Annika skal lede missionen på Madagaskar
Ægteparret Annika og Rune Bach skal bl.a. arbejde med kirkeudvikling på Madagaskar.Midt i maj tiltræder 29-årige Annika Bach stillingen som landerepræsentant i Madagaskar for den folkekirkelige organisation Danmission.
Sammen med sin mand, 26-årige Rune Bach, bliver Annika udsendt til Madagaskar for at varetage organisationens arbejde på verdens fjerdestørste ø, 400 km ud for Afrikas sydøst kyst. Her arbejder Danmission med fattigdomsbekæmpelse, kirkeudvikling og dialog.
Som landerepræsentant skal Annika Bach stå for den daglige kontakt til Danmissions samarbejdspartner, Den Gassiske Lutherske Kirke (FLM). Hun får også ansvar for tilsyn og opfølgning på projekter og budgetter samt ansvar for at udvikle Danmissions samarbejde med FLM.
Rune Bach kommer bl.a. til at varetage forskellige undervisningsaktiviteter.
Annika Bach er uddannet cand. mag. i Internationale Studier og har en bachelorgrad i Antropologi og Etnografi fra Aarhus Universitet.
Igennem syv år har hun været aktiv i hjælpeorganisationen Assist, der arbejder i Kenya, Mozambique og Sri Lanka. Hun har fungeret som projektkoordinator for organisationens projekter i Sri Lanka, ligesom hun har været projektansvarlig for et børneprojekt i Kenya.
Annika Bach forlader nu en stilling som koordinator for frivilligt arbejde ved Røde Kors Asylafdeling for at tiltræde som Danmissions nye landerepræsentant for Madagaskar.
Rune Bach er ved at færdiggøre sin uddannelse som lærer fra Haderslev Læreruddannelse og er tilknyttet to københavnske skoler som lærervikar.
Han har gennem en årrække virket som underviser på konfirmandkurser, været lærer på Grejsdalens Efterskole og Hestlund Efterskole og har senest været tilknyttet som undervisningskonsulent for Indre Missions Ungdom.
Her har han bl.a. været ansvarlig for større arrangementer, har undervist ledere og udviklet uddannelses- og læsemateriale målrettet både undervisere og elever. Rune Bach er desuden speedbådsinstruktør og fodboldtræner.
Parret bor i dag på Vestebro i København og har en nær tilknytning til Byens Valgmenighed.
Annika og Rune Bach tiltræder deres stillinger hos Danmission 15. maj og udsendes i begyndelsen af juli til Madagaskar, hvor de skal have base i hovedstaden Antananarivo, oplyser Danmissions pressemedarbejder Kirstine Thye Skovhøj.
Bodil