De blev danske mestre i avisskrivning

Måske skal Udfordringen kigge mod Tarm næste gang, de leder efter journalister. Efterskolen Solgården har netop vundet DM i en meget hård konkurrence, hvor de bliver fremhævet for skriveglæde og journalistisk sans.Eleverne i 10.klasse på Efterskolen Solgården i Tarm har netop vundet DM i avisskrivning. En virkelig flot bedrift i en konkurrence, hvor hele 30.000 elever deltog fordelt på 1400 klasser over hele landet.

En flok glade elever fejrer, at de har lavet Danmarks bedste avis.

Årets vinderklasser i konkurrencen ’Skriv til Avisen’ blev 7.c på Søndre Skole i Viborg og altså 10.klasse på efterskolen Solgården i Tarm.
De to klasser har med idérigdom og dygtigt skrivehåndværk gjort sig fortjent til præmierne på hver 25.000 kroner. En enig dommerkomité lod sig blandt andet begejstre af klassernes sproglige evner til at bringe læseren med sig vidt omkring inde på både feature- og reportagetur.
Der blev udvalgt to vinderaviser blandt 64 lokalvindere i den årlige aviskonkurrence ’Skriv til Avisen’, der er arrangeret af Avisen i Undervisningen i samarbejde med Danske Medier, Danmarks Skolebibliotekarer og Dansklærerforeningen.

Homofobi og mænd i kjoler

Med motivation fra årets emne ”Vi er ude”, har klasser over hele landet i uge 44 produceret deres egen avis.
Artiklerne har handlet om alt fra hjemløse til homofobi over spejdere og mænd i kjoler. Aviserne er indsendt til lokale dommerkomitéer på landets dagblade, som har kåret hver deres vinder.
Formand for dommerkomitéen, Jan Gintberg, udtaler om aviserne:
– At læse dem var som at se en rigtig velspillet fodboldkamp, hvor holdene bobler af spilleglæde. Klassernes skriveglæde og sans for journalistik har gjort begge aviser meget læseværdige.
– Det bliver man da stolt af at få at vide, siger Peter Jensen, som var en af lærerne bag avisprojektet. I tilbagemeldingen fremhæves desuden, at artiklerne var meget velskrevne og at det var lykkedes for eleverne at komme ud og lave gode historier.

Det er tredje gang, at Solgården vinder den prestigefyldte avispris, som hele landet kæmper for at få. Her ses forsiden af den 4 siders avis, klassen har lavet.
Et hattrick

Det er ikke første gang, at eleverne fra Solgården løber med den eftertragtede titel.
Det er faktisk tredje gang, at det sker, og det er både lærere og elever stolte af.
– Det er bare super sejt gået af eleverne, og det er dejligt, at et fagligt projekt kan få eleverne til at juble, som om de havde vundet DM i fodbold. Det er noget, som får eleverne til at vokse, men som også giver energi, når man underviser, mener læreren Peter Jensen, der har været med til at vinde alle tre gange.

Artikler med indhold

– En af styrkerne ved artiklerne er, at de møder mennesker der, hvor de er, mener Peter Jensen:
– Eleverne har været ude at møde mennesker, som ville fortælle og overraske dem, forklarer han.
Derfor er det blevet til spændende artikler om en fyring, fordi en medarbejder meldte sin egen arbejdsplads til levnedsmiddelstyrelsen, en reportage fra en tur på tomleren – alt sammen i sammenhæng med årets tema.

Fornem præmie

Eleverne får lov til at fejre præstationen efter alle kunstens regler. Torsdag den 17. januar går turen med bus til København, hvor der venter et spændende program, der bl.a. byder på besøg på Christiansborg, guidet byrundtur af en hjemløs, og som kronen på værket et besøg på Københavns Rådhus, hvor eleverne skal smage de berømte rådhuspandekager.
På rådhuset vil formanden for dommerkomiteen, Jan Gintberg, overrække eleverne en pengepræmie på hele 25.000 kr., som skal bruges på noget fælles for klassen.


Artiklen fortsætter efter annoncen: