Præster i USA tror ikke på evolutionen

Syv ud af 10 protestantiske præster tror ikke på evolutionsteorien, viser en nylig offentligtgjort undersøgelse.
Ifølge en undersøgelse, foretaget af Southern Baptist Convention blandt 1000 protestantiske præster i USA, afviser 73 procent af de adspurgte, at mennesket er resultatet af evolutionsteorien.
De mener, at videnskaben tager helt fejl, når den påstår, at mennesket er resultatet af millioner af års evolution.

Delte meninger om jordens alder

74 procent af præsterne troede helt sikkert på, at Adam og Eva var virkelige mennesker, og yderligere 8 procent troede på det til en vis grad.
Denne diskussion skal også ses i sammenhæng med spørgsmålet om, hvor gammel jorden er.
Præsterne er dog delt på midten, når det gælder dette kontroversielle spørgsmål angående jordens skabelse.
Ifølge videnskaben er jorden ca 4,5 milliarder år gammel, men blandt de adspurgte præster mener 46 procent med henvisning til Bibelen, at jorden kun er 6000 år gammel.
Mange af de præster som tror, at Gud skabte mennesket i sin nuværende form, tror også på at jorden er ældre end de 6000 år, men de tror ikke på evolutionen, skriver nyhedskanal CNN.
40 procent af amerikanere mener, at Gud skabte mennesket i sin nuværende form, mens 38 procent tror, at Gud har anvendt evolutionen til at udvikle mennesket.
Pia