SERIE: Hvor blev de af?
Poul Langagergaard

I ti år fra 1982 var Poul Langagergaard den mest markante generalsekretær, Indre Mission nogensinde har haft. Hvor er han nu?Indre Mission blev stiftet på Sjælland i 1861 og voksede eksplosivt frem mod århundredskiftet. Her var der 400 missionshuse og næsten 150 indremissionærer.
Væksten fortsatte frem til 2. verdenskrig, så stagnerede IM ligesom andre kirkelige foreninger på grund af samfundets verdsliggørelse.
Men i Poul Langagergaards 10 år som generalsekretær vendte udviklingen for en tid.
Både antal medarbejdere og gaver steg. Giverne kunne mærke, at der var sket noget nyt. Allerede året efter sin tiltræden gennemførte den kun 35-årige general de første Time Manager-kurser for alle medarbejderne, hvor de lærte at planlægge bedre – at lede sig selv – og arbejde mere målbevidst.

– Vi skal være mere optaget af kompasset end af uret, mener Poul Langagergaard

For første gang lagde IM en 5-årsplan for, hvad man ville nå, og senere blev det til en 10-årsplan. Hidtil var det ofte kørt på melodien „same procedure as last year“.
– Sådan er det jo desværre i mange kirkelige foreninger. Man lader sig styre af traditioner og tilfældigheder i stedet for at arbejde mod et mål. Men hvis man ikke har et mål, hvordan kan man så ramme plet, siger Langagergaard.
Han har også selv undervist på Time Manager-kurser, som han syntes var gode, fordi de havde hele mennesket med – ikke blot arbejdet, men også familielivet.
– Og vi ved jo alle, at hvis det ikke fungerer det ene sted, fungerer det heller ikke det andet.

Den unge generalsekretær havde forud været landssekretær for Menighedsfakultetet i Århus og var ordineret teolog, men har aldrig været sognepræst. Han stod for indsamlingen af de 7-8 millioner, det kostede at bygge et nyt studiested til de teologiske studerende. Idéen var at skabe et miljø, hvor man tog både Bibelen og troen alvorligt. Mange præstestuderende følte sig alene med deres tro i det bibel-kritiske universitetsmiljø.
– Her arbejdede jeg sammen med et udvalg af folk fra erhvervslivet, og det lærte jeg meget af. Det var også en fornøjelse at opleve, at revisoren og håndværkeren osv. her blev taget alvorligt i et kirkeligt arbejde med det, de var eksperter i.

Selv var Langagergaard ikke troende, da han kom i 1968 til Århus for at læse statskundskab.
– Jeg ville være politiker, ligesom min far, fortæller han. Faderen var sognerådsformand og senere byrådsmedlem i Fjerritslev, hvor familien havde en stor slægtsgård.
– Far rådgav mange folk i økonomi og skatteforhold, og derfor blev jeg allerede som barn nysgerrig og ville være politiker, fortæller Poul, som var nr. 3 i søskendeflokken. De fire søskende er alle blevet en slags ledere, så der var nok et gén i familien. Folk siger, at Poul er som snydt ud af næsen på sin far. I dag lever kun moderen.
– Jeg voksede op med spejderarbejde, og mine forældre var troende, men det var først på Holmsborg Bibelcamping i -69, at jeg personligt kom til tro.
– Hvad drev dig til tro?
– Det var de grundlæggende eksistens-spørgsmål. Jeg talte meget med en ven, som var troende. Han fik mig med til Holmsborg. Jeg var bare interesseret i at komme til Vesterhavet, men dér hørte jeg en prædiken, som udfordrede mig på et dybt plan. Så skiftede jeg fra statskundskab til teologi. Jeg følte, det var nødvendigt med et sporskifte.

I Århus kom Poul også med i en studenterkreds, som stod bag oprettelsen af Menighedsfakultetet, som først boede i et hus i Barthsgade.
Til at begynde med færdedes han faktisk også i forskellige tværkirkelige miljøer i Århus, men senere kom han som landssekretær for MF og generalsekretær til at stå for Indre Mission „hårde“ linje, hvor man normalt ikke ønsker ret meget samarbejde med andre kirker og bevægelser af frygt for, at IM-vennerne bliver forvirrede.
Det er nok fra denne side, at mange af Udfordringens frikirkelige og karismatiske læsere husker ham. Ligesom han stod markant i opgøret med KFUM & KFUK om den teologiske linje. Men Langagergaard har selv en mere nuanceret opfattelse af sin rolle. Han bemærker drillende, at han altid har opfattet sig selv som karismatiker. Og selv om han stod som den, der udførte IM’s politik, bl.a. med nogle bombastiske holdninger, har han senere udtalt, at han selv havde en langt mere diplomatisk holdning:
– Faktisk har jeg altid selv været den, der i foredrag og undervisning pegede på Indre Missions fejltagelser, siger han. Og det gør han stadigvæk:

– Jeg synes ofte IM er lidt svær at stikke i, indrømmer han. Og han og Jonna kommer da heller ikke lokalt i Århus i IM, men har engageret sig i Helligåndskirken, som han er meget begejstret for.
– Det er en meget aktiv folkekirke på ca. 30 år. Menigheden her er opbygget efter ydremissions principper af, Helga Jensen, en tidl. KFUK-sekretær i London, som var den første præst. Hun formåede at engagere hele menigheden, og hendes ånd svæver stadig over vandene. Der er 160 frivillige og i løbet af en uge kommer ca. 1000 mennesker i berøring med kirken gennem alle de aktiviteter, der findes. Min kone Jonna er med i udvalget for mandags-fællesskabet. Der findes også ældre-, børne- og ungdoms-arbejde.
– Er du selv aktiv?
– Ja, og jeg hjælper ofte til ved nadveren og det sker også at jeg prædiker. Jeg har også coachet nogle af de unge. Lokalt er jeg formand for Radiorådet for Kristen LokalRadio, som er oprettet af Indre Mission i Århus og har en potentiel lytterskare på op mod 700.000.
– Jeg tror, min vision er større. Jeg er ikke tilfreds med, at vi kristne mødes og opbygger hinanden. Vi må slippe noget – vove noget. Vi skal som kristne leve i krydsfeltet mellem kirken og verden. Mellem Bibelen og Ekstra Bladet.
– I dag har vi to grupper i kirkelivet: Den ene holder fast ved Ordet, men bliver i egne rækker. Den anden går langt ind i det verdslige, men mister kontakten med Ordet, og dermed sig selv.
– Hvis kirken skal genrejses, må den være tro overfor Ordet, ellers mister den sin kraft, men den må også investere sig selv i dialog med andre.

Poul Langagergaard forlod IM som leder i 1992.
Herefter var han i tre år administrationschef for et advokatfirma på Fyn. Det var en positiv udfordring for ham at skifte til et mere verdsligt lederjob, og han blev derefter IT- og personale-chef i den fynske kommune Årslev syd for Odense. En tid, han satte stor pris på. Her var han med til at indføre bredbånd før andre kommuner. Desuden startede han i sin fritid dengang et privat konsulentfirma om ledelse. Og bagefter ventede igen et lederjob.

– Det var noget helt andet end teologi…?
– Ja, men teologi er jo et basalt fag, som giver én indsigt i mennesket på godt og ondt. Jeg kan ofte bruge mine værdier fra Bibelen, når jeg holder kurser, hvad enten det har været for SID og Metal, eller lerderkurser for private virksomheder eller offentlige institutioner.
– Husk på, at megen god ledelse bygger på de kristne værdier. For 100 år siden havde de i Tyskland en Max Weber, som argumenterede for, at hvis man blot organiserede tingene, så kunne man hive medarbejdere lige ind fra gaden. Mennesker var ikke vigtige og han talte om „den menneske-uafhængige virksomhed“.
– Sådan er det ikke i dag. Og det var da også et forfærdeligt menneskesyn, der lå bag. Medarbejderne er jo ikke kulier, men Guds skabninger. I dag gælder det om at finde talenter, udvikle medarbejderne, holde på dem og gøre dem stadig bedre og mere tilfredse med deres job. Det er noget af det, jeg arbejder med i mit firma L*Profil – for bedre lederskab.

Langagergaard er nemlig blevet selvstændig. Efter kommunen på Fyn blev han tilbudt job i Kristelig Fagbevægelse som kommunikationschef. Men det varede kun godt tre år, før vejene skiltes.
– Vi havde i ledelsen så forskellige syn på, bl.a. hvordan KF skulle markedsføre sig, at jeg måtte gå. Direktionen tolererede ikke uenigheden. Men jeg var glad for den periode, ligesom jeg har været utrolig glad for de andre lederjob. Vi skiltes som venner.
– Er du vanskelig at samarbejde med?
– Jeg er nok ret konsekvent og åben i min kritik. Middelmådighed, fusk og den slags kan jeg slet ikke med. Hvis der er noget, jeg synes er galt, så kan jeg ikke tie stille. Så siger jeg det lige ud, men jeg er til gengæld af mange tidligere medarbejdere blevet rost for, at jeg er „god at være uenig med“. For man behøver jo ikke blive uvenner, fordi man er uenige.
– Er du koleriker?
– Måske, men jeg har lært hjemmefra lige at „synke spyttet“ før jeg siger min mening. Nogle gange skriver jeg mig ud af en frustration. Det gælder om at have ro og styr over egne tanker. Især, da jeg var i IM og pressen hele tiden var over mig, måtte jeg holde hovedet koldt.

– Du har jo altid selv været chef. Ser du så ikke alting fra chefens stol?
– Jeg har jo også været personalechef, og jeg tror godt, jeg kan se situationen fra de menige medarbejderes side. Men det er ledere, jeg som regel arbejder med, og jeg lærer dem, at de skal give medarbejderne mulighed for at få luft og komme til orde. Det er en passion for mig at skabe god ledelse. At få medarbejderne til at blomstre.
– Men enhver medarbejder har jo også ansvar for sig selv. Hvis man er frustreret, så må man komme på banen og ikke bare fortsætte med at være frustreret.

– Specielt i kirkelige organisationer er der en tendens til, at man ikke tænker så meget på at skulle udvikle sig eller være en spilbar medarbejder.
– Og lederne – er der for mange præster?
– Det ville nok være godt med flere ledere med en anden baggrund. Når flere teologer er samlet, begynder de hurtigt at snakke teologi. Men det afgørende er, om de er gode ledere.
Ligesom i små erhvervsvirksomheder, der er vokset sig store, har man ofte ledere, som ikke har en lederuddannelse. Man bliver måske valgt på sine åndelige kvaliteter. I børnehaven vælger man ofte den dygtigste pædagog til leder, og på fabrikken bliver den bedste ingeniør afdelingschef. Pludselig står de med lederansvar, men det var måske slet ikke det, de var gode til.
En iværksætter bad mig komme og hjælpe. „Dengang vi var 6 ansatte var det sjovt“ sagde han. I dag er de 100, og nu er det ikke sjovt længere. En sådan leder skal sættes fri til at lave det, han kan lide og er god til.

– Mange kirkelige organisationers problem er, at de ikke har en „karismatisk“ leder, der drives af en passion. Hvis man ikke som leder har en gnist, så kan man heller ikke sætte andre i brand for en sag, fastslår Langagergaard, som nu er 55 år og har oplevet mange eksempler på både det ene og det andet.
Hans virksomhed (www.lprofil.dk) satser på at hjælpe travle ledere, der ikke har tid til at læse alle de nye bøger om ledelse eller gå på lederkurser, men som har brug for hurtig og konkret hjælp. Derfor består hans tilbud bl.a. af en hotmail-service, hvor lederen kan få et råd i løbet af 24 timer. Nyhedsbrevet „Opdateret lederskab“ udkommer hver 2. måned med bl.a. referat af nye ledelses-bøger og andre praktisk anvendelige råd. Emnerne i de første breve er talentsøgning og coachting. Og kunderne er både verdslige og kirkelige.
– Ledelse er et håndværk, som man kan bruge uanset om man arbejder indenfor erhvervslivet eller kirken, slutter Langagergaard.

Jonna, som er social- og sundhedsassistent, står for firmaets bogføring og administration. Poul dyrker lidt badminton i fritiden, og udover kirken er de aktive i en højskoleforening. Sammen med to andre par skiftes de til at vælge et stykke, som de kan invitere hinanden i teatret for at opleve.
Børnene er voksne. Den ældste, Christina, er cand. mag. og gift med teologen Steen Søvndal, leder af KFS’ ledertræningscenter. Forældrene ventede spændt på, at hun skulle føde nr. fire, mens Udfordringen var på besøg i forældrenes hus på Viborgvej i udkanten af Århus. (Det blev en stor dreng!)
Nr. 2 er Joachim, gift med Nadia og er salgschef på Berlingske. Han slog sig i modsætning til faderen på statskunskab og er cand. scient. pol. De har to børn.
Sidst i rækken er Pernille, som går på musikkonservatoriet i København og er gift med Jonas, der studerer til ingeniør. De har ét barn, så i alt er Poul og Jonna bedsteforældre til syv børnebørn.