Et godt liv med Gud

Michael Tangstad fortæller om et spændende liv med Helligånden, hvor alting ikke altid går som forventet. Præsten Michael Tangstad blev som barn døbt med Helligånden og har talt i tunger lige siden.

”Hvis man har meget, man gerne vil holde skjult i sit liv, så har man en hel del at arbejde med”, siger frikirkepræst Michael Tangstad, der opfordrer til åbenhed.

Michael Tangstad havde sin første stærke åndelige oplevelse som fire-årig.
– En dag midt i franskbrødsmadder og saftevand vidste jeg pludselig, at jeg havde brug for Jesu hjerte. At jeg havde brug for Gud i mit liv. Min mor bad derfor sammen med mig om, at Jesus ville komme ind i mit hjerte.
– Det er en oplevelse, jeg ofte vender tilbage til. Jeg kan hverken huske, hvad der kom lige før eller efter. Men jeg husker tydeligt glimtet. Det var en milepæl, fortæller Michael Tangstad, som i dag er præst i Køge Frikirke.
Dengang var hans far, der også er præst, højskoleforstander i Mariager i Nordjylland.
– Min mor var som 18-årig en af de første, der blev frelst i Pinsekirken i Frederikshavn, hvor min far på det tidspunkt var præst. De giftede sig efterfølgende, så det var et godt trick til at finde en sød kvinde at bede til frelse med hende, siger Michael Tangstad med et glimt i øjet.

Forelsket i elev

Han blev også selv forelsket i arbejds-sammenhæng.
– Som ”ung-medarbejder” på en efterskole var jeg min kones lærer. Da vi blev tiltrukket af hinanden, bekendte jeg kulør over for forstanderen og lovede at vente, til hun var færdig med skolen. Ellers havde jeg fået en fyreseddel, siger han.
Næste åndelige milepæl i barndommen oplevede Michael Tangstad i syv-otte års alderen, hvor han deltog i en kristen børnelejr.
– Der var prædiken og undervisning om Helligånden, og bagefter kunne vi lege udenfor. Men jeg valgte i stedet at gå hen til Gert, som lederen på børnelejren hed, fordi jeg gerne ville tage imod Helligånden. Jeg bad til at opleve Helligåndens dåb, og den dag fik jeg både tungetale og profeti som nådegave. Lige siden har jeg haft begge dele i min hverdag.
Både dengang og nu forekommer det ham at være en ganske naturlig ting.
-Tungetale var ikke uvant for mig – allerede mens jeg lå i babylift, havde jeg jo ligget ved stolerækkerne og hørt tungetale og lovsang, fortæller frikirkepræsten.

En rig arv

Michael Tangstad er tredje generation af præster fra Pinsekirken. Hans nu afdøde farfar blev døbt med Helligånden og var præst i Narvik i Norge, indtil han fyldte 93. Og hans far er stadig præst, i Kulturcentret i København.
– Min farmor troede også på Jesus og blev frelst. Og hendes bedstefar var troende – han gik i det skjulte ned i skuret og talte i tunger… indtil han en dag blev opdaget, siger Michael Tangstad.
Men der har nu været både hellige, alkoholikere og narkomaner i familien.

Skulle bede for medarbejder

Tredje skelsættede oplevelse var, da han som 18-årig medarbejder på en kristen teenagelejr oplevede, at Gud bad ham om at bede for en af de andre medarbejdere.
– Jeg skulle fortælle ham, at selvom han oplevede det som om, Gud var langt væk, så var Gud hos ham lige der. Det gjorde jeg så. Senere fortalte han mig, at det var lige præcis det, han havde mest brug for at høre på det tidspunkt, hvor han mest af alt havde lyst til at give op, fordi han følte, at Gud ikke var der.
– I dag taler Gud ofte til mig igennem mine følelser. Følelser af fred eller uro, som Gud initierer. Gud tager initiativ. Jeg bringer, hvad jeg har, fortæller præsten.

Frelse

– Frelse er en proces, men der er et afgørende skridt…en streg…et ”nu-er-det-nu”, der hænger sammen med en dyb erkendelse af behovet for Jesus. Og en omvendelse fra ens tidligere liv. Johannes Døber, Peter og Paulus har næsten samme prædiken:”I skal ændre indstilling, for Gud er nær/er her”. Og Paulus siger i Romerbrevet ”forny jeres tanker”.
– Når vi møder Jesus, må noget blive anderledes. Der sker en indre og ydre forandring, der hænger sammen. Den ydre forandring er et symptom på, at der er sket noget – på at ”jeg giver mit liv til dig, Jesus”, understreger han.
Præsten kan komme med mange eksempler på disse forandringer. Et par stykker:
– Da min mor i sin tid tog imod Jesus, sad hun en dag med en smøg i hånden og læste Biblen. Men så kunne hun mærke, at nu skulle hun slukke cigaretten.
– Ofte får man også ryddet op i sit sprog, når Helligånden flytter ind. Der kommer ubevidst fokus på de dårlige vaner. Og man ændrer dem.
– Mine forældre havde engang et par, der blev frelst i deres kirke. Parret havde fire børn, men var ikke gift. Da de blev frelst, giftede de sig, fortæller han.
Frelse hænger for det meste sammen med en flydende beslutning og overbevisning:
– Mennesker, der tager imod Jesus, har i gennemsnit haft 14 møder med Gud og Jesus, før de tager helt imod Gud. Vi ved aldrig, hvilket skridt på vejen vi er for mennesker på vej hen mod Jesus.

Livet med Gud

– Mit eget åndelige liv har også været i en glidende udvikling – fra jeg var barn, teenager, voksen – med forskellige behov på forskellige tidspunkter. I starten gik det op og ned. Hvis vi lader følelser bestemme vores liv, så kastes vi rundt. Efter frelsen er der også en proces, hvor vi går mod modenhed i Kristus… hvor vi oplever, at det ikke længere er følelserne, der styrer, men kærligheden, der bestemmer. Så vi en dag kan sige: Jeg vælger kærligheden på trods af, hvad jeg føler i dag, siger han.
Michael Tangstad har en mindeboks. Med minder fra tidspunkter, hvor Gud har mødt ham.
– Det er snart længe siden, jeg har haft de helt markante oplevelser, men de ligger på rygraden. Jeg har nemt ved at genkalde dem og er meget bevidst om dem.
– Og selvom de ligger år tilbage, er min tro blevet dybere. Jeg er ikke længere styret af, om jeg føler, at han er her.
– Mother Teresa kæmpede med følelsen af, at Gud var fraværende, i fyrre år. Når hun bad og søgte Gud, var der helt tomt. Det handler om at nå frem til tro på trods af følelser. Finde en tro, der ikke er båret af følelser. Om at holde fast i ”jeg har mødt Gud” – uanset hvad.
– Omvendelse betyder at vende sig om – 180 grader. Guds dør står altid på vid gab, men hvis man står med ryggen til, kan man ikke se det. Så gælder det om at vende sig 180 grader og tage imod.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Fiktiv synd

Michael Tangstad er født i 1980 i Mariager i Nordjylland.
Hans første år i folkeskolen i Mariager var harmoniske og gode. Men i 1990 flyttede familien til Herlev ved København, og han kom i fjerde klasse i en kristen friskole.
– Mine forældre siger, at jeg vantrivedes i de to år, jeg gik der. Selv husker jeg ikke så meget derfra. Der var nok ikke noget, der var værd at gemme på. Heldigvis startede Pinsekirken sin egen skole, så jeg skiftede dertil og fik det godt igen, siger han.
Allerede fra 12-års alderen fornemmede Michael Tangstad, at han nok ville være præst.
Engang var der en matematiklærer, der mente, at drengen ikke var flittig nok, og udtrykte bekymring for hans fremtid. ”Jeg kan jo altid bare blive præst”, lød svaret.
Som teenager kunne han godt have tænkt sig, at Jesus havde frelst ham fra en masse synd. Men i dag er han taknemlig for, at der blev holdt en hånd over ham, så han ikke har et belastende vidnesbyrd i bagagen.
For som præst har han oplevet mange, der kæmper med de fysiske konsekvenser af forkerte valg – for eksempel narkomaner og alkoholikere.
– Jeg lever, som Gud har tænkt naturligt. Og jeg tror på, at han har styr på mit liv. Men som teenager var jeg i en periode lidt forvirret i min tro og livsstil.
– Jeg har aldrig hverken røget hash eller drukket mig fuld, men jeg lod som om! For jeg gik sammen med dem, der gjorde. Jeg fortalte ”en masse gode historier om alt det, jeg havde prøvet”, og folk hørte rygter om mine erobringer og druk, fortæller han.
– Jeg har aldrig haft et problem med at sige, hvad jeg mener, og er opdraget til, at man skal være den samme både ude og hjemme. ”What you see is what you get”. Det arbejder jeg stadig med.
– At Jesus satte os fri betyder også, at der ikke er nogen grund til lade, som vi er bedre end vi er, siger han. Ærlighed frem for om det ser pænt ud.

Ændring på teenagelejr

På en kristen teenagelejr ændrede tingene sig. Omgangskredsen blev fra den ene dag til den anden skiftet ud.
– Da vi skulle synge lovsang, hørte jeg pludselig indeni, at ”det er nu, du skal vælge, Michael… Nu eller aldrig”, og så gik jeg ind i lovsangen. Jeg løftede mine hænder, lukkede øjnene og overgav mig fuldstændigt. Da jeg åbnede øjnene igen, var de andre gået – alle dem, jeg normalt hang ud med, der lige som jeg selv kun var til stede, fordi de skulle. Fra den dag dyrkede jeg andre venner – slut med de præstebørn, der på det tidspunkt sad på bagerste række med armene over kors, fortæller han.

Sygdom og kærlighed


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Michael sammen med sin kone Rebekka, som han mødte på Mariager Efterskole.

Efterfølgende kom han på Frydensberg Efterskole i Mariager, hvor han trivedes og fik flere gode venner. Han var med Alterna på en syv ugers rejse til Thailand og Australien.
Senere sprang han fra et toårigt studenterkursus, som han endnu ikke helt var indstillet på at knokle for. I stedet tog han HF. Der var også to svære år med alvorlig kyssesyge. Hvor han i de første tre-fire uger sov 22 timer i døgnet og måtte flytte hjem til forældrene pga sygdommen, som han ”vænnede sig til – for man indstiller sig på en ny virkelighed”.
Da han var rask, blev han ”Giv et år”-medarbejder på Mariager Efterskole, hvor han mødte sin kommende kone, Rebekka, som er vokset op i et folkekirke-præstehjem.
– Der er stor forskel på traditionerne, og vi er blevet enige om, at der er nogle ting, vi aldrig bliver enige om. Jeg skal nogle gange stå på mål for mine holdninger til kirke både ude og hjemme, siger præsten. Glæden i hans øjne, mens han taler om sin kone, afslører, at det er helt fint med ham.
Som lærer på efterskolen erfarede han, at man aldrig skal trænge folk op i en krog psykisk: Han fik en knytnæve af en elev, der følte sig presset i en konflikt.
Som 20-årig begyndte han at prædike til møder uden at fortælle, at det var første gang. ”Jeg havde jo hørt så mange prædikener hjemmefra”, pointerer han.
I 2004 blev han gift med Rebekka, som i dag studerer psykologi. Året efter begyndte han at læse teologi – efter at have afsluttet en bachelor på CBS. I 2005 gik turen tilbage til Mariager, fordi Michael fik job som teamleder på Alterna, en teenagebibelskole. Parret fik deres første barn, Therese, i 2007. Herefter sagde han op på Alterna for at tage et halvt års barsel og efterfølgende et vikariat som matematiklærer på en efterskole.
– Det halve år på barsel var helt fantastisk for mig og for min relation til min datter. Det var også en periode, hvor der var mindre tryk på, og jeg blev helt klar over, at Gud ville, at der skulle ske noget nyt, siger han.

Dybe rødder

Og det skete der da også i august 2009, hvor han startede som præst i Køge Frikirke. Samme år fik han også sønnen Sigurd og i 2011 Asger.
– Da jeg blev spurgt, om jeg ville være præst i Køge, havde jeg ikke spor lyst. Det var mest for at være høflig, at jeg besøgte kirken. Men da jeg kom ind ad døren, vidste jeg med det samme, at det skulle jeg!
– Vi trives her og har ingen ambitioner om at skulle videre. Vi har gravet vores rødder så langt ned, som vi kan. Hvis vi en dag skal væk herfra, må Gud afsætte en længere periode, hvor vi kan sørge…det er her vi skal være, siger præsten efter to år i Køge Frikirke, som holder til i lejede lokaler på Billeborg Gods.
Da præsten i 2010 skulle renovere familiens hus i Strøby Egede, gled han fra en halv meters højde og slog sit ben. Nu – diverse undersøgelser og tre operationer senere – døjer han stadig med det og har været nødt til at indstille sin boksetræning på ubestemt tid.
Men trods det, så er han stadig præst i Køge Frikirke. Og det er der nok mange, som er glade for.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Michaels rige arv

Tangstad-familien er velkendte i både
Danmark og Norge.
Michael Tangstads familie er kendte navne for mange i Norden. Både forældre og bedsteforældre har, ligesom Michael, valgt et liv i fuldtidstjeneste for Gud.
Michaels forældre er Merete og Jarle Tangstad, som er præst ved den store Pinsekirke på Drejervej, som ligger på Nørrebro. Her har han i en årrække været seniorpræst.
Det er Danmarks største frikirke, og de kunne i år fejre 100-års jubilæum, som Udfordringen skrev om i februar måned. Hele 1000 medlemmer kommer i den store kirke, som må holde flere gudstjenester hver søndag.
Hans farfar hedder Jakob Tangstad. Han boede i Narvik i det nordlige Norge og var en markant mand og pioner inden for Pinsebevægelsen i Norge. Han var forstander i flere pinsemenigheder og var her en højt værdsat underviser. Jakob Tangstad skrev flere bøger, blandt andet én om Pinsebevægelsens historie i Norden. Han døde sidste år i en alder af 93 år, efter at have tjent i 70 år som forstander, evangelist og underviser.
Henrik.