Kæmpemand truer Holocaust Museum

Mange af Jerusalems indbyggere mærkede i weekenden lugten af
en ildebrand og ringede alarm til ‘brandvæsnet, der imidlertid
allerede var i fuld gang med at bekæmpe en storbrand i
Jerusalem Skoven, nær Yad Vashem mindeinstitutionen
for de seks millioner jøder, der blev dræbt under nazismen. Branden opstod nogenlunde samtidigt fire steder i skoven, hvilket bestyrker formeningen om, at den var påsat. Ilden nedbrændte 15 hektar skov, og den var så voldsom, at flere bykvarterer måtte evakueres, og hundredvis af besøgende i Yad Vashem måtte skyndsomt forlade stedet.
Om der virkelig var tale om en pyromanbrand undersøges nu af sagkyndige, og om der i givet fald var flere brandstiftere. Skovbrande har tidligere hjemsøgt flere steder i Israel, senest kæmpebranden på Carmelbjerget ved Haifa i december sidste år, der medførte en modernisering af brandslukningsudstyr, heriblandt fly. Fire sådanne fly, der medbringer store mængder vand og andet brandbekæmpningsmateriale, var i aktion søndagen igennem. Ud på aftenen kunne brandvæsnet meddele, at ilden var nedkæmpet – og at de evakuerede kunne vende hjem.
Blandt disse var knessets formand, Reuven Rivlin og hans kone, der bor i Yefeh Nof-bydelen i udkanten af skovområdet.

– Vi brændte os i Carmel-Skoven, og vi må også være påpasselige i Jerusalem, sagde han..

Indbyggere i bykvarterene Beit Hakerem og Yefe Nof blev opfordret til at holde sig hjemme med vinduerne lukkede. Røgen nåede helt til Katamon-bydelen. Politiet lukkede alle gader og veje rundt om Herzl Bjerget på grund af røgen og risikabelt nedkastet materiale fra brandsluikningsflyene .

Der meldes om otte tilskadekomne: fem brandmænd og tre museumsfolk fra Yad Vashem. Ialt 23 brandslukningsgrupper bekæmpede flammerne – fra byerne Beit Shemesh, Ramle og et officers-træningskursus i Rishon le-Zion. 60 brandmænd fra træplantnings-organisationen “Jewish National Fund” (på hebraisk: Keren Kayemet Leisrael) deltog i slukningsarbejdet, der var begunstiget af vejret, som forhindrede flammerne i at “komme ud af kontrol”.

Formanden for Yad Vashems direktorat, Avner Shalev, siger, at institutionen har købt yderligere brandslukningsudstyr efter Carmel-branden.

– Vi standsede branden. Det er et faktum, sagde han.

Han oplyste efter branden, at Yad Vashem vil anskaffe mere brandslukningsmateriale. Institutionens stab var parat til at fjerne nogle af de vigtigste genstande fra museet, men dette blev ikke nødvendigt.

Midt i skoven er et rekreationscenter, og herfra måtte huindredvis af børn evakueres, da flammerne kom nær.

Storbranden var et yderligere slag mod Jerusalems “grønne lunger”. Jerusalem Skoven, oprettet for 60 år siden, er et yndet udflugtssted for byens indbyggere, der nu må se den betydelig reduceret.

– Det er et meget vigtigt by-natursted, siger Amir Balaban, der er en af lederne af “Selskabet for Beskyttelse af Natur i Israel”. Her er et rigt dyreliv af gazeller, hyæner og reder for spurvehøge. Nu er stedet beskadiget af branden.