Værre for landet end for kirken…
Regeringen vil som bekendt adskille stat og kirke – på en eller anden måde.
Principielt kan en del af Udfordringens læsere måske nok sympatisere med, at stat og kirke ikke skal blandes sammen. En afstemning på vores hjemmeside før nytår viste, at 71 pct. var for og 23 pct. imod at adskille stat og kirke, mens 6 pct. stadig var i tvivl.
Når stemningen efterhånden svinger i den retning, så skyldes det uden tvivl, at regeringen samtidig med snakken om at adskille, forsøger at blande sig – helt utilstedeligt – i folkekirkens indre, åndelige anliggender. Nemlig ved at pådutte kirken et ritual til kirkelig vielse af par af samme køn – i strid med naturen. Og bibelen.
På den baggrund er det meget forståeligt, at mange troende kristne ønsker en adskillelse – i håb om, at man så kan blive fri for politikernes indblanding.
Desværre er skaden så sket, og folkekirkens dage vil formentlig være talte. Mange troende og aktive vil sive ud af folkekirken i de kommende år. Men folkekirken er jo ikke det samme som kirken. Og den kristne menighed af troende, som findes i alle de forskellige kirkesamfund, skal nok overleve. Måske endda bedre i modvind.
Langt mere alvorlig er adskillelsen for staten.
Når regeringen vil kappe forbindelsen, er det nemlig en symbolsk handling. Regeringen bekender, at Danmark ikke vil være et kristent land. Man vil ikke anerkende den kristne kultur, som vi har bygget på i tusind år siden Harald Blåtands dage. Man forestiller sig åbenbart, at vi kan svæve frit i luften uden at moral eller normer…
Regeringen kunne lære noget af den britiske premierminister David Cameron, som før nytår klart vedkendte sig kristendommens værdier i en tale i Oxford i forbindelse med 400-året for King James-bibelen. Storbritannien er et kristent land og skal ikke være bange for at stå ved kristne værdier for at imødegå et moralsk sammenbrud, sagde Cameron, og nævnte en lang række positive værdier, som fx ansvarlighed, velgørenhed, barmhjertighed, ydmyghed, selvopofrelse, kærlighed, arbejdsmoral og socialt ansvar.
– Det er kristne værdier, og det bør vi ikke være bange for at erkende, sagde Cameron.
Hørte du dét, Helle Thorning?
Af redaktør Henri Nissen