Skriv til Suh

Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk

Er det generthed eller angst?

Kære Suh
Jeg er en pige på 21 år, jeg vil gerne vide, om jeg lider af angst, eller om det bare er en form for generthed, jeg skal lade være, som den er!
Min situation er den, at jeg altid har været et meget genert barn, og som voksen kan jeg godt blive påvirket af at skulle ud i nye situationer, eller når jeg skal møde nye mennesker, så bliver jeg nervøs og siger ikke så meget, men jeg er jo vant til, at det er sådan, og har vænnet mig til det, synes egentlig ikke, det er det helt store problem.
Jeg tænker på det som generthed, men en af mine veninder sagde for noget tid siden til mig, at jeg nok led af angst. Jeg vil derfor gerne vide, om det bare er en ”normal” generthed, eller om det er angst?
Hilsen T

Kære T
Når man taler om sygdom og sundhed inden for det psykologiske spektrum tager man udgangspunkt i graden af problemet snarere end arten. Altså, hvor meget den pågældende problemstilling fylder i den enkeltes liv, snarere end hvad problemet er.
Fx er der mange kvinder, der er bange for edderkopper eller mus, men det er ikke noget, der som sådan invaliderer dem – det er en angst/fobi, som de fleste sagtens kan leve med, uden at det ødelægger hverdagen eller en social fungeren. Der er altså tale om en reel angst, men ikke en angst som man nødvendigvis behøver at tage sig særlig meget af.
Men selvfølgelig kan det være praktisk at få arbejdet med den, især hvis man er glad for gamle sommerhuse.
På samme måde er det med generthed, man kan sige, at generthed er lillebroren i angst-familien: den lille angst. Når vi observerer det hos børn, har vi ikke så svært ved at forstå det – vi konkluderer automatisk: barnet skal lige se tingene lidt an, her er en ny situation, som barnet ikke er tryg ved endnu – giv ham/hende lidt tid! Igen: der er tale om reel angst, men en angst som er forventelig og ikke bekymrende.
Når du skal finde ud af, om du har et problem, som du reelt burde gøre noget ved, skal det først og fremmest være, fordi DU synes det er et problem – og ikke fordi andre synes det. Måske har de overbevisende argumenter, men så længe du ikke selv finder det problematisk, vil du ganske enkelt ikke være særlig motiveret for at ændre på din adfærd.
Prøv i stedet at spørge dig selv, om din generthed har en sådan indflydelse på din dagligdag, at du er hæmmet af det? Er du tvunget til at lave om på ellers planlagte planer? Begrænser det dig socialt? Er der situationer, hvor din generthed er så udtalt, at du præsterer langt dårligere end forventet? Hvis du må svare ja til disse spørgsmål, så er der noget, der tyder på, at din generthed har en sådan karakter, at du måske skulle overveje at få arbejdet med den, fx i et terapeutisk forløb.
Hvis du i modsat fald kan svare nej til de samme spørgsmål, så synes jeg, det vil være helt på sin plads at konkludere, at du blot er et menneske, der af forskellige grunde har brug for lige at se mennesker og nye ting lidt an, inden du kaster dig ud i dem, og det er der ingen grund til at gøre et problem ud af det.
Hilsen Suh

Træner jeg for meget?

Hej Suh
Jeg er igennem det sidste års tid begyndt at dyrke meget motion, jeg løber 2 gange om ugen og går også til zumba og powerfitness hver 1 gang om ugen. Jeg syntes, det var hårdt i starten, men nu elsker jeg det.
Jeg har et meget stillesiddende job til daglig, så jeg føler, at det er godt for min krop at røre sig, og da jeg hverken har kæreste eller børn, forsømmer jeg jo ikke noget på den front.
Min bekymring er blot, om jeg er ved at blive afhængig (på den dårlige måde) af den ellers sunde motion – for når der kommer noget i vejen for nogle af mine trænings-punkter, så bliver jeg irriteret. Er et normalt? Hvad er hvad, og hvornår er det for meget?
Hilsen Motionisten

Kære Motionist
Motion er sundt! Og når vi gør noget sundt/godt for vores krop, så belønner den os med en oplevelse af ”det var dejligt”. Så vil vi gerne have mere af det – og bliver irriterede, når vi ikke kan få det! Det er jo praktisk nok.
Men selvfølgelig kan alt godt overdrives og derved blive usundt. For at finde den gode balance er du nødt til at analysere på frugterne af din træning. Du er selv inde på noget af det, nemlig, at du er alene og derfor ikke forsømmer familiære relationer – dette er nemlig en advarselslampe: når man tilsidesætter vigtigt og nødvendigt samvær med familien til fordel for træning.
I det hele taget er dette en god målestok for, om noget er ved at tage overhånd i ens liv: når noget fylder så meget, at man tilsidesætter almindelig sund fornuft, eller når man overskrider egne eller andres grænser. Hvis dette gør sig gældende, er der fare for et usundt afhængighedsforhold til det pågældende.
Så undersøg dit liv med disse briller på: prioriterer du træningen højere end dit helbred – tager du fx af sted, selvom du har smerter i kroppen (som kan være tegn på over-træning), eller hvis du er sløj i al almindelighed? Tilsidesætter du hvile eller mad til fordel for træningen? Hvad med andre sociale relationer – får du brugt tid sammen med venner/veninder? Osv.
Hvis det er tilfældet er der nok tale om en begyndende afhængighed af træningen, og så vil jeg mene, at det er vigtigt for dig at opsøge også andre ting, der kan give dit liv adspredelse, glæde og energi. Men hvis ikke, så træn du blot videre med god samvittighed.
Hilsen Suh

Katten blev kørt ihjel

Kære Suh
Der er sket det sørgelige i vores lille familie, at vores meget højt skattede kat er blevet kørt ihjel.
Vi har to små piger på hhv. 8 og 5 år, og de er selvfølgelig rigtig kede af det. Vi har begravet katten i en skotøjs-æske ude i en skov tæt på, hvor vi bor, og pigerne fik lov til at være med til det hele.
Det er mit indtryk, at det har været godt for dem, at vi lavede det til en helt lille ceremoni, og mit spørgsmål er nu, hvor meget vi skal gøre ud af det efterfølgende? Er det godt at runde den del af, nu så de kommer videre, eller har børn i den alder brug for at ”sørge” lidt? Og hvor hurtigt er det klogt at anskaffe en ny kat, for vi skal helt sikkert have en ny på et tidspunkt?
Hilsen J.

Kære J.
Det lyder som om, at I har grebet det hele rigtig fint an. Det er nemlig vigtigt at respektere børns sorg, og selvom det ”kun” er et kæledyr, kan der være meget stærke følelser knyttet til dyret.
At lade pigerne være med i begravelsen af katten har givet dem mulighed for at give udtryk for deres triste følelser, både i forhold til katten, men også til jer. Desuden har mindre børn stor glæde af at kunne forholde sig konkret til ting, og et lille gravsted giver dem mulighed for at kunne placere deres tanker og følelser i forhold til noget helt konkret.
Jeg synes ikke, det lyder som om, at der er grund til at gøre meget mere ved den sag, børn har for det meste et forbilledligt naturligt forhold til døden og til sorg – det er noget, der gør ondt, men det behøver ikke at fylde det hele. Hvis de altså ikke selv snakker mere om katten, så lad det blot ligge, og anskaf jer roligt en ny.
Jeres piger vil sikkert have stor glæde af at blive bekræftet i, at livet går videre, og at der er ny kærlighed parat til en ny kat.
Hilsen Suh

Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til
Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109, 4030 Tune, e-mail : Suh@Udfordringen.dk


Artiklen fortsætter efter annoncen: