USA mindsker deltagelse i militærmanøvre med Israel
USA har besluttet at mindske sin deltagelse i en forestående militærmanøvre med Israel – samtidig med at situationen omkring Iran er blevet tilspidset.
Forværringen skyldes ikke mindst en rapport fra Den internationale Atomenergi-Organisation (IAEA) om, at Iran har installeret 2.000 centrifuger dybt under jorden i et praktisk talt uigennemtrængeligt laboratorium nær Qum og har øget produktionen af atombrændstof.
Hermed er Iran kommet nærmere til den “røde linje”, som efter israelsk mening er Teherans evne til at producere atomvåben på et sted, der ikke er sårbart over for et israelsk angreb.
For statsminister Binyamin Netanyahu underbygger dette hans opfattelse, at mens økonomiske sanktioner og diplomatisk isolation måske har skadet Iran, har de ikke sat tempoet ned for dets atomprogram, men nok snarere øget det.
En yderligere forværring – set med israelske øjne – er, at USA agter at mindske dets deltagelse i en fælles militærmanøvre med Israel i næste måned. USA vil, ifølge amerikanske og israelske kilder, nedskære antallet af amerikanske kampsoldater og -officerer i manøvren med en tredjedel samt antallet af anti-missil systemer, som skulle have været en del af manøvren.
Manøvren har kodebetegnelsen “Austere Challenge 12”. Den skulle oprindelig have fundet sted i maj, men blev udsat til oktober.
En grund til den amerikanske nedskæring siges at have forbindelse med forskellen i opfattelse af et israelsk angreb mod Irans atomlæg i nær fremtid.
Der menes imidlertid at være andre grunde – heriblandt den øgede spænding mellem Netanyahu og Obama-regeringen.
– Dette er Obama-regringens reaktion på det middagsselskab, Netanyahu afholdt til ære for den besøgende republikanske præsidentkandidat, Mitt Romney, siger et seniormedlem af det politiske sikkerhedskabinet, mens en anden israelsk kilde siger, at den amerikanske beslutning om nedskæring “ikke fremmer afskrækning og ikke får iranerne til at svede”.
– Det amerikanske præsidentvalg finder sted om to måneder, og der er ingen tvivl om, at præsident Barack Obama – hvis han genvælges – vil få Netanyahu til at betale for sin opførsel, siger den førstnævnte kilde.
Andre kilder i Jerusalem siger, at Washington prøver at sende et budskab til Israel om, at USA ikke vil trækkes ind i en krig, absolut ikke inden valget.
Fra Washington oplyses, at amerikanerme er vrede over Israels gentagne trusler om at rette et soloangreb mod Irans atomanlæg.
Hertil kommer en udtalelse af den amerikanske generalstabschef, Martin Dempsey, om, at USA ikke ønsker at deltage, hvis Israel bestemmer sig for at angribe. Dempseys ord menes at have været omhyggeligt affatede.
Iransk manøvre
Imens planlægger Iran at afholde en stor militærmanøvre i næste måned med deltagelse af alle dets luft-forsvarssystemer.
Ifølge chefen for den iranske hærs luftforsvarsstyrke, Farzad Esmaili, vil manøvren omfatte kampfly og simulerede nødssituationer. Deltagerne vil være såvel hæren som det islamiske Revolutionære Gardes korps.
Iran har i forrige måned meddelt, at at det har testet missiler med nye styresystemer, der kan ramme mål på land og hav.