Danskerne dyrker sig selv

Generalsekretær i Bibelselskabet mener, at Danmark er på vej fra kristendom til google-budhisme.”Den tredje reformation” er titlen på Morten Thomsen Højsgaards bog omkring den åndelige udvikling i det danske samfund.

Morten Thomsen Højsgaard har været generalsekretær i Bibelselskabet siden januar 2011. Foto Lars Tuxen

En udvikling han kan være nervøs for. I bogen gør han rede for, hvordan den enkelte dansker stadig ser sig selv som troende, men hver især definerer troen på sin egen måde. Han kalder det googlebuddhisme eller hollywoodbuddhisme.
– Kristendommen gør noget nærmest ubetinget godt for det danske samfund. Den er med til at give os håb og tillid til hinanden, forklarer Morten Thomsen Højsgaard, som er generalsekretær i Bibelselskabet.

Googlebuddhisme

– Der er noget farligt ved den selvdyrkelsesreligion, som mere og mere præger danskerne. Hvis det hele tiden skal være på min egen måde, bliver det vanskeligere at ”lege” sammen. Det er vigtigt, at vi både giver plads til hinanden og Gud, mener han og forklarer:
– Vi ved ikke, hvordan et samfund, som er bygget på googlebuddhisme, kommer til at se ud, for det er helt nyt. Jeg har skrevet bogen for at minde os om at værdsætte de kristne værdier, som vi tager for givet i samfundet. Vi tror, de altid vil være der, men hvis ingen holder af dem og passer på dem, er det ikke sikkert.
Konsekvenserne på det personlige plan er mere tydelige.
– Når de faste rammer for troen forsvinder hos det enkelte menneske, opstår der ofte usikkerhed og ængstelse. Når valgmulighederne er uendelige, giver det et stort pres for at finde sit eget jeg. Her giver kirkens rige og store tradition svar og sikkerhed, fortæller Morten Thomsen Højsgaard.

Kærlighed og indre fred

”Den tredje reformation” bygger på forskellige undersøgelser, og Morten Thomsen Højsgaard, der er uddannet religionssociolog, mener ikke, at hverken han eller bogen giver alle svarene.
– Jeg tror, det er vigtigt med en klar diagnose af udviklingen på det religiøse område. Så håber jeg, at folk med hjertet på rette sted vil bruge analysen til at tænke videre: ”Hvordan kan vi tænke dette ind i det lokale kirkeliv?” Jeg tror, at det er vigtigt, at flere frivillige bakker op om sognekirken, fortæller han og understreger, at det kan være vanskeligt med samspillet med sogn og kirke i en moderne verden, hvor der er mange andre tilbud.
– Jeg synes, folkekirken skal være attraktiv og tidssvarende uden at ændre på troen fra Ny Testamentes tid. Nogle gange er det næsten ironisk, hvordan det moderne menneske er på jagt efter kærlighed og indre fred langt fra kristendommen. Hvis de nu læste det, Jesus sagde, for pålydende, så gør han jo netop op med religiøst stivsind og regelrytteri. Men mange mennesker kender jo slet ikke budskabet fra Jesus, fordi de ikke møder kirken i deres liv.