USA og Israel samordner kursen over for Iran

Det vil sikkert aldrig blive kendt i detaljer, hvad USA og Israel blev enige om under den amerikanske hærhef, general Martin Dempseys besøg i Israel, men det blev klart, at de to parter nu er ved at samordne kursen over for Irans atomprogram, omfattende en eventuel militær aktion.Den amerikanske militærleder kom til Israel efter besøg i Irak, Afghanistan, Kuwait og Saudi-Arabien, hvor der blev givet udtryk for bekymring over Irans ambitioner.

Han blev i Israel modtaget af den israelske forsvarsminister Ehud Barak og generalstabschefen, general Benny Gantz, ved en ceremoni i det militære hovedkvarter i Tel Aviv.

Dempsey sagde på et møde med Barak, at en bedre kommunikation mellem USA og Israel er nøglen til at bevare de to landes fælles interesser.

– Dette er en dynamisk tid, og jo mere vi har at gøre med hinanden, des bedre vil det være for os alle, sagde Dempsey. Jeg håber, at min tilstedeværelse her afspejler den forpligtelse, vi har over for hinanden, omfattende USA’s forpligtelse til Israels sikkerhed. Vi forstår Israels bekymring (over Irans atomplaner. red.) og samarbejder med Israel om dette.

Det er Dempseys første besøg her. Det er kommet i stand ikke mindst på baggrund af forlydender om, at Israel vil angribe de iranske atomanlæg uden at meddele dette til USA på forhånd.

Under sit beøg i Afghanistan sagde Dempsey, at der ikke var nogen garanti for, at Israel ville advare USA om en beslutning om at angribe Iran. Denne amerikanske bekymring blev ligeledes ventileret under Dempseys samtaler med israelske ledere. Det må formodes, at israelerne fik elimineret USA’s bekymring om dette.

Fejlvurdering
Inden Israel-besøget advarede Dempsey det iranske styre mod at ”fejlvurdere vores beslutsomhed”.

– Enhver fejlvurdering vil kunne medføre, at vi bliver trukket ind i en konflikt, som kunne blive en tragedie for regionen og for verden, sagder Dempsey til det amerikanske TV-selskab CNN.

Bag kulisserne, hedder det i CNN-udsendelsen, leder Dempsey i det stille en militær planlægning af et angreb mod Irans atomanlæg, hvis præsident Barack Obama giver ordre til det.

– Alle muligheder er på bordet, sagde Dempsey.

Alternativer
I forbindelse med Dempsey-besøget har USA’s ambassadør i Israel, Daniel Shapiro, sagt, at Washington har alternativer parat, hvis sanktionerne mod Iran slår fejl.

– USA har udarbejdet alternative muligheder, hvis sanktionernr er resultatløse, sagde Shapiro. Det finansielle pres mod Iran må øges for at få Teheran til at forstå, at dets handlinger har en pris.

Blandt de israelske ledere Dempsey har mødtes med var præsident Shimon Peres til hvem den amerikanske hærchef sagde, at ”USA er beæret over at have Israel som partner”, hvortil Peres sagde, at kampen mod Irans atomprojekt ikke blot er Israels og USA’s, men en international kamp for alle nationers sikkerhed.

Holocaust
Et højdepunkt under Dempseys ophold i Israel var hans besøg på Yad Vashem holocaust-mindeinstituonen for de seks millioner jøder, der blev dræbt under nazismen.

Han genantændte ”den evige flamme” til minde om disse ofre og skrev i gæstebogen, at ”USA er forpligtet til beskyttelse af Israel og vil gør alt for at forhindre, at en sådan menneskelig tragedie ikke finder sted påny”.