Kirker hjælper til selv-hjælp
Effektivt mønsterbryderkursus bygget på kristen tro spreder sig til kirker i hele landet.Et kursus i at bryde dårlige mønstre i deltagernes liv spreder sig i øjeblikket blandt kirkerne i Danmark.
Bag kurset, som i daglig tale kaldes mønsterbryderkursus, står Lars Due-Christensen, som er frivillig præst i Kirken i Kulturcenteret i København.
– Kurset bygger på Oxfordbevægelsens 12-trinskursus, som i dag bliver brugt af Anonyme Alkoholikere i en version, hvor den kristne Gud er skrevet ud af materialet, forklarer Lars Due-Christensen, som skrev kristen tro tilbage i materialet, da de begyndte at bruge det i deres egen kirke for syv år siden.
– Baggrunden for kurset var, at vi ønskede at række ud til mennesker, som havde været gennem AA eller andre 12-trinskurser og skabe et miljø, hvor de blev naturligt integrerede i kirken. Men vi blev overraskede over at finde ud af, at der var et kæmpe behov i kirken. Jeg havde brug for det her for at bryde med dårlige mønstre i mit eget liv, forklarer Lars Due-Christensen.
For fem år siden blev Lars Due-Christensens mønsterbryderprogram gjort tilgængeligt for alle frikirker, og siden har nye kirker løbende adopteret kurset. I foråret kom den første folkekirke med i forløbet.
– Efterhånden er mønsterbryderkurset vokset ud af vores kirke. Derfor dannede vi i foråret en tværkirkelig forening, fortæller Lars Due-Christensen.
Trinkurser.dk hedder den nye forening, og en af bestyrelsesmedlemmerne er Claus Bækgaard, som er præst i baptistkirken i Roskilde. Han sidder desuden i koordinationsgruppen i Frikirkenet.
– Hvor søndagsprædikenen kan appelere til lytterne, hjælper dette forløb til at tage fat om ens egen problemstilling og blive fastholdt i at løse den, forklarer Claus Bækgaard, som også har haft kurset forbi sin egen kirke.
Han pointerer, at kurset sagtens kan bruges i forskellige kirkelige sammenhænge, og at det også giver mening for kirkefremmede.
– Konkret har vi oplevet, hvordan en uden kirkelig baggrund gennem 12-trinsforløbet oplevede, at Gud blev virkelighed for hende, fortæller Claus Bækgaard.
Der er 10-15 nye hold på vej fordelt over hele landet.
– Jeg tror, udviklingen blandt andet skyldes, at det generelt er blevet mere legalt at arbejde med sine egne problemstillinger. Samtidig lægger kurset op til discipelskab ved at tage fat om ting i den enkeltes liv, der kan være problematiske, mener Claus Bækgaard.