Lovsang og nødhjælp på Koldingstævnet
Jeff Deyo, forsanger fra Sonicflood, leverer koncert på Apostolsk Kirkes sommerstævneSøndag aften den 6. juli, kl. 22 lukker Kongreshallen i Kolding dørene op for årets late-night-koncert med Jeff Deyo med band.
Det er Apostolsk Kirkes Sommerstævne, der tilbyder denne mulighed for at høre sangeren og bandet bag den mest solgte kristne CD det sidste år Saturate. Jeff Deyo er forsanger og sangskriver, som han var for det kendte Sonicflood.
Med Sonicflood (1999) blev det til en Dove Award for bedste tilbedelses album i 2000, og en Guldplade for 500.000 solgte plader og nomineret til en Grammy i 2001 med Sonicpraise. 2002 udkommer Saturate, en milepæl for Jeff Deyo, som allerede har næsten en million solgte plader knyttet til sit navn.
Han er værdsat og respekteret som en moderne lovsangs-pioner. Han ser sig selv som en mand hvis kald er at fejre tilbedelsen af Gud som en total nydelse, med begejstring og intensitet. Udover sine egne produktioner har Deyo fastholdt at tage enkelte kendte lovsange, som andre har skrevet, med og genfortolke dem i en ny musikalsk version.
Koncerten den 6. juli i Kongreshallen i Kolding bliver en lovsangs oplevelse ud over det sædvanlige.
Apostolsk Kirkes sommerstævne varer fra 5. til 11. juli. Foruden en række hjemlige undervisere, er indbudt Charles Ndifon og Clive Calver.
Sidstnævnte leder en stor kristen nødhjælpsorganisation i USA. Han er født i England, hvor han også i 14 år har været generalsekretær for Evangelisk Alliance.
Charles Ndifon trænger ingen nærmere præsentation herhjemme, da han er den prædikant, der har samlet de største skarer til helbredelsesmøder i Danmark nogensinde.