Lovsang uden overraskelser
Passion har udgivet mange plader igennem årene. Her kommer der endnu én, som er fyldt med energisk og god lovsang – uden de helt store overraskelser.
Det kan være svært at anmelde lovsangs-cder, for det er ret subjektivt, hvordan man oplever musikken, og især lovsang. Det kan afhænge af både livssituation, humør og personlighed.
Passion gør det, de altid har gjort – og det fungerer rigtig godt. Det er en variation af nogle af de nyeste og mest kendte lovsange som fx den proklamerende One Thing Remains (Your Love Never Fails) og den smukke og overgivende 10.000 Reasons blandet med andre mere eller mindre kendte lovsange som David Crowders fremragende All This Glory.
Jeg synes, Passion formår at levere endnu en plade, hvor der først og fremmest er fokus på Jesus. Det er – som altid – en live optagelse, og det gør, at man som lytter hurtigere føler sig som en del af lovsangene.
Der er ikke meget fornyelse på albummet. Det er ikke et album, der eksperimenterer med forskellige genrer og gør noget, som aldrig er gjort før. Så leder man efter cutting-edge lovsangsmusik, så finder man det ikke her. Det er solid og god lovsangsmusik, leveret på en formular, som virker. Det inspirerer og taler nok især til unge verden rundt.
Så spørgsmålet er egentlig, om der er brug for fornyelse? Jeg tror ikke, Passions grundlæggende mål er at være fornyende. Det er at lave moderne lovsang, som inspirerer unge til at følge efter Jesus i hverdagen. Og dét gør de rigtig godt!
Henrik