Læserrejse i Israel – fra nord til syd

Udfordringens formand, Stig Christensen, er sammen med fru Rhoda rejseleder på en fantastisk læserrejse til Israel. En rejse, der kombinerer ferie og oplevelser med åndeligt fællesskab og troværdig undervisning om de bibelske seværdigheder.

Stig Christensen

På denne spændende rundrejse får vi set Israel fra nord til syd. Det bliver en rejse, hvor oplevelserne er i højsædet, og hvor vi får set Israels kontrastfyldte land.
Vi besøger de steder, som man absolut må se i Israel:
Galilæa med Nazaret og Genesaret Sø, Det døde Hav og Jerusalem. Herudover skal vi besøge steder,

Rhoda Christensen

som mange, der har været i Israel, aldrig har set eller oplevet:
Ophold i Samaria, en fantastisk natur i ørkenen med bl.a. krateret Machtesh Ramon, feriebyen Eilat ved Det røde Hav, hvor der bliver mulighed for at slappe af, bade, snorkle eller besøg i undervandsobservatrium. Endelig bliver der mulighed for en dagstur til den fantastiske spændende oldtidsby Petra i Jordan eller til en udflugt til Sinai bjerg af en eller to dages varighed.

REJSEPLAN

Søndag d. 29.9: Udrejse.
Vi flyver med Austrian Airlines fra Kastrup sidst på eftermiddagen og ankommer via Wien til Ben Gurion Lufthavn i Tel Aviv. Herfra kører vi til indkvartering på Hotel Eshel Hashamron i Ariel, der er beliggende i Samaria, som er i hjertet af det bibelske Israel.

Mandag d. 30.9: Elon Moreh, Garizims og Ebals bjerge, Shilo, “Bibelland”.
Vi begynder vores tur i Elon Moreh, hvor Gud gav Abraham løftet: ”Jeg vil give dine efterkommere dette land”. Vi besøger også Garizims og Ebals bjerge, velsignelsens- og forbandelsens bjerge, som ligger på hver sin side af dalen med byen Nablus. Det var her ved disse bjerge, Jesus talte med den samaritanske kvinde ved brønden. Herefter kører vi til Shilo. I perioden mellem erobringen af landet og opførelsen af templet, da Josua delte landet i 12 stammer, stod pagtens ark i Shilo. Indtil ypperstepræsten Eli døde, valfartede israelitterne tre gange om året hertil for at ofre. Det var til Shilo, den lille Samuel blev bragt af sin mor, Hanna. Om aftenen får vi en spændende rundvisning i et ’Bibelland’, der ligger i tilknytning til hotellet. Her er der modeller af forskellige beretninger fra Det gamle Testamente.

Tirsdag d. 1.10: Cæsarea ved Middelhavet, Nazaret, Nazaret Village, Ein Gev Holiday Village.
Efter morgenmad forlader vi Samaria og kører ud til Middelhavet. Her besøger vi Cæsarea ved Havet, hvor vi ser det store teater fra romertiden og akvædukten. Vi fortsætter herfra nordpå og kommer til det dejlige Galilæa, hvor vi først besøger Nazaret, Jesu barndomsby.
Efter at have set Bebudelseskirken kører vi videre til Nazaret Village, hvor man har opbygget en landsby, som den så ud i det første århundrede, altså da Jesus var barn i Nazaret. Stedet er levendegjort, og man får Jesu liv og undervisning illustreret på en god og spændende måde. Vi får også serveret et bibelsk måltid. Fra Nazaret nyder vi den flotte nedkørsel til Genesaret Sø, hvor vi indkvarteres i Ein Gev Holiday Village, der er dejligt beliggende ved bredden af søen.

Onsdag d. 2.10: Kibbutzbesøg, sejltur, Kapernaum, Saligprisningernes bjerg, Tabgha, Peters kapel.
Dagen begynder med en rundvisning i Kibbutz Ein Gev.
Herefter skal vi på en uforglemmelig sejltur på Genesaret Sø, hvorefter vi besøger Kapernaum. Det var her, Jesus kaldte disciplene Peter og Johannes, og hvor man i dag kan se udgravningerne af en synagoge og kirken bygget over Peters Hus. Turen går videre op på Saligprisningernes bjerg, hvor Jesus holdt bjergprædikenen.
Kirkens otte kanter symboliserer de otte saligprisninger, og fra kirkens buegang nyder vi udsigten over Genesaret Sø. Vi kører eller går nu ned til Tabgha, hvor bespisningsunderet af de 5.000 med kun fem brød og to fisk fandt sted. Efter besøg ved Peters kapel, der ligger helt nede ved bredden af søen, og som er stedet, hvor Jesus åbenbarede sig for disciplene og bad Peter: ”Vogt mine lam”, kører vi tilbage til Ein Gev, hvor der bliver mulighed for slappe af eller tage en dukkert i søen.

Torsdag d. 3,10: Banias, Bentalbjerget, ”Golan HeightWinery”, raftingtur på Jordanfloden.
Vi kører op gennem Huladalen og kommer til Banias, også kaldet Cæsarea Filippi, hvor Peters bekendelse må have fundet sted. Vi går en tur i den naturskønne park med et imponerende vandfald. Herfra fortsætter vi videre og passerer Hermonbjerget, der er næsten 3000 m højt, og hvor der som regel er sne på toppen. Hermon er måske det virkelige Forklarelsens bjerg. Efter at have nydt den flotte udsigt fra Bentalbjerget aflægger vi et besøg på ”Golan Height Winery”, der er en moderne vingård. Herfra kører vi gennem Golanhøjderne og slutter dagen af med en rolig raftingtur på Jordanfloden, inden vi kommer tilbage til Ein Gev.

Fredag d. 4.10: Jordandalen, Jesu dåbssted, Det døde Hav, Masada, Eilat.
Vi må forlade Galilæa for denne gang og kører nu ned gennem Jordandalen. Tæt ved palmestaden Jeriko besøger vi dåbsstedet Qasr Al-Yahud ved Jordanfloden, som ifølge en meget gammel tradition er Jesu dåbssted. Stedet blev i 2011 åbnet for besøgende efter at have været lukket i 44 år. Vi kører derfra ned til Det døde Hav, som vi følger til klippefæstningen Masada, hvor jødiske frihedskæmpere år 73 ved romernes angreb begik selvmord for ikke at falde i fjendens hænder. Vi tager tovbanen op og ned. Herefter bliver der mulighed for at bade/flyde i Det døde Hav, hvilket er en helt speciel oplevelse pga. det saltholdige vand. Vi fortsætter nu sydpå og kommer til feriebyen Eilat, der er Israels sydligste by beliggende ved Det røde Hav. Her skal vi bo de næste 3 nætter.

Lørdag d. 5.10. – søndag d. 6.10: Forskellige valgmuligheder.
Fridage i Eilat: Dagene er til afslapning og evt. en svømmetur i Det røde Hav. Der er også mulighed for en tur i undervandsobservatoriet (ikke inkl.).
En-dages tur til Petra i Jordan: Vi krydser grænsen til Jordan og kører nordpå til Nabatæerbyen Petra. Byen, der er et af de mest fascinerende steder i hele Mellemøsten, ligger gemt for enden af en snæver slugt og er hovedsageligt hugget ud i klipperne. Et betagende syn, som gør et uudsletteligt indtryk.

En-dages tur til Sinaj i Egypten: Bustur til Sinajs bjerg med mulighed for at gå et stykke op på bjerget.

To-dages tur til Sinaj i Egypten: Bustur til Sinajs bjerg. Efter middag og overnatning på hotel begynder vi midt på natten med opstigning på Sinajs bjerg. Kan man ikke klare selve opstigningen, er der mulighed for at blive på hotellet eller bare gå med/ evt. ride på kamel et stykke op ad bjerget. (Bemærk: Opstigningen er fysisk krævende.) Besøg på Skt. Katharina klosteret, hvis muligt. Derefter retur til middag og overnatning på hotellet i Eilat.

Mandag d. 7.10: Timna Park, Machtesh Ramon, Sde Boker, Hebron, Jerusalem.
Vi forlader Eilat og kører nordpå. Første stop bliver i Timna Park med fascinerende klippeformationer, Salomos Søjler og miner samt Tabernaklet, som er en model af telthelligdommen. Herfra kører vi til Machtesh Ramon, et 40 km langt og 9 km bredt krater, skabt af naturens kræfter og videre til Kibbutz Sde Boker, hvor Israels første premierminister Ben Gurion boede en stor del af sit liv. Herfra kører vi til Hebron, hvor vi ser Patriarkernes grave og videre til Jerusalem, hvor vi indkvarteres på vores hotel i den jødiske bydel.

Tirsdag d. 8.10: Oliebjerget, Getsemane Have, Betesda Dam, Skt. Anna-kirken, Via Dolorosa, Gravkirken, kardoen, Grædemuren.
Vi begynder dagen med et besøg på Oliebjerget med Fadervorkirken, hvor Fadervor er skrevet på mange forskellige sprog fra hele verden. Vi går ned ad bjerget til Tårekirken, hvor Jesus græd over Jerusalem, Getsemane Have med Alle Nationers Kirke. Herefter går vi ind ad Løveporten til Skt. Anna-kirken, der er bygget, hvor Maria blev født i forældrene Anna og Joakims hjem. Betesda Dam ligger ved siden af kirken. Det var her, Jesus på en sabbat helbredte den lamme. Turen ad Via Dolorosa, Smertens Vej med de 14 stationer, begynder ved Pilatus’ borg og slutter i Gravkirken. Det var ad denne vej, Jesus gik med korset til Golgata. Vi går nu gennem den jødiske bydel med kardoen og ser den genopbyggede Hurva-synagoge og kommer til Grædemuren, som er jødernes helligste sted.

Onsdag d. 9.10: Yad Vashem, Betlehem, Hyrdernes Mark, Gravhaven.
Dagens første besøg bliver på Holocaustmuseet, Yad Vashem, der er et mindemuseum for de 6 mill. jøder, der døde under 2. verdenskrig. Tur til Betlehem, hvor vi besøger Fødselskirken og Hyrdernes Mark. Dagen slutter med andagt i Gordons Gravhave lige uden for Den gamle By.

Torsdag d. 10.10: Hjemrejse.
Sidst på formiddagen forlader vi Jerusalem og kører til lufthavnen i Tel Aviv. Herfra med fly via Wien til Kastrup, hvortil vi ankommer sidst på aftenen. En uforglemmelig rejse for livet har nået sin afslutning.

Tilmelding og oplysning:
FelixRejser.dk 75 92 20 22
Pris: 16.975,-
Frivilligt ekstra:
En-dages udflugt til Petra i Jordan 1.750,-
Endages tur til Sinaj 1.000,-
To-dages tur til Sinaj 1.250,-