gud.
For mange forældre betyder religionsfrihed frihed fra religion. De tilbringer tiden med at samle materielle goder i stedet for at opbygge karakter i børnene. Nogle har accepteret det bedrag, at man ikke skal undervise barnet i religiøse spørgsmål, for at de ikke skal få fordomme. Lad barnet vælge, siges det. Men en sådan indstilling er allerede en fordom. Fraværet af undervisningen om Gud gør barnet til et bytte for alle slags falske guder og filosofier.
I den fremragende bog ”Elsker I mig?” nævner psykiateren Ross Campbell en almindelig misforståelse:
”Jeg vil, at mine børn skal lære at tage egne afgørelser, efter at de har hørt alle sider af sagen. Børnene skal ikke føle, at de må tro, det jeg tror. Jeg vil, at de skal høre om forskellige religioner og filosofier. Når de er gamle nok, kan de tage deres egne afgørelser.” Sådanne forældre tager enten fuldstændig fejl, eller også er de uvidende om, hvilken verden vi lever i. Det er virkelig synd for barnet, som vokser op i disse forhold. Uden mere vejledning i etiske, moralske og åndelige spørgsmål, vil barnet i større grad føle sig usikkert i den verden, det vokser op i…”.
En anden grund til at denne indstilling til åndelighed er helt forkastelig, er at flere og flere grupper, organisationer og kulturer tilbyder destruktive, slavebindende og falske svar på livets problemer. Disse mennesker vil gerne have fat i de børn, der blev opdraget på denne tilsyneladende frisindede måde. De bliver et let offer for en hvilken som helst gruppe, som tilbyder konkrete svar, uanset hvor falske eller slavebundne de er…
Sådan er det. En tro, som ikke bliver bakket op hjemmefra, bliver bakket op af film, gadebander eller en eller anden gruppe. Og ellers får barnet den opfattelse, at det, man kan klare sig uden i 15 til 20 år, ikke er værd at vælge.

4. Bibelen siger: ”Lær den unge den vej, han skal gå! Så viger han ikke fra den, når han bliver gammel”.
Det er sandt, at man giver vejledning ved at oplære barnet eller ved at give det kundskab. Men vejledningen foregår først og fremmest ved, at man viser et godt eksempel. De mest betydningsfulde religiøse oplevelser i en familie består i det, som foregår mellem familiemedlemmerne i hjemmet dag for dag.
Af forfatter og præst John M. Drescher