USA klar til at imødegå Irans aggressioner imod Israel
Mørke skyer i Mellemøstens horisonter – Syrien-krisen vil brede sig, mener iagttager.Hver dag optrappes skyggekrigen melem Iran på den ene side og USA-Israel på den anden. Nu har chefen for den 5. amerikanske flåde, viceadmiral Mark Fox, meldt ud, at “USA kan konfrontere enhver iransk aggression”.
Fox – den øverste amerikanske flådeofficer i Den Persiske Golf – har fra sit hovedkvarter i Bahrein sagt, at hans flåde har “bygget en bred vifte af potentielle muligheder for USA’s præsident og idag er parat til at imødegå ethvert fjendtligt iransk fremstød”.
Fox siger, at han tager Irans militære styrke seriøst, men han ønsker ikke at komme ind på, hvordan hans flåde vil reagere på et iransk angreb eller forsøg på at lukke indsejlingen til Den Persiske Golf.
Enhver amerikansk reaktion vil sandsynligvis omfatte de to hangarskibe – USS Abraham Lincoln og USS John C. Stennis – og andre krigsfartøjer, som nu patruljerer havene ud for Iran.
– Vi har udviklet meget nøjagtige og dødelige våben, som er meget effektive, og vi er vel forberedte, siger Fox. Vi er parate til alle eventualiteter.
Stillet over for strammere vestlige sanktioner har Iran truet med at lukke Hormuz Strædet, hvis dets olieeksport blokeres.
Gennem dette stræde, der blot er 50 km på sit snævreste sted, transporteres en femtedel af verdens olieforsyning. Iran og Oman deler kontrollen over strædet, som anses for at være internationalt farvand, med garanteret fri passage.
Den iranske hærchef, general Ataollah Salehi, har fremsat advarsler mod, at amerikanske krigsskibe opholder sig i Den Persiske Golf, men der har ikke været nogen episoder.
Fox vedgår, at det iranske militær vil kunne rette et slag mod amerikanske styrker i Golfen, især ved anvendelse af ikke-konventionelle midler som små angrebsfartøjer eller miner udlagt langs skibsruterne.
– Vi er ikke skudsikre, siger Fox. De kan lange ud efter os. De har øget antallet af hurtige angrebsfartøjer, og nogle af dem er blevet udstyret med store sprængladninger til brug ved selvmordsmissioner.
Han mindede imidlertid officererne under hans kommando om, at de har ret og pligt til selvforsvar, hvis de bliver angrebet.
Fox’ kommandoområde omfatter størstedelen af Mellemøsten, herunder Det Røde Hav, Den Persiske Golf og et stort område af Det indiske Ocean langs Østafrikas kyst.
Han har omkring 25.000 marinesoldater under sin kommando.
Ifølge bladet “Hindustan Times” er “frygten for en u-defineret Mellemøst-krig ved at formørke horisonten blot et år efter faldet af diktatorer, folkelig opstand og udsigterne til en ny demokratisk æra”.
Bladet citerer direktøren for Carnegie Mellemøst Centret i Beirut, Paul Salem, for følgende udtalelse:
– Der er to forskellige udviklinger i Mellemøsten. Nordafrika bevæger sig i retning af mere demokrati. Levant-regionen omfattende Israel, Libanon, Syrien og Irak bevæger sig mod konfrontation og sekterisk konflikt. Det er en meget mørkere og mere dyster udvikling.
Han siger videre, at i de arabiske lande har opvågningen af demokratiske forhåbninger udløst gamle rivaliseringer, og dette kan briste og udløse en kædereaktion.
I centret af det hele er Syrien, hedder det i artiklen, der citerer en diplomat i Damascus fra et ikke-vestligt land for nedenstående:
– Revolten begyndte som en hovedsagelig fredelig opstand mod præsident Bashir Assads styre, men er nu ved blive til en langt bredere kamp for indflydelse. Syrien vil eksplodere ud over hele regionen.