Daniel og Sandra på bryllupsrejse

Daniel og Sandra blev for få uger siden gift. Og nu tager de på en lang bryllupsrejse til Afrika – i to år!

Dagbladet JydskeVestkysten fortæller den 14. januar 2013 om det unge pars udsendelse.

Det fremgår af en artikel i JydskeVestkysten fra parrets udsendelsesfest.
Og det er ikke nogen helt almindelig bryllupsrejse. Det unge par udsendes nemlig som en slags bygge-missionærer for Brødremenighedens danske Mission (BDM). De skal bl.a. bygge skoler i Tanzania og Congo, hvor BDM arbejder.
– Og hvornår skal man ellers tage sådan en rejse i livet? spørger Daniel, som er 27 år.
Daniel er uddannet tømrer fra Hansenberg i Kolding og har stået i lære hos HM Byg i Stepping. Han har også været ude et år som volontør i Tanzania.
Sandra er netop blevet uddannet som social- og sundhedshjælper. Og hun får sikkert rigeligt brug for sin uddannelse, når hun kommer til Afrika, hvor de indgår i missionens hjælpearbejde.
Daniel følger i sine forældres, Ellen og Jørgen Bøytlers fodspor i Afrika. De rejste nemlig også ud som missionærer for BDM som helt unge. Og Daniel er vokset op under Afrikas varme sol. Til avisen siger han:
Det præger naturligvis ens liv. Da jeg kom hjem til Danmark vidste jeg overhovedet ikke, hvad rock og popmusik var for noget. Jeg kendte kun til fællessang og trommedans.
Henri.