Skilsmisse kan være sidste udvej

– Det er muligt at helbrede et vaklende ægteskab, men der skal to
til at hele tingene igen, skriver ugens kronikørSkilsmisse og gengiftning er et af de mest følsomme spørgsmål, Guds kirke har på denne side af evigheden. Det er her, de modsatte holdninger findes samt den nidkærhed, de til tider forsvares med eller bliver brugt til angreb på mennesker, der befinder sig i den situation, at de er blevet skilt og gift igen. Eller de er i et ingenmandsland, hvor det kan være svært at få en ordentlig vejledning. Derfor føler de sig ladt i stikken af dem, der skulle være deres vejledere.Af Frede Rasmussen
Pastor i Pinsekirken i Århus

Jeg påstår ikke, at mit indlæg i denne følsomme debat er det eneste rigtige eller bør være rettesnor for åndelige vejledere. På den anden side står jeg ved mine holdninger midt i en tid, hvor så mange problemstillinger banker på kirkens dør, og hvor mange ulykkelige mennesker kæmper med skyldfølelse på grund af holdninger, som hører fortiden til. Må dette indlæg derfor blive til hjælp for nogen; skulle det være tilfældet, er noget positivt nået.

Udgangspunktet skal være Jesu ord i Matt. 19:4 om, at skaberen ”fra begyndelsen” forordnede ægteskabet og sammenføjede mand og kvinde til at blive ét kød!
Samtidig gør han det klart, at hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille. Det er indiskutabelt, men der er situationer, også i Bibelen, hvor det sker, nemlig i Ezras Bog, hvor de af præsterne, der havde giftet sig med ”fremmede” kvinder, sendte dem bort tillige med deres børn (Ezras Bog 10:44).
Ligeledes læser vi i 5. Mosebog 24:1-4, at jøderne fik lov til at skrive et skilsmissebrev i tilfælde af, at de ønskede at lade sig skille.
N.T. opererer med to legitime grunde til skilsmisse, nemlig utroskab (Matt.19:9) og hvis en vantro ægtefælle ønsker skilsmisse (1.Kor. 7:15-16).
Over alt dette har vi Jesu ord i Matt. 19:8, at: ”Det var med tanke på deres hårdhjertethed, at Moses tillod dem at skilles.”
Hvis man skal forklare Jesu udtryk i Mattæus 19 om, hvordan det var fra begyndelsen, kan man kun gøre det ved at sige, at inden syndefaldet herskede der en fuldkommen tilstand; Gud så, at alt hvad han havde skabt, var såre godt, men så skete katastrofen, mennesket faldt i synd, og selviskheden og egoismen begyndte at råde. Mennesket gik sin egen vej og brød sig ikke om det, Gud havde ønsket fra begyndelsen. Mennesket gik nu fejl af det mål, Gud havde med dets liv på jorden.
Skilsmisse tilladt
Desværre er vi ikke fuldkomne endnu, derfor sker der stadig skilsmisser, også inden for kirken. Derfor tillader Jesus også et ”skilsmissebrev” i forbindelse med utugt, og Paulus gør det samme, hvis der er tale om vantro ægtefæller, der ikke længere vil leve sammen med en troende.
Men ingen skal være i tvivl om, at det livslange ægteskab er det ønskelige og optimale samt det, der tjener det enkelte menneske og familien bedst og til størst lykke.
Alligevel opererer Bibelen med begrebet skilsmisse, som i modsætning til ægteskabet er en menneskelig ordning. En ordning, vi må have en holdning til, da det er noget, mange, også kristne, møder på et eller andet tidspunkt i livet.
Baggrunden for farisæernes spørgsmål til Jesus var diskussionen i Israel mellem to rabbinere, Hillel og Shammai. Hillel gik ind for skilsmisse på ethvert grundlag, Shammai kun på grund af utugt. De ville vel høre, hvem Jesus, når han nu påstod, han var Guds søn, ville holde med. Som ovenfor beskrevet gik Jesus lige til roden af problemet: Hvordan var det i begyndelsen, og hvad var den oprindelige plan?
Spørgsmålet om at måtte gifte sig igen var nu ikke fremme, da det for jøderne ikke var et problem. Det måtte man gerne. Det var skilsmissegrunden, der var interessant, og det er det også i dag.

Der er et andet problem, nemlig hvad der skal ske med den ”uskyldige” part. Jesus taler om ”enhver, som skiller sig fra…” Det er, som om det er et budskab til den part, der ønsker skilsmisse, mens spørgsmålet er: Hvor befinder den part sig henne, der ikke ønsker skilsmisse? Han eller hun har vel ikke begået ægteskabsbrud?
Når Jesus i Mattæus 19 understreger det fuldkomne, peger han også frem til den nye Åndens tid, hvor troende lever efter kærlighedens fuldkomne lov, og hvor enhver ægtefælle bør have samme sindelag som Kristus, da han gav sig selv til menigheden.
Ægteskabet er også et billede på Kristus og menigheden, og Helligåndens kraft gives til hjælp i kriser, også ægteskabskriser.
Jeg tror, det er muligt at helbrede et vaklende ægteskab, men vil også pege på, at der skal to til at hele tingene igen. Det er ikke nok, at den ene part er villig til at prøve, begge må gøre en helhjertet indsats.

Er der så ikke andre former end utroskab, der giver mulighed for skilsmisse?
Paulus siger jo i teksten i 1. Kor. 7, at vi er kaldede til at leve i fred! Der er, efter min mening, andre former for utroskab, f.eks. vedvarende fysisk og psykisk vold, som også er et brud på ægteskabets løfte om at ære og elske, have omsorg og vise trofasthed. Incestforhold, biseksualitet, perverse og abnorme former for adfærd på det seksuelle område er også ødelæggende for et ægteskab, og hjem, hvor børn kan blive ofre for og tilskuere til ting, som kan ødelægge og plage dem resten af livet. Gud har ikke kaldet nogen til at leve under sådanne forhold, og den krænkende part har for længst brudt sit løfte om livslang ære og kærlighed.
Når en af parterne står alene tilbage, må man så ikke gå ud fra, at den forsmåede part må gifte sig igen? Jeg tror det, også på baggrund af, at Gud i G.T. gav lov til skilsmisse og gengiftning. Det er svært, set i lyset af at Kristus kom med nåden og sandheden, at den part, der står alene tilbage, ikke skulle kunne gifte sig igen.
Det er vel bedre at gifte sig igen end at leve i begær efter én at leve sammen med. Det kan føre til seksuelle udskejelser, fald, nederlag, fordømmelse og udelukkelse af Guds forsamling. Det tror jeg ikke, Gud ønsker. Opløsning af et sådant ægteskab må komme på linie med det, Paulus omtaler i 1. Kor. 7., også selv om det er den forurettede part, der tager initiativet til skilsmisse.
Det ord ”sammenføje”, Jesus bruger i Matt. 19, kan også oversættes til ”at gå ind under samme åg,” altså at trække sammen. Manden og kvinden ”trækker på samme hammel” i ægteskabet, ligesom to trækdyr. Men hvis man lever i et ægteskab som ovenfor beskrevet, trækker man ikke sammen, tvært imod, det kan ingen mennesker leve i, ej heller forlange andre at skulle leve i, det er ødelæggende, og vi blev kaldet til at leve i fred!

Hvad har Bibelen så at tilbyde, når eller hvis ægteskabet er gået i stykker?
Hvis ingen af parterne, efter en skilsmisse, har indgået et nyt ægteskab, skal man selvfølgelig formane og tilskynde begge parter til forsoning, tilgivelse og forlig, så man kan se hinanden uden problemer. Dog er de fleste forhåbentlig blevet vejledt i den retning, når de har haft deres gang i en kirke.
Syndernes forladelse, helt og fuldt, samt en fuldstændig genoprettelse, når man bekender sine synder, er det, vi kan give. For i en verden fuld af vold, løs moral, grænseoverskridende handlinger o.lign. må vi kristne have mere at byde på end fordømmelse og lovtrældom. Vi skal prædike et nådens evangelium, men det er rigtigt, at disse eksistentielle spørgsmål er vanskelige, fordi vi er forpligtigede overfor Guds ord i lære, tro og praksis. Det er også rigtigt, at det er på nådens grund, i samklang med evangeliet, at vi skal finde løsningen, når det gælder mennesker, der har lidt skibbrud i deres ægteskaber og måske endelig har fundet den, de er trygge ved og har oplevet tryghed hos.
I disse år kommer der mange mennesker til vore kirker, som i en ikke-troende tilstand eller som frafaldne er blevet skilte. De er kommet med igen, og så sker det ofte, at spørgsmålet om et nyt ægteskab dukker op, eller at de ganske enkelt finder en ny livsledsager i den kirke, de har mødt Kristus i. Nogle har i en årrække levet sammen med et andet menneske og måske fået børn med deres samboer. I disse tilfælde vil vel de færreste have noget problem med at vie dem i et lovformeligt ægteskab. Det er jo den rette form for samliv.

Afslutningsvis vil jeg gerne bekende, at disse spørgsmål hører til nogle af de sværeste i Kristi menighed, og hvert eneste tilfælde må vurderes alene, og ikke bare kategorisk afvises. Det er i hvert eneste tilfælde menneskeskæbner, vi har med at gøre, og Gud er en nådig Gud, selv om vi ikke skal synde på nåden, men vi er kaldede til at vise barmhjertighed, så det, der er brækket, bliver helet og ikke fordømt, heller ikke med rette holdninger. Vore menigheder er vel ikke bare menigheder for vellykkede mennesker, det er i allerhøjeste grad menigheder for mennesker, der har kæmpet og lidt, måske også haft nederlag eller levet i ulydighed overfor Guds ord, men som har bekendt deres synd og grædt bitre tårer over deres fejl. De mennesker bør om nogen finde kærlighed, accept og tilgivelse i vore menigheder. Vi behøver alle en nådig dommer engang. Der kan gives mange eksempler på lykkelige ægteskaber efter mislykkede, men det kan let blive følelsesladet, dog glæder jeg mig over ethvert menneske, der finder hvile i et trygt og godt ægteskab efter en række turbulente år.