Lalisa 18 – nygift og enke

Lalisa havde kun været gift i seks måneder, da hendes mand, Debela, blev dræbt af radikale muslimer.
Lalisa havde kun været gift i seks måneder, da hendes mand, Debela, blev dræbt af radikale muslimer.

Debela blev dræbt, fordi han talte om sin kristne tro i et muslimsk område i Etiopien. Han efterlader hustruen Lalisa, som blev enke efter kun seks måneders ægteskab.
Lalisas mand, Debela, blev dræbt, fordi han fortalte om Jesus i et muslimsk område.

Lalisa var kun atten, da hun mistede sin mand, Debela Mergesa. De nåede kun at være gift i seks måneder. Den 1. oktober 2012 dræbte radikale muslimer den 30-årige lærer, fordi han forkyndte evangeliet i deres område i Etiopien.

”Bed for Lalisa”

Åbne Døre besøgte Lalisa og Debelas forældre og hørte den tragiske historie. Debelas forældre var meget bekymrede for hendes helbred:
– Hun sørger dag og nat, fortalte Debelas far, Megersa. ”Jeg mistede min søn. Men jeg er bange for, at jeg også mister min svigerdatter på grund af denne sorg. Vil I ikke nok tale med hende og bede for hende?”
Megersa er ikke troende. Men han skammer sig ikke over sønnen:
– Min søn var ikke til skade for samfundet, siger han.

Prædikede for muslimer

Familien kommer fra en lille by i delstaten Oromia i det vestlige Etiopien. Her plejede de kristne at stå stærkt, indtil den tidligere delstatspræsident Jyunedin Sado forflyttede tusinder af muslimske familier fra det østlige Etiopien hertil.
Den muslimske dominans gav kristne i området vanskeligheder. Alligevel plantede de adskillige kirker i uvejsomt beliggende landsbyer i højlandet.
Debela havde for tre år siden sagt ja til en lærerstilling ved en skole i en af de muslimsk-dominerede landsbyer i området. På grund af fjendtligheden havde han efterladt Lalisa hos sin familie i en landsby omkring fem timers gang derfra.
Debela begyndte straks efter sin ansættelse at prædike for lokalsamfundet. Kort efter plantede han den første kirke.
På bare tre år voksede kirken til en stærk og uafhængig menighed. Debela udfyldte den overordnede lederrolle, mens han trænede og vejledte menighedens nye ledere.

Dødstrusler

Desværre mødte de lokale kristne stærk modstand fra de lokale muslimer. Det gjaldt ikke mindst lederen, Debela.
Men trods talrige dødstrusler, blev Debela ved med at sprede budskabet. Det kom til at koste ham livet.
I august sidste år holdt Debelas kirke et gospelmøde, hvor mange kom til tro på Jesus. Men de lokale muslimer var rasende. De besluttede at arrangere deres egen konference en måned senere og inviterede prædikanter fra omliggende områder. De kristne frygtede dog, at det handlede om repressalier mod dem.

Sidste tid med Lalisa

Også nogle regeringsembedsmænd blev skeptiske overfor, hvad mødet gik ud på. De havde modtaget et tip om, at ekstremisterne ville angribe prominente kirkeledere. De beordrede aktiviteterne standset, men det hjalp ikke Debela.
Den 1. oktober påbegyndte Debela rejsen tilbage til landsbyen efter et beøg hos Lalisa. Hans sidste ord til hende var:
”Vi må være trofaste i mødet med de farer, som truer vores tro.” Derpå startede han den fem timer lange rejse til fods.

Tre mænd med macheter

Undervejs blev Debela angrebet. Øjenvidner sagde, at alting skete meget hurtigt.
På afstand så de tre mænd nærme sig Debela. I næste øjeblik begyndte de at angribe ham med macheter; først forfra, hvorefter de tilføjede ham endnu et hug mod nakken. I løbet af få minutter var angriberne forsvundet igen.
Debela blødte så meget, at han måtte bæres til den nærliggende klinik. Her døde han senere af sine kvæstelser.
Så snart Debelas chokerede familie hørte om mordet på ham, fik de hans lig udleveret og bragte det tilbage til landsbyen for at begrave ham der. Nyheden om Debelas mord chokerede både landsbyen og folk i omegnen. Takket være en hurtig og effektiv efterforskning fra politiets side, blev de mistænkte dog hurtigt identificeret og arresteret.

”Stå stærk i stormen”

Åbne Døres medarbejdere talte med Lalisa og trøstede hende med Guds Ord. Det gav lindring til Lalisas hjerte, skriver Åbne Døre.
Lalisa vil nu gerne flytte tilbage til sine forældre og fortsætte sine studier.
På trods af muslimernes modstand er kirkens ledere besluttet på fortsat at hjælpe med at opbygge kirken og fortælle folk de gode nyheder om Jesus Kristus og hans død på korset.
Åbne Døre har i flere år hjulpet kirken i Oromia gennem forskellige former for undervisning – inklusive seminarer med titlen ”Stå stærk i stormen”.
Åbne Døre/Bodil Lanting