Trylleriet giver en time-out

– Jeg er tryllekunstner. Det er fint. Men jeg er bare mere end det.

Rasmus Lyngholm Ebild

Ordene kommer fra Rasmus Lyngholm Ebild.
Han er landsleder for Rock Solid juniorklubberne. Og så har han et tryllefirma, som hedder Fup og Fidus.

Giver en pause

– Jeg har bare en identitet, der rækker længere end trylleriet. Jeg tror, at Gud har skabt og elsker os – og at han ønsker det bedste for os alle.
– Som tryllekunstner spreder jeg Guds kærlighed. Jeg taler ikke nødvendigvis om Gud. Men jeg giver mennesker muligheden for at mærke kærlighed og glæde – i hvert fald for en stund. Selvom livet kan have svære tider, så kan jeg være med til at give mine tilskuere en form for pause.

Ingen troldmand

Rasmus kom i gang med trylleriet lidt ved et tilfælde. En efterskolelærer viste ham et trick, som han senere brugte, da han ”gav-et-år” i Brasilien. Der opdagede han, hvordan en simpel tryllekunst skabte kontakt mellem mennesker, og siden tog han den erfaring med hjem til Danmark.
– Det, der fik mig i gang, var at dele tro og at underholde. Jeg kunne i princippet lige så godt spille guitar. Men trylleriet passer bare godt til min personlighed, forklarer Rasmus, som slet ikke har et problem med at han snyder mennesker, som kommer til hans forestillinger.
– Mit kunstnernavn er jo Fup og Fidus, så folk ved, hvad de går ind til. Jeg lader ikke som om, at jeg er en stor troldmand, men giver udtryk for, at alle kan gøre det samme som mig, hvis de har samme talent og øver sig længe nok.

Underholder til alt

Men Rasmus øver ikke bare sine færdigheder. For ham er det mindst lige så vigtigt at underholde.
– Jeg har et trick, hvor jeg flytter noget vand mellem forskellige krus. Publikum bestemmer så, hvem jeg skal kaste de forskellige krus vand på. Da jeg endelig gør det, er der ikke noget vand. Men sådan kan jeg få spænding ind, så både børn og voksne synes, det er sjovt, forklarer Rasmus, som er uddannet ungdomspædagog.
De fleste af Fup og Fidus shows er for børn eller familier. Men han har også underholdt 40 erhversledere og til en VIPfest ved dansk Melodigrandprix.
– Jeg underholder til alt i verden. Jeg tilbyder også kirker at flette det kristne budskab ind i mit show, og det kan jeg sagtens gøre.

Totalt nærværende

Han understreger, at med kone og to børn er trylleriet kun en fritidsbeskæftigelse.
– Desuden skal jeg som tryllekunstner levere varen uanset, hvordan jeg selv har det. Det er energikrævende, fordi jeg vælger at være totalt nærværende og køre i topgear, når jeg er på, forklarer Rasmus.
Han sørger for selv at få mange gode indtryk og oplevelser i sit liv.
– Hvis man skal sprede glæde, er det en god idé selv at være glad. Hvis dagen kommer, hvor jeg ikke længere nyder det, så stopper jeg.