-Vi har kun ét liv at give videre

Keld og Sara Dahlmann er meget optagede af at være disciple af Jesus og gøre andre til disciple af ham. De er klar over, at vi kun kan gøre dét i det liv, vi lever nu.- Gud kalder os ikke til tjeneste i modstrid med familielivet, siger Keld Dahlmann.
Med hustru og fire børn mellem 5 og 13 er det en påstand, som virkeligheden prøver af uge efter uge.
Han er nemlig samtidig leder for Danmarks største valgmenighed med mere end 800 aktive. Hans hustru Sara arbejder som leder af børnekirken.
De virker meget rolige, som de sidder der og fortæller om deres hverdag. Men de har også taget nogle anderledes valg, for at det kan hænge sammen.

– Vi lever i det, vi kalder et Oikos-fællesskab. Det betyder, at vi lever i en udvidet familie, forklarer Keld.
I praksis vil det sige, at familien Dahlmann har en anden familie boende.
Sara supplerer:
– I den fase af vores liv, hvor vi havde mange små børn og jeg gik derhjemme, var jeg mindre ensom, når Keld brugte mange timer i kirken.
– Det gav os mulighed for, at Sara kunne arbejde deltid, fordi vi lejer en etage ud, forklarer Keld.
Samtidig har begge familier nydt godt af gensidig børnepasning.
– Den almindelige kernefamiliestruktur, som de fleste danske familier lever efter, er jo først kommet til efter 2. verdenskrig, hvor de sociale goder har gjort det muligt at leve uafhængigt af hinanden, forklarer Keld.
– For os handler det om at gøre livet så enkelt som muligt, forklarer de.
– Og livet bliver enklere, når vi er flere om at bære.

– Hvis vi ikke tager et bevidst valg om at sortere i vores værdier, bliver livet hurtigt kompliceret, forklarer Sara.
– Vi ser fx ikke så meget tv, som mange andre.
– Jeg begrænser så vidt muligt aftenarbejde til et par gange om ugen.
Nogle gange siger folk, der har ventet længe på en aftale med mig: ”Hold fast, du må være presset”. Men svaret er jo netop det modsatte. Jeg lægger kun ting, der virkelig haster, ind i programmet med kort varsel.
De andre ting må vente, til der er tid. Selvfølgelig har jeg travlt, men jeg prøver at undgå, at travlheden styrer mig, forklarer Keld.

Valgmenigheden i Aarhus har eksisteret siden 1990, og fra 1997 har Sara og Keld været en del af den.
– Vi kom fra en mere etableret folkekirke, men havde hver især en længsel efter at bidrage med noget mere.
For mit vedkommende var det den inderlige, hengivne, spirituelle lovsang, som jeg kom til at arbejde frivilligt med i mange år, fortæller Sara.
Keld Dahlmann, som er teolog fra Aarhus Universitet, oplevede i 1999, hvordan Gud kaldte ham meget tydeligt:
– En efterårsdag oplevede jeg, at Gud ville tale til mig et øde sted. Han kaldte mig ved at stille fire spørgsmål.
Elsker du min kirke? Er du tilfreds med det du ser? Vil du være med til at betale prisen for at genopbygge den? Må jeg være arkitekten?
Jeg hørte spørgsmålene som når nogen siger noget, men uden lyd. Det var Guds stemme, men i mit indre, forklarer Keld, som sagde ja til kaldet. Det er stadig dét kald, der driver ham.
– Mit kald er ikke lige så konkret en oplevelse som Kelds, men jeg ser vores kald som en delt passion for Guds kirke og for at række ud til vores by, fortæller Sara.
Hun har forsøgt at være med, når Keld har været på inspirationsrejser i udlandet.

I 2002 blev Keld Dahlmann assisterende præst i Valgmenigheden, og fra 2005 var han daglig leder.
Men det har ikke været nogen ”lige ud ad landevejen-proces” for hverken Keld Dahlmann eller kirken.
– Det gik utroligt godt de første par år. Men i 2007 havde jeg en måneds orlov, hvor jeg fornemmede Guds stemme sige, at der er noget, der skal dø!
Han ønskede at befri mig fra min drøm om en megakirke her i byen og i stedet kalde mig til at lede en bevægelse.
Ud fra det startede en proces, hvor Gud mindede os om, at det ikke handler om, hvor mange vi kan blive, men om hvor mange vi kan sende ud, fortæller Keld.
Den proces blev spiren til menighedsplanter-bevægelsen KirkeplanterNet. Den holder også til i Valgmenighedens bygninger. Det er den nationale vision for Valgmenigheden. Keld har lagt mange af sine kræfter her de seneste år.
– Mit fokus er på at træne og oprejse ledere. Hvis vi skal skabe en genrejsning af kirken i Danmark, har vi brug for myndige ledere, som går foran og leder ved deres eksempel, forklarer Keld Dahlmann.

At skabe disciple og lede ved eksemplets magt er centralt for både Sara og Keld.
– Når Bibelen taler om at leve som kristen, taler den om at skabe disciple. Det er det, Jesu befaling handler om. Han kalder os ikke til at holde møder og lave uendelige aktiviteter.
Discipel kan man ikke blive uden at se, hvordan andre disciple lever – uden at vi deler vores liv. Og vi har kun ét liv at dele af.
Derfor har vi brug for at invitere mennesker hjem, at leve i en udvidet familie og at tage andre mennesker med os, når vi har opgaver i tjenesten, forklarer Keld.
Sara fortsætter:
– Jeg er vokset op med, at der ofte var andre mennesker i mit hjem. Jeg tror, det er en vanesag. Men det kræver, at man tager sig friheden til at tude eller være vred – også selvom der er andre mennesker i nærheden. Ellers kan man ikke leve så tæt med andre.
Hvis man kommer til aftensmad hos os, kan man godt blive bedt om at tage støvsugeren.
Sara er datter af Irene og Niels Peder Nielsen, som var præstepar i Hjarup ved Kolding – og nogle af pionererne i Oase-bevægelsen.
Sara mødte Keld, da han var i præste-praktik hos dem i præstegården i Hjarup.

– Jeg ser det som den vigtigste erkendelse, vi har, at vi kun har ét liv – så det er det liv vi må praktisere discipelskab i, understreger Keld igen.
– Jesus siger: ”Efterlign mig”. Det er sådan, børn lærer – ved at imitere de voksne. Det er også vigtigt i discipelskab. I december holdt jeg en prædiken, hvor jeg inviterede menigheden med ind i min personlige stilletid med Gud, fortsætter han.
– Jeg er også blevet mere bevidst om at give det videre, fortæller Sara og fortsætter:
– Jeg kan sagtens invitere mennesker tæt på. Men jeg øver mig i at italesætte de ting, jeg gør, og udfordre andre til at efterligne.

De seneste to år har Sara været leder af børnekirken i Valgmenigheden. Først i et barselsvikariat og siden som almindelig ansat.
– Vi er godt klar over, at vores tjeneste kan have omkostninger for vores børn. Men samtidig giver det også nogle fælles oplevelser, når de er med på arbejde i kirken, forklarer hun.
Keld supplerer:
– Vi tænker ikke på vores familie som en modsætning til et liv i tjeneste for Gud. Vi tror på, at han passer på familien og velsigner os.
– Vi må jo se, når børnene bliver store, om de siger: ”Vi skal aldrig bo sammen med nogen”, smiler Sara.