Festen er knap begyndt
Selvom Kirken i Kulturcenteret har nået de 100 år, så er den slet ikke færdig med at udvikle sig.
Den har nået meget, men har appetit på mere. Søndag var der jubilæumsfest.
Folk fra nær og fjern strømmer ind i kirkens hovedsal. Den er stor. Den kan rumme over 1000 mennesker og alle stole ser ud til at være optaget. Heldigvis har man oprettet overflowsrum med videolink til alle, der er kommet for sent til en stol.
Fotos Andreas Pless
Indenfor er musikken gået i gang på scenen. Der er fuldt band og rytmerne forplanter sig i skarp konkurrence med den indledende småmumlen i salen. Pludselig springer en ung mand frem på scenen og laver nogle halsbrækkende stunts i takt med musikken. Alles øjne rettes samme sted hen.
I den højre side sidder der særligt indbudte gæster, mens resten af salen er fyldt med folk i alle farver og generationer. Det er hundrede års jubilæum, og som man kan forvente når det er Kirken i Kulturcenteret, så er der stil over det og timing.
Lovsangen er i gang. En lykkelig kombination af dygtige musikere, en længsel efter Gud og et vel tilrettelagt program, gør sin effekt. Snart er hele salen med i tilbedelsen.
Den første pinsekirke ved navn Eben Ezer blev stiftet i Oktober 1911. Ved kirkesalens indvielse året efter blev der samtidig sendt seks missionærer og tre børn af sted til Kina. En af dem var N. P. Rasmussen, som i løbet af de kommende tredive år trodsede sygdom, fordomme og borgerkrig, og byggede en kirke, der ved hans død talte 1200 medlemmer.
Siden har pinsekirken sendt missionærer til Korea, Kina, Taiwan, Thailand, Sri Lanka, Israel, Tanzania og Argentina. Resultatet af denne satsning har været, at mere end 100.000 mennesker er blevet kristne.
Kombinationen af Guds mirakler og menneskers offervilje kendetegner hele pinsekirkens historie. En af kirkens første forstandere, Andreas Endersen, var blikkenslager i Korsør. Han cyklede en overgang hver søndag til København for at hjælpe kirken. Heldigvis bevilligede kirkens ældsteråd ham et sporvognskort, så han kunne komme lidt mere bekvemmeligt af sted. Til sidst flyttede han dog til København og blev ledende præst i den nyligt etablerede Elimforsamling. Den voksede i løbet af 30erne til en stor menighed med over 700 medlemmer.
Viljen til at starte nye kirker, så mennesker kunne møde det kristne budskab, har siden resulteret i næsten tyve nye kirker, som fortsat er i fuld funktion i dag, enten som selvstændige kirker eller i fusioner med andre.
Midtvejs i lovsangen går dørene op og en stor flok børn i alle aldre og farver kommer dansende ind med balloner i hænderne. Med deres rytmiske gang til musikkens takter sender de et budskab om at høre til. Det er den nye generation, som valser gennem salen.
Ledende præst Jarle Tangstad træder frem på scenen. Han er høj, gråhåret og træder tungt, men dog hurtigt hen mod midten af scenen. Med over tyve år som forstander for kirken og en evne til at navigere gennem oprørte farvande, bærer han på en autoritet, som giver hans velkomsthilsen en særlig tyngde.
Ordene danner bro til nogle små videohilsner, der afløses af korte lykønskninger fra podier i salen som soler sig i spotlights. Det er både en folkekirkepræst og en katolsk biskop blandt talerne kombineret med nogle af kirkens egne tidligere forkyndere.
Efter endnu nogle lovsange træder formanden for Frikirkenet Tonny Jakobsen frem og prædiker. Alt bliver oversat til engelsk fra scenen. Kirken i kulturcenteret er en multikulturel kirke, hvor engelsk og dansk fungerer side om side.
Det er ikke kun gennem missionærer at kirken har engageret sig i den store verden. Tv har været en hovednerve i kirken siden den første udsendelse i 1984, som brød Danmarks Radios monopol.
I Danmark har hundrede tusindvis stiftet bekendtskab med den kristne tro igennem de mange forskellige programmer. I udlandet er der blevet produceret tv til hele Mellemøst regionen. Især mange børneprogrammer. I Algeriet udtrykte en muslimsk avis bekymring om at alle børn i landet ville blive kristne, hvis man ikke fik standset disse kristne børneprogrammer. I Tyrkiet er man i dag ansvarlig for en tv kanal, der sender kristent tv alle døgnets fireogtyve timer.
Kirken vovede at tænke stort, da København var Europæisk kulturby i 1996. Under mottoet Kulturbogen til kulturbyen blev det ny testamente uddelt til 620.000 hjem i hele København. Det skete i samarbejde med andre interesserede kirker i byen samt Bibelselskabet og Københavns biskop Erik Norman Svendsen.
Et stort skridt ud i det ukendte blev taget, da kirken købte den tidligere tekniske skole på Drejervej. Bygningen blev sat i stand af frivillige kræfter og i 1999 kunne den 14.000 m2 store ejendom tages i brug. Målet var at skabe en bygning som emmede af liv hele ugen. Ikke bare kirkens egne aktiviteter, men byens og lokalområdets. Det skulle være Københavns kulturcenter. En gave til byen. Men også en gave til menigheden, så den blev tvunget til at leve åbent og tilgængeligt, og ikke kunne tillade sig at lukke sig om sig selv.
Tonny Jakobsen er færdig med at prædike og musikken har taget over. Folk sidder og nyder kombinationen af tanker fra en god forkyndelse og velklingende lyd. Jarle bevæger sig op på scenen. Med sig har han det nye lederteam for kirken. Da han skal til at takke menigheden knækker hans stemme over. De få sekunders stilhed varer længe. Han fatter sig og udtrykker sin kærlighed til menigheden. Der var intet andet sted på jorden, hvor han hellere ville være.
Kort tid efter deler Jarle sit hjerte om, hvad kirken har nået indtil nu, men også hvor den må hen. Men det kræver fortsat offervilje også økonomisk. Han beder om en god jubilæumsgave, så kirken kan nå længere ud til de ensomme, fattige og søgende.
Tonny Jakobsen sagde i sin prædiken, at et menneske, som lever med Helligånden, altid vil leve på grænsen af, hvad hans egne ressourcer kan bære. Det gælder nok også en kirke.
Efter indsamlingen slutter gudstjenesten med sangen To God be the Glory, mens konfettien daler ned over de oprakte hænder. Gudstjenesten er forbi, men det er kirken ikke. Den er kun lige begyndt.
Af Mikael Wandt Larsen
