Homovielser skiller kirker

Den lutherske Mekane Yesus kirke i Etiopien med 5,5 millioner medlemmer har afbrudt samarbejdet med de lutherske kirker i Sverige og USA. Biskop Niels Henrik Arendt beklager situationen, mens Dansk Etioper Mission glæder sig over kirkens ’teologiske myndighed og mod’.Mekane Yesus kirken i Etiopien har besluttet at afbryde samarbejdet med Den svenske Kirke og den amerikanske ELCA på gund af kirkernes accept af homofile vielser.

DEMs generalsekretær, Sune Skarsholm.

På generalforsamlingen, som sluttede 2. februar, besluttede Mekane Yesus kirken, den største lutherske kirke i Etiopien, at afbryde samarbejdet med både den amerikanske lutherske kirke, ELCA, og Den svenske Kirke.
Beslutningen skyldes de to kirkers holdninger til ægteskab og seksualitet, især accepten af homofile vielser. I praksis betyder det, at der ikke længere er nadverfællesskab mellem Mekane Yesus kirken og de to andre kirker.

Alvorligt for samarbejdet

Også Den danske folkekirke er medlem af Det lutherske Verdensforbund (LVF).
Biskop Niels Henrik Arendt, som er medlem af LVFs øverste besluttende organ, beklager situationen:
”Mekane Yesus-kirkens beslutning er meget alvorlig for samarbejdet i LVF. Prædikestols- og nadverfællesskab er en grundpille. Jeg kan ikke se, at vi kan opgive det, og derfor håber jeg, at samtaler med etiopierne kan føre til en eller anden fælles forståelse.”

Kirkedefinerende etik?

Under de såkaldte Emmaus-samtaler, som blev påbegyndt i Bogotá i Colombia i juni 2012, forsøgte LVF at fastholde det lutherske kirkefællesskab.
På Bogotá-mødet enedes kirkelederne om, at spørgsmålet om vielse af par af samme køn ikke er af ’kirkedefinerende karakter.’
Det er således LVFs udgangspunkt for den fortsatte samtale med medlemskirkerne.

Koster svenske kroner

Mekane Yesus kirken har indtil videre ikke sendt skriftlig besked til Den svenske Kirke om generalforsamlingens beslutning. Men den mundtlige melding er kommet, fortæller Christopher Meakin fra Den svenske Kirkes økumeniske kontor:
– Den svenske Kirke har en lang relation med Etiopien og Mekane Yesus kirken. Der findes mange dybe relationer på forskellige niveauer mellem svenskere og etiopere i vore to kirker, og de bliver nu påvirkede af denne sag, siger Meakin.
Han betegner beslutningen som ’meget tragisk og en stor sorg’ og han forventer, at det på sigt kommer til at påvirke den svenske kirkes støtte til Mekane Yesus kirken.

LVF beklager

Det lutherske Verdensforbund har i over to årtier diskuteret medlemskirkernes forskellige holdninger til seksualitet, ægteskab og familieliv. I den forbindelse udtrykte LVF åbenhed for, at medlemskirkerne kunne have divergerende opfattelser, kultur og bibelsyn.
Samtidig forsøgte man at fortsætte samarbejdet både i form af forkyndelse og diakoni.
– Det lutherske verdensforbund fortsætter på vegne af sine 143 medlemskirker dialogen med Mekane Yesus kirken, siger generalsekretær Martin Junge. Han henviser til 2. Kor. 5:17-20, hvor Paulus taler om kristne, der som Guds ambassadører skal bringe forligelse til verden.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Teologisk myndighed

I modsætning til LVF hilser Dansk Ethioper Mission (DEM) udmeldingen velkommen:
– Jeg glæder mig over den teologiske myndighed og det mod, som Mekane Yesus kirken (MY)udviser i den her situation til at stå på bibelsk grund.
– De har taget et standpunkt, selv om det vil komme til at koste penge for dem, siger generalsekretær Sune Skarsholm til Udfordringen.

’De skal omvende sig’

Hvordan fik DEM meddelelsen om, at Mekane Yesus kirken har afbrudt samarbejdet med den svenske og den amerikanske kirke?
– DEM fik beskeden på det fælles partnermøde (CMCR) umiddelbart efter, at MY havde holdt General Assembly, hvor beslutningen blev truffet.
– Vi var ikke direkte involveret i de gensidige samtaler mellem MY og svenskerne og amerikanerne.
Men sagen i sig selv er ikke noget nyt. Allerede i 2010 kom MY med et statement, hvor de sagde, at medmindre disse kirker omvendte sig, ville samarbejdet blive afbrudt, forklarer Sune Skarsholm.

DEM er en protesterende del af folkekirken

DEMs generalsekretær fortsætter:
– Mekane Yesus kirken har åbenbart ikke taget stilling til Den danske Folkekirke, der er ingen udmeldinger. Vi i DEM er principielt enige med MY, men man kan så diskutere de praktiske konsekvenser af uenigheden.
DEM er praktisk uafhængig af folkekirken til trods for en vis samhørighed – DEM er en protesterende del af folkekirken i forhold til indførelsen af et ritual for vielse af homoseksuelle.
Men der er også stor intern uenighed om homofile vielser i den amerikanske lutherske kirke!
På DEMs næste bestyrelsesmøde vil vi drøfte sagen og også sende en kommentar til MY.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Konsekvenser for DEM

Hvad vil afbrydelsen af samarbejdet med de to kirker betyde for DEM?
– Det får nok ingen konsekvenser for samarbejdet mellem DEM og MY. Men MY vil nok frabede sig en officiel repræsentation fra folkekirkens biskopper, siger Sune Skarsholm.
(I uge 27 vil pastor Teshome Amenu fra MY kirken tale på bibelcamping i Mørkholt. Han er inviteret af DEM og Indre Mission).