Moses: Gå til politiet!

Sådan siger informationschef hos TV Danmark, Lars Kaspersen, til BT den 24. februar, efter bortvisningen af Moses fra Big Brother på grund af Moses‘ bekendelse af tre kriminelle forhold: Et pædofili-lignende forhold, farlig vold mod et spædbarn og livsfarlig knivkastning mod sin kone.
Jeg er helt enig. Et menneske, der har foretaget disse ting, bør ikke medvirke i en underhold-ningsserie i TV, og Moses bør henvende sig til politiet for at gennemgå tingene med dem.
Jamen, har Moses ikke fået tilgivelse, vil en del kristne sige!
Jo, det tror Moses, at Gud har givet ham, og hans kone og datter siger også, at de har tilgivet ham. Men i samfundets øjne har Moses begået kriminelle handlinger, der normalt medfører straf. Og som de fleste vil tage kraftig afstand fra.
Moses har et stort problem overfor samfundet, men han har også et stort problem overfor sit kristne bagland, når han til Politiken den 2. marts udtaler, at han ikke skal stå til regnskab overfor Apostolsk Kirke og tilføjer: „Jeg lytter kun til Gud og danner min egen mening om, hvor vejen går hen. Jeg kan ikke lytte til Per og Poul og Anders og Andersine, for så bliver jeg forvirret.“
En sådan udtalelse viser, at Moses´ største problem ikke er gamle grove synder, men den værste og farligste af alle synder: hovmod. Det hovmodige og stolte menneske lytter ikke til andre end sig selv. Det kristne hovmod lytter kun til en privat Gud og til sig selv, men glemmer fuldstændig, at enhver profeti og personlig åbenbaring skal bedømmes på det bibelske ord og af kristne brødre.
Moses, du er i stor åndelig fare. Gør bod og ydmyg dig overfor dine brødre i Apostolsk Kirke. Lyt til andre end dig selv og de, der snakker dig efter munden.

Stig Christensen
Sognepræst, cand. jur.
Sønderborg