LM Genbrug hitter
Luthersk Missions Genbrug sælger så godt, at de i 2011 kunne give knap to millioner kroner til mission. Det er en stigning på 62 pct.Om det er finanskrisen der kradser eller Luthersk Missions genbrugsmedarbejdere der er dygtige, er uvist. Men LM Genbrug hitter.
Genbrugsbutikkerne omsatte i 2011 for 4.130.000 kroner, og det er en stigning på 62 pct. i forhold til året før.
Overskuddet på i alt 1.907.000 kroner går til missionsarbejdet i Luthersk Mission.
– Det er et imponerende flot resultat, siger resursechef i LM, Johnny Lindgreen.
– Det vidner om en krævende arbejdsindsats og en stor kærlighed til missionsarbejdet fra de cirka 220 frivillige medarbejdere rundt i landet.
– LM Genbrug har i løbet af få år udviklet sig til at have en central position, når det gælder finansieringen af missionsindsatsen ud fra LM.
Særligt genbrugsbutikken i Neksø er populær. Butikken satte i november 2011 omsætningsrekord, da de passerede en million kroner. Det er særligt turistsalget i sommermånederne, der klinger godt i kassen.
Men det handler ikke kun om at handle, mener butiksleder Vilmer Riis.
– Det vigtigste er ikke handel. Det er de mange missionsmuligheder, som vi har. Mange kunder er interesserede i at høre mere om Jesus, siger han til Tro og Mission.
I 2012 forventer Luthersk Mission en yderligere stigning på mellem 25 og 30 pct.
LM har i øjeblikket syv genbrugsbutikker.