Erindringer fra en omsorgsfuld præst
Mit præsteliv på Midtsjælland er en titel, som beskriver denne bog godt, da man gennem Elly Leitners oplevelser får et bedre glimt af den person, der er bag den sorte kjole.
Elly voksede op i en stor, kærlig familie, men husker, at hendes forældre ikke udtrykte deres kærlighed meget med kram og ord. Som barn lærte hun i søndagsskolen, at Gud er kærlighed. Hun tror, at længslen efter den kærlighed samt hendes fromme farmor var det, der tændte hendes interesse for kirken, som senere førte til, at hun læste på Københavns Universitet.
Efter hun havde studeret teologi, søgte hun forskellige præstestillinger, men uden held. En bekendt foreslog, at hun skulle søge en stilling i Haslev og Freerslev som hjælpepræst. Hun fik stillingen, og senere blev hun sognepræst, indtil hun gik på pension 36 år senere.
I Ellys tid som præst mødte hun mange mennesker, der rørte hende indeni, og Gud sørgede altid for, at hun havde den styrke, som var nødvendig for at løse de opgaver, Gud kaldte hende til.
Hun fandt hurtigt ud af, hvor svært det var at lære at forstå, hvordan man skulle opføre sig som præst i det endnu ukendte område. Hun mødte flere, som kaldte hende den unge kvindelige præst, mens andre var mere varme og sympatiske og bød hende velkommen.
En af dem, hun mødte, var Fru Clausen. Selv om de ikke var enige om særlig mange ting, holdt de meget af hinanden. Elly havde det privilegium at fejre Fru Clausens 100 års fødselsdag, og ikke længe efter stod hun også for Fru Clausens begravelse.
I Ellys erindringer ser vi Guds trofasthed, især ved de mere tragiske begivenheder, hvor hun var nødt til at finde styrke til at trøste pårørende, som mistede børn, og unge, der havde mistet deres forældre. Hun udviklede en stor evne til at give sjælsorg og udvise en særlig respekt over for familier i vanskellige situationer. Hendes oplevelser minder os om, hvordan vi kan finde dybere mening i livet, når vi deler vores liv med andre.
Craig Deaton
Elly Leitner:
Mit præsteliv på Midtsjælland
139 sider 129 kr.
Skriveforlaget