Artikel:
Et kultursammenstød af dimensioner

EU udvides 1. maj med 10 nye lande. Tyrkiet kom ikke med i optagelsesrunden denne gang, men er lovet evaluering ved regeringskonferencen i december 2004. Tyrkiet er allerede i fuld gang med reformer for at leve op til EU’s politiske og økonomiske krav. Men ingen har for alvor taget de to civilisationers forskellige kulturgrundlag alvorligt. Altså, om der især fra det muslimske Tyrkiet er tolerance nok til at indgå i en union med det kristne Europa.To måneder efter Deniz Kasan og Turgay Papakci blev viet i Istanbul Presbyterianske Kirke blev brudens ansøgning om at skifte religiøs identitet afslået. Hendes mand var konverteret fra islam til kristendom inden parret blev gift, og nu ønskede hun at følge sin mand. Men det lokale folkeregister afslog midt i november 2003 med den begrundelse at hendes kirke „ikke er anerkendt som et offentligt sted for gudsdyrkelse“.
– Enhver tyrkisk statsborger over 18 år har ret til at skifte religiøst tilhørsforhold ved blot at underskrive en ansøgning derom, oplyser kirkens præst til Compass Direct, en kristen nyhedstjeneste med særligt fokus på forfulgte kristne minoriteter.

Men hvorfor skal borgeres religiøse status i det hele taget registreres i en sekulær stat som Tyrkiet? En stat, der på trods af at 99,8 pct. af befolkningen er muslimer, kalder sig en vestligt inspireret stat og vedholdende søger optagelse i EU? Og hvad siger de interne overgreb om det „islamiske“ Tyrkiets vilje og evne til at indrette sig efter vestlige frihedsidealer i det „kristne“ EU?

Kendsgerningerne er, at kristne minoriteter bliver overvåget og chikaneret af det tyrkiske sikkerhedspoliti og at registrering af kristne kirker bliver forhalet i det uendelige, viser rapporter fra Compass Direct og tilsvarende „vagthunde“ for religionsfriheden.
Det har fx taget Den Protestantiske Kirke i Efesus 3 år at få tilladelse til at holde offentlige gudstjenester. En retssag med anklage om at kirken tilbød „religiøs uddannelse“ uden tilladelse fra det tyrkiske undervisningsministerium faldt endelig ud til den kristne menigheds fordel. Anklagerne havde ikke hold i tyrkisk lov.
Meget tyder på, at der er et officielt og et uofficielt Tyrkiet. På den ene side et demokratisk styre med love og struktur efter vestlig model – på den anden side en religiøst motiveret påvirkning fra muslimske politikere og embedsmænd. For den nye tyrkiske regering er islamisk – selv om regeringspartiet kalder sig „Partiet for Retfærdighed og Udvikling“. Og har måttet indrømme, at det er svært at få demokratiseringsprocessen til at slå igennem helt ude i administrationens yderste led i det store land.

Efter det osmanniske riges opløsning under 1. verdenskrig grundlagde Atatürk den moderne Tyrkiske stat i 1923. Religiøse love blev erstattet af verdslige og landet, der kun havde en stribe land vest for Bosporusstrædet på det europæiske kontinent, begyndte at gøre tilnærmelser til de vestlige demokratier. I 1945 tilsluttede Tyrkiet sig FN og i 1952 blev det medlem af NATO.
Siden indlemmelsen i den europæiske toldunion EEC i 1963 har Tyrkiet vedholdende banket på døren til „de riges klub“ i EU. Indtil videre er anstrengelserne blevet belønnet på Det Europæiske Råds møde i København om EU’s udvidelse d. 12-13. december 2002. Her fik tyrkerne et løfte om evaluering af deres ansøgning på Det Europæiske Råds møde i december 2004 med eventuelle optagelsesforhandlinger i 2005 i udsigt.
Kriterierne for optagelse er de såkaldte „Københavnerkriterier“ fra topmødet i København i 1992, der bl.a. lyder: „…landet skal have stabile institutioner, der sikrer demokrati, retsstat, menneskerettigheder og respekt for og beskyttelse af mindretal“.
Det afføder to store spørgsmål:
– Kan Tyrkiet leve op til disse krav „in effect“, dvs. ikke kun på overfladen, eller vil en islamisk understrøm fra befolkningen i det lange løb påvirke den demokratiske proces?
– Og er det overhovedet muligt at forene islamisk kultur med den kristne kultur, stærke kræfter ønsker nævnt i en fremtidig forfatningstraktat for EU?
Begge spørgsmål er afgørende for ægtepar som Deniz og Turgay Papakci, der i det nære skal forene to kulturer og i praksis overvinde religiøse skel. Et tyrkisk medlemskab af EU vil betyde flere såkaldt blandede ægteskaber og flere kirker i Tyrkiet og moskeer i Europa.

I Tyrkiets grundlov af 1982 gøres meget ud af „sekularitetsprincippet“. I lovens „preamble“ siges udtrykkeligt, at „der skal ikke være nogen som helst indblanding af hellige religiøse følelser i statens affærer og politik“. Og senere i lovteksten: „Alle personer er lige, uden nogen form for diskrimination i forhold til loven, uanset sprog, race, farve, køn, politiske holdning, filosofiske overbevisning, religion eller sekt (…) ingen må tvinges til at afsløre sin religion, samvittighed, tanke eller holdning, eller blive anklaget på baggrund heraf“.
Tyrkiet har altså formaliteterne i orden. Tyrkiet er en sekulær stat, og religion – ikke en gang islam, som i grundlaget er meget politiserende – må få indflydelse på landets politik – det er det tyrkiske militærs opgave at sørge for.
Alligevel er der et åbenbart problem. „Hellige religiøse følelser“ har sin indvirkning, for loven administreres af mennesker – i dette tilfælde muslimer.
Siden Det europæiske Råds møde i København i 2002 har den islamiske regering med Recep Tayyip Erdogan i spidsen haft travlt med at indføre reformer for at imødekomme Københavnerkriterierne. Hele 7 reformpakker er det blevet til, hvor dødsstraffen er afskaffet, ytringsfrihed i forbindelse med terrorbekæmpelse sikret og – ikke mindst – militærets magt svækket. Sidstnævnte et EU-krav, som tyrkiske systemkritikere mener vil gøre det sværere at holde Erdogan og hans muslimske partifæller i regeringen i skak. Trods de vedtagne reformer frygter de en skjult islamisk dagsorden.

Uanset om denne frygt er begrundet eller ej, vil Tyrkiet altid bære præg af islamisk kultur. Kan den i givet fald forenes med EU’s kristne? Kan 1400 års – lurende og til tider opblussende – konflikt bare sådan lige overstås med en politisk aftale?
For kultur har meget med religion at gøre. Det mener i hvert fald dr. theol. Viggo Mortensen ved Center for Multireligiøse studier i Århus. Han bruger bl.a. den amerikanske samfundsforsker Samuel P. Hurtington til at påvise, at en civilisation er en „kulturel entitet“, at kulturen er baseret på et fælles anerkendt værdisæt, der har sit udspring i befolkningens dybeste overbevisninger, herunder religionen.
Kultur kan beskrives som adfærd, værdier som holdninger og overbevisninger som tro. Overbevisninger, der ligger så dybt, at nære venner under givne betingelser over en nat kan blive hinandens dødsfjender.

Islams kollektivistiske natur gør, at en tyrkisk muslim først og fremmest forstår sig selv som muslim, allieret med hele verdens 1,2 mia. muslimer, ikke som tyrker. Modsat gør kristendommens individualistiske tilgang, at de fleste europæere, i hvert fald de protestantiske, vil erklære sig enige med Grundtvigs ord: Menneske først, kristen så. Hos tyrkiske muslimer vil en tilsvarende retorik derimod lyde: Muslim først, tyrker så.
Derfor dikteres Tyrkiets politik ikke kun af en „vestlig“ grundlovs hensigtserklæringer, men i allerhøjeste grad det universelle islams læresætninger, der både er eksklusive (Koranen er den sidste og afsluttede åbenbaring) og udemokratiske (den islamiske lov, sharia, står over nationale love). Og derfor er der fra islams side en indbygget intolerance, der gør det svært at forestille sig et Tyrkiet, kulturelt integreret i Europa. Islam har nemlig ikke som kristendommen gennemlevet en reformation. Og derfor er en „oplysningstid“ i lighed med den europæiske stadig henvist til en uvis fremtid.
Det bliver ikke nemmere af, at langt den overvejende del af den tyrkiske befolkning bekender sig til sunni-islam, en gren af islam, der ikke kun går højt op i Koranens tekst, men også Hadith, overleveringerne om profeten Muhammads adfærd (sunna). Lægges hertil, at Muhammad både var profet, politiker og feltherre, og udvidede sine territorier med magt, er Muhammads forbillede for sunnimuslimer en til stadighed tikkende bombe under demokratiet.

En joker i enhver forhandling med muslimske lande er desuden begrebet „taqiya“, også kaldet den lovlige løgn. Ordet betyder egentlig „foregivelse“, og bruges til at forvirre, lyve og bedrage for at fremme Allahs sag. Taqiya benyttes mest i shiitisk ret, men anbefales dog i sunni-islam for at opnå fordele for islam eller redde æren. Tyrkiets første islamiske ministerpræsident Necmettin Erbakan var varm fortaler for Taqiya. Han var så islamisk i sin politik, at han måtte træde tilbage efter pres fra militæret i 1997.
Tyrkiets nuværende regering har også islamiske rødder, og hvis islamiske love i fremtiden fortrænger demokratiske principper, vil det betyde at tyrkerne uden de store samvittighedskvaler kan svigte indgåede aftaler med EU.

Hvilket værdisæt kommer der ud af de overbevisninger som muslimer, især sunni-muslimer, i kraft af religionen holder fast ved? Og hvilken kultur, dvs. adfærd, bliver følgen?
Vi behøver næppe minde om, at de ansvarlige for 4 selvmordsbomber mod en jødisk synagoge og en britisk bank i Istanbul i oktober 2003 var tyrkiske islamiske terrorgrupper. Oven i købet med tætte forbindelser til Osama bin Ladens Al Queda netværk.
Men vi burde måske nærlæse bogen „At Være Europæisk Muslim“, af Tariq Ramadan, en fortaler for den såkaldte „Euroislam“. Her finder man godt nok en „spiritualisering“, og dermed en privatisering, af islam, men kun en spag opfordring til muslimen om at indgå konstruktivt i demokratiet. Forfatteren, der er professor i islamologi og filosofi ved to universiteter i Schweiz, taler næsten udelukkende om muslimers rettigheder i de vestlige demokratier og forsvindende lidt om deres pligter. Og intet sted om eventuelle afkald for at imødegå Vesten. Lovreligionen holder stadig sit stramme greb om befolkningen, og skaber afstand gennem fortsat intolerance.

På den baggrund er det tvingende nødvendigt for EU-politikerne at tage kulturforskellene alvorligt i eventuelle optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. At trænge ned gennem det officielle politiske og økonomiske lag, ned til de værdier, der dybest set bunder i det religiøse.
Kristne teologer mener stadig der er nok ligheder mellem kristendom og islam til at fredelig sameksistens i respekt og tolerance kan opnås. I Storbritannien har The Interfaith Network udgivet et adfærdskodeks, herhjemme taget til hjerte af Tværkulturelt Center i København. Det kan opsummeres i ordene: Vi er alle mennesker, vi har lov at dele vores tro og vi respekterer hinandens individuelle stillingtagen. Kristne kirkeledere tegner sig for de fleste underskrifter herhjemme, men også muslimske ledere som Fatih Alev, Abdul Wahid Pedersen og Safet Bektovitz har skrevet under.
Islam har så meget af sit tankegods fra kristendommen, at der – trods de skitserede forskelle – er et spinkelt håb om fredelig sameksistens mellem Tyrkiet og EU landene.
En af Europas førende islamkendere, Chawkat Moucarry, professor ved islamiske studier på All Nations Bible College i London er personligt et bevis på det. Vokset op med en muslimsk far og en kristen mor peger han på begge religioners monoteistiske tro, bibelske referenceramme og sammenfaldende etiske synspunkter.
Den store forskel ligger i at islam er et færdigt religiøst socio-økonomisk system, reguleret ved religiøse love, er kristendommen en række religiøse principper med appel til individets fri vilje. Sidstnævnte er den egentlige baggrund for den tolerance, vi i Europa regner som en selvfølge. Spørgsmålet er: Vil muslimer vise den samme tolerance?
Den anglikanske teolog ved Near East School of Theology i Beirut, Colin Chapman giver perspektiv i en kort, men slående sætning:
„For kristne er Guds rige ikke af denne verden. For muslimer skal Guds rige være af denne verden“.
Det er dér kultursammenstødet ligger. Og det vil kunne mærkes af familier som Papakci’s.