Fransk visit blev til et langt liv i Danmark

Teologen Theodore Lachat kom i 1953 til Kolding fra Schweiz med sin forlovede Nellie for at gå på en ny bibelskole den vinter. Men det blev til to vintre og nu har de tilbragt det meste af livet her, som ‘forældre’ for fransksprogede elever fra hele verden – og aktive i mission i den glemte franske verdenTheo Lachat studerede teologi hos selveste Karl Barth i Basel – som af mange anses for den største teolog siden reformationen. Men Theo søgte efter mere. Og han fandt det i Kolding.- Jeg var grebet af tanken om kirken som et legeme – Kristi legeme. En enhed med alle nådegaverne i brug. Ur-kristendommen, fortæller han med sit begejstrede smil.
Theo er nu 75 år, og jeg spørger fru Nellie, om han altid har været så entusiastisk.
– Som ung var han nok mere reserveret, mener hun.
Om det så skyldes den åndelige påvirkning eller om han af natur bare er sådan, det véd han heller ikke selv. Men han er i hvert fald ikke blevet mere forstokket med årene.

Nellie og Theodore Lachat foran deres smukke hus en tåget morgen i april – med højskolen i baggrunden, som har fyldt størstedelen af deres liv

Men hvorfor blev det lige Kolding, han rejste til som ung reformert teolog, og hvorfor tror mange fransktalende i u-landene, at Kolding er Danmarks hovedstad?
Det skyldes Den Internationale Apostolske Højskole.
En gruppe kristne omkring landmands-familien Bech i Seest ved Kolding var nemlig blevet optaget af pinsebevægelsen i 1930’erne . Store vækkelser brød ud i bl.a. Wales, USA, Australien, Indien og Østasien på grund af den vågnede forståelse for Helligåndens værk.
I Danmark stod især skuespillerinden Anna Larsen Bjørner i spidsen for bevægelsen, og da hun senere var med til at oprette Apostolsk Kirke, fulgte Beck-familien med.

En lille bibelskole blev oprettet i forbindelse med gården Kristinesminde efter at man under krigen havde fået flere profetier om, at der skulle komme elever fra andre lande.
– Dengang havde tyskerne en vagtpost på bakken, og 2. verdenskrig rasede. Det var helt utænkeligt, og de troende kom gang på gang i tvivl om profetien, fortæller Theo Lachat. – Men Gud bekræftede gang på gang: „I siger… men jeg siger….“
Så efter krigen byggede de skolen i tro, og netop i de år, da Nellie og Theo Lachat kom til Danmark, var man i gang med at bygge en mægtig international højskole i tre længer og 4 etager. Det tog en tre år.
Altsammen i tro på grund af nogle overnaturlige profetier…
Men eleverne kom virkelig strømmende til fra udlandet, og i dag kommer ca. hver tredje elev fra et andet land. Ikke mindst fra de fransktalende lande har man haft mange elever, og Nellie og Theo har fungeret som tolke og kontaktpersoner for alle disse elever.

– Min far var en reformert præst, som kom fra KFUM og hvis forældre ønskede, at han skulle blive bankmand i Bern.
– Men han rejste i stedet til USA og studerede teologi. Desværre var teologien dengang så liberal, at han mistede troen og prædikede en elendig teologi. Men min mor var from, husker Theo Lachat.
– Som præst opdagede far, hvor magtesløs han var overfor det okkulte og folks sygdomme, og han blev åndeligt interesseret og skaffede sig blade og bøger fra de nye bevægelser i USA og England.
– Far fik kontakt med Barth i Bonn, året før Hitler smed Barth ud af Tyskland, fordi han gik imod nazismen, og Barth fik far til igen at tro på en almægtig Gud og frelser.

– På et tidspunkt var en dansk jonglør med et cirkus i Schweiz. Kaj Falbe Hansen hed han, og han var kort før blevet troende kristen.
– Han søgte nu kontakt med kristne i Schweiz, og på den måde fik vi kontakt med Apostolsk Kirke i Danmark.
– Min søster Lydie Peter kom på bibelskole i Kolding, først som elev og senere som tolk.
– Selv var jeg i praktik som præst i London, men i 1957 vendte Nellie og jeg tilbage som lærerpar i ti år.
Nellie underviste i fransk og musik og passede parrets tre børn, Christiane, Dominique og Evelyn, mens Theo underviste i kirkehistorie, teologi og græsk.
Han var desuden distriktsleder for kirken i Kolding, Fredericia og Vejle. Efter ti år blev de sendt til Odense et år for at hjælpe kirken der igang.
– Vi købte en Metodistkirken i Thorsgade, som havde klokketårn. Men vi måtte ikke ringe med klokkerne, fordi vi ikke var anerkendt, husker Theo, der samtidig var distriktsleder for Fyn og Sønderjylland det år. Det var et spændende år, hvor der også blev oprettet apostolske menigheder i Esbjerg og Haderslev.

Efter Odense boede familien 4 år i Schweiz, hvor de var præstepar i Neuchatal og Genéve.
Så fulgte et år i Zaire (nu Congo), hvor de skulle hjælpe den kinbangunesiske kirke til teologisk afklaring. Det er en kirke, som er opstået ud af den katolske kirke på grund af en profet, Kinbangu, som efter kun et halvt år blev fængslet og idømt livsvarigt fængsel. Men kirken har i dag ca. 5 millioner medlemmer.
Theo forsøgte sit bedste, men mener ikke, at bevægelsen fungerer helt sundt idag.

I 1973 blev Theo og Nellie kaldt tilbage til Kolding for at tage ansvar for de fransktalende elever på højskolen.
Opgaven bestod også i at kalde og træne folk som ledere til kirken i de mange fransktalende lande på kloden. Udover Belgien, Schweiz, Canada, Tyskland og Italien, hvor en del har fransk som modersmål, er ca. 1/3 af Afrika fransktalende, og det samme gælder Laos og Cambodia, tildels Vietnam, Madagaskar, Haiti og en del andre ø-stater.
Fra Kolding er elever vendt hjem til disse lande og har oprettet kirker og bibelskoler. Så der er udgået megen inspiration fra Kolding – præcis som profetierne forudsagde.
Landmandssønnen Sigfred Beck, som havde studeret i Paris, fungerede faktisk i 12 år som leder af kirken i Frankrig.
Han havde også studeret litteratur i København og London og var en nær ven af Theo.
– Ja, han kunne godt li’ mig, siger Theo med et taknemligt smil.
Selv om Theo nu kun har få timers undervisning (i græsk), bruger han og Nellie en del tid på de fransktalende elever. Og hver lørdag kommer afrikanerne på besøg.

Og så har de oprettet et forlag, som bl.a. udgiver danske kristne bøger på fransk. Gennem årene er det blevet til mange titler, og en del af bøgerne og hæfterne bruges til korrespondance-kurser i samarbejde med en fransk organisation. Bl.a. har de udgivet Johs. Facius bog „Som i Noas dage“ på fransk. Og måske udgiver de snart en fransk humoristisk bog på dansk.

Nellie og Theo har besluttet sig til at blive boende i Danmark, nu hvor de er gået på pension. De har købt et pragtfuldt stråtækket hus med udsigt til højskolen og parken med søen foran. Det minder lidt om Schweiz.
– Vores pension rækker heller ikke til at bo i Schweiz, bemærker de. Priserne er højere dernede.
– Hvordan er det så for to ældre mennesker at komme i en „vild“ kirke, hvor meget foregår på de unges præmisser? spørger jeg.
– Bortset fra lovsangen, som er meget ungdommelig og langtrukken og høj, så er vi glade for resten, svarer de.
– Det er dejligt at komme i en kirke, hvor der altid sker noget, hvor der er nyheder fra missionsarbejdet og hvor prædikenen altid er forskellig. Vi har cafe og møder for ældre og andre grupper.
– Der er en god balance mellem fornyelse og orden.
– Nellie har også været meget glad for kvindernes fælleskirkelige forening, Aglow.
– Og så glæder vi os meget over, at kirkerne finder sammen, tilføjer Theo, som roser Udfordringen for at have medvirket til at samle de kristne.
– I dag er der ikke længere konkurrence mellem Apostolsk Kirke og pinsekirkerne. Flere steder er vi gået sammen om én kirke. Vi har fælles ledersamlinger, osv.
– Det glæder vi os over.