Israels-medarbejdere vil blive
Ordet & Israel trækker bibelskole-elever hjem. Men frygten er overdrevet, mener IsraelsmissionenRisikoen for en Irak-krig får nu Ordet og Israel til at sende sine elever hjem fra Discipelskolen i Tiberias.Medarbejderne har fået at vide, at de har ledelsens fulde opbakning til at tage hjem, og et enkelt par med små børn, Gitte og Morten Rønne Nielsen, er direkte blevet opfordret til at tage midlertidigt til Danmark med deres to små børn, Emilie og Jonas.
– Hvis der skulle opstå en situation, hvor der er luftalarm og behov for at gå i beskyttelsesrum med gasmasker, kunne det føre til ubehagelig stress for børnene. Selv om risikoen er lille, har vi ikke ønsket at udsætte børnene for den, siger formanden Jan Frost. Gitte og Morten har fulgt opfordringen og kommer hjem den 6. marts.
De øvrige, Søren Bladt, Lone og Jan Højland og Hanne Gundlach Jørgensen, har valgt at blive i Israel.
Ordet og Israels korttidsvolontører i Israel skulle være rejst til Danmark 1. april. Bestyrelsen har bedt dem om at fremrykke deres rejse til 8. marts, sammen med eleverne fra Discipelskolen.
Israelsmissionen har p.t. kun et par i Israel, præsteparret Vicka og Jan Mortensen. Men Israelsmissionen har ingen planer om at trække dem hjem:
– Frygten er overdrevet, mener generalsekretær Heinrich Pedersen, som oplyser, at præsteparret alligevel kommer hjem til missionens årsmøde 29. marts, men det er et planlagt tre ugers besøg.
– Vi skal være dér i en sådan situation. Naturligvis har vore medarbejdere opbakning til at rejse hjem, hvis de finder det nødvendigt. Men det er deres egen beslutning, siger Israelsmissionens generalsekretær.
Dansk Jødisk Venskab har Linda Møller i Jerusalem. Hun har meddelt, at hun vil blive, og det samme gælder volon-tørerne Janni Jensen og Elin Eriksen. Desuden er Birthe Anhøj netop rejst derned for at arbejde frivilligt.
Formanden Christian Svendsen roser medarbedjerne for deres beslutning og ser ikke nogen grund til at trække nogen hjem her og nu.