Skal kirken satse på terapi?

I Stockholm har Missionsforbundets kirke lige indviet et center for gratis psykoterapi. Fra kirketorvet er der adgang både til præsten og til psykoterapeuten…- Ideen er god, men vi mangler kristne psykoterapeuter og penge til at lønne dem, mener Leo Hansen fra Næstved, der er Det Danske Missionsforbunds åndelige leder og sjælesørger for kirkesamfundets præster.
– Et godt alternativ til alle smarte kampagner og hurtige jesus-svar, mener Peter Gøtz, præst i Missionsforbundets kirke i Espergærde. Immanuelskirken i Stockholm åbnede i september et center for psykoterapi, hvor pastorer og psykoterapeuter arbejder side om side. Det viste sig at være et stort behov for den gratis hjælp og ‘Dialog Immanuel’, som centret hedder, har måttet sætte folk på venteliste.
– Menigheden har et ansvar og må være et supplement til samfundet, siger initiativtager Lotta Thordson, der er pastor for Immanuelskirken, som hører under Missionsforbundet.

På grund af de mange henvendelser er Dialog Immanuel nødt til at prioritere unge voksne. Det siger Sigrun Proppe, der er en af de to ansatte psykoterapeuter. Hun mener, at det offentlige ikke har tilstrækkelige ressourcer til at tage sig af alle, der har brug for terapeutisk hjælp. Ofte bliver de henvist til et glas piller.
– Men det er samtaler, de har brug for, ikke medicin, siger Sigrun Proppe.
Og samtalerne hænger sammen med de eksistensielle spørgsmål, som især optager de unge:
– Trosspørgsmålene hører sammen med livets helhed, mener pastor Lotta Thordson.
Det nye center koster Immanuelskirken 670.000 svenske kroner om året.
– Men menigheden har ressourcerne, og synes projektet er værd at satse penge på, slutter Lotta Thordson.

Men skal kirken satse på terapi? Vi spurgte en af de markante ledere i Missionsforbundet i Danmark, Peter Gøtz, præst i Frikirken i Espergærde:
– Hvis menigheden skal forstå sit ansvar af i dag, er det lige præcis her, den skal satse. Vi kan få alle de mennesker inden for vores rækkevidde og hørevidde, som vi vil have, hvis blot vi vil lytte til deres problemer. Det er vor tids alternativ til de smarte kampagner, hvor vi kommer med alle jesus-svarene uden at have hørt, hvad folk spørger om.
Socialrådgiver og terapeut Inger Andersen er helt enig. Hun er med i ledelsen i Fælleskirken i Ølstykke, en frikirke meget lig Missionsforbundet. Hun arbejder til daglig for KRIS (Kristen Rådgivning for Incestofre og Seksuelt misbrugte) som rådgiver og terapeut. KRIS har rådgivningslokaler på Sankt Lukas Stiftelsen i København.
– Der er alt for mange kristne, der flakker rundt enten fra ”det ene store navn” med ønsket om forbøn til næste ”navn” eller desperat søger at finde en kristen psykolog eller terapeut. Det ville være flot, om kirken her både kunne anerkende nogle menneskers behov for terapi og samtidig henvise til eller stille psykologen/terapeuten til rådighed.
Men hun er klar over, at det kan være svært for lokale kirker eller endda små kirkesamfund at få råd til det. Derfor foreslår hun:
– I „lille“ Danmark ville det være en fordel hvis flere kirkesamfund slog sig sammen og tilbød terapi. Om det skal være gratis (som i Stockholm), tror jeg nu ikke, idet det er godt, at mennesker også selv yder noget, men gerne en rimelig lav pris.

Er Missionsforbundet i Danmark – som storebror i Sverige – parat til at kombinere åndelig hjælp med professionel psykoterapi? Vi spurgte Missionsforbundets åndelige leder, Missionsforstander Leo Hansen:
– Idéen er smaddergo’. Allerede nu kalder vi jo på professionel hjælp, når vi ikke magter menneskers personlige problemer. Men vi er for lille et samfund til ligefrem at lave et eget center.
Hvad hvis der var to døre i din kirke, en til præstens og en til psykoterapeutens kontor – et kontor for de åndelige og et for de sjælelige problemer?
– Jeg vil da hellere have en psykoterapeut i min kirke end sende dem “ud af huset”. Dér ved jeg jo ikke, hvilken dør de går ind ad. Men det kniber med ressourcerne…
Indtil videre henviser Leo Hansen gerne til “Institut for Diakoni og Sjælesorg” i Dianalund – selv om nogle ikke synes det er “åndeligt” nok eller ikke vil konfronteres med deres problemer.
Han efterlyser også en liste over anbefalede psykoteraputer med en kristen baggrund. Men han er klar over, at de ikke ligefrem hænger på træerne.

Men hvad siger Instituttet i Dianalund til et nærmere samarbejde med kirken? Vi spurgte institutlærer Lars Kruse, der også er cand. theol.: – Der er allerede enkelte præster, der spørger om vi kan overtage behandlingen af en person. Men der ligger en geografisk begrænsning i det. Derfor har vi også oprettet et kontor i København.
– Det er vigtigt, at en præst kender sin begrænsning og sender dem, han ikke magter, videre til professionel behandling, pointerer han. Dog ser han skeptisk på at professionalisere dette område for meget. Omsorg er en grundlæggende menneskelig ytring! Et opmærksomt menneske på bageste bænk i menigheden kan let udrette mere her end årelange terapiforløb.
Lars Kruse skelner ikke så skarpt mellem åndelige og sjælelige problemer; begge dele hører ind under sjælesorgen. Men det er ikke kun præsten, der skal øve sjælesorg.
– Han kan kun magte 3-5 mennesker, hvis arbejdet skal gøres ordentligt. Sjælesorgen er menighedens anliggende. Jeg er overbevist om, at der sker mere sjælesorg ved køkkenbordet, end i præstens kontor. Menigmand skal blot blive bedre til det.