Fodboldklub føler hjælpen fra oven
Ruben Harbo er tredjeholdstræner i FC Udfordringen, og han og resten af klubben kom på lidt af en organisatorisk opgave, da OB kom forbi til pokalkamp. Men Gud er også en praktisk Gud.
For den kristne fodboldklub FC Udfordringen har den sidste tid været begivenhedsrig udover det sædvanlige. For den sportslige ledelse i klubben har det også været en tid, hvor Guds løfter er blevet manifisteret på nye og udfordrende måder.
Lederne i klubben er alle personligt kristne, da en del af rollen som træner I FCU er at lede holdet i en kort bøn inden kamp. En af dem er tredjeholdets træner Ruben Harbo, som var meget involveret i arbejdet med klubbens pokalkamp mod Superligaklubben OB.
FC Udfordringen beskriver sig selv som en kristen fodboldklub. Hvilke konsekvenser oplever du, det har, som træner?
– For mig personligt er det både dejligt og udfordrende. Udover at jeg er meget stolt over, at klubben har et princip, der er afspejler det kristne princip om at give 10% af sin indkomst til værdigt trængende, så er det også en reminder om, at jeg har Gud med i alle forhold i mit liv. Det gælder også, når jeg ønsker at lade min galde gå ud over inkompetente dommere og småpsykopatiske modspillere, siger Ruben og fortsætter:
– OK, til tider stikker det af, men det hjælper på det, at man lige inden kampstart har været i kontakt med sin far i himlen. Jeg kan også bryste mig af, at vi på tredjeholdet endnu ikke har modtaget et gult kort i denne halvsæson. Jeg tror dog, jeg er den eneste træner i klubben, der ser det som en værdi, griner Ruben.
50 frivillige og 25.000 kroner
Kampen imod OB var en kæmpe kamp for en lille klub som Udfordringen. Som en del af den daglige ledelse i klubben, hvordan oplevede du forløbet op til kampen?
– Udover at stemningen og forventningen selvfølgelig var i top, vidste vi også alle godt, at vi stod overfor en kæmpe opgave. Vi skulle finde op imod 50 frivillige i en klub med 80 aktive spillere, og så skulle vi også finde ca. 25.000 kr. til afviklingen af kampen. Alt dette gav selvfølgelig lidt panderynker, da vi i forvejen forsøger at holde det halvårlige kontingent nede, så alle har mulighed for at være en del af klubben. Men vi havde været 160 tilskuere på stadion til den gratis kamp imod Virum-Sorgenfri fra Danmarksserien, så vi satsede på, at vi i hvert fald kunne blive det dobbelte til OB kampen, selvom vi tog entré. Det var dog også nødvendigt, hvis projektet skulle hænge sammen økonomisk.
Hvad gjorde klubben for at imødekomme de udfordringer, som du beskriver?
– Der blev iværksat et kæmpe hvervearbejde i klubbens bagland. Vi er så velsignede, at vi har medlemmer fra en lang række københavnske kirker. Ja, på det punkt vil jeg næsten tro, at vi er den mest vellykkede tværkirkelige organisation i Danmark. Samtidig har vi igennem spillere og ledere kontakt til en række af de kristne efterskoler over hele Danmark, og dem tog vi kontakt til for at høre, om de kunne bidrage med frivillige og tilskuere. Ydermere tog vi kontakt til en del både gamle og nye samarbejdspartnere, og den ekstra interesse, som kampen bragte, gjorde da også sit til at motivere disse. Alt i alt var det en meget positiv oplevelse for klubben som helhed, selvom formanden Jonas Wienkouff havde hænderne fulde.
Rørende opbakning
Fra et ledelsesperspektiv hvordan oplevede du så, at kampdagen forløb?
– Kort sagt: til UG. Det var direkte rørende at opleve, hvor bred en opbakning vi som klub oplevede i forbindelse med kampen. Udover at vi som klub løftede opgaven som én, på tværs af hold og køn, så var det dejligt at se, hvordan folk uden direkte tilknytning til klubben stod parat til at give en hånd med. Især Skovbo Efterskole bidrog med en stor flok frivillige, som de skal have stor tak for. Udover dem bidrog også Nordsjællands efterskole, Tølløse privat-Efterskole og Kildevæld Efterskole med at skabe stemning på tribunenerne. Det var så fedt at mærke, at vi har disse skoler i ryggen, og det giver tro på, at vi som klub har et fundament at bygge på i fremtiden.
Men det var vel ikke kun efterskoleelever der havde fundet vej til Valby Idrætspark?
– Nej, det ville være synd at sige. Faktisk var det mest vilde ved kampen den store opbakning, vi oplevede på selve kampdagen. Der var fuldstændigt vanvittige 1.316 mennesker på stadion.
– På den måde var det en sejr for klubben som helhed. Mange af klubbens spillere, der ikke var på banen og kæmpe imod overmagten fra OB, havde været ude i deres respektive kirker og foreninger.
I den sammenhæng tror jeg ikke, der var en eneste, der fortrød, at de var mødt op til en mindeværdig aften, hvor FC Udfordringen tabte knebent med 1-9, siger Ruben med et smil.
Det betaler sig at give
Du mener, at Gud særligt velsignede klubben i forbindelse med denne kamp?
– Ja, helt sikkert. Som træner i klubben vil man jo gerne have de bedste faciliteter for sine spillere, og i en lille klub som vores er der ikke altid økonomi til den slags. Derfor kan det også nogle gange virke som galimatias at bruge 10% af vores kontingentindtægter på noget, der intet har med det sportslige at gøre.
– Derfor var det for mig utrolig stærkt at mærke, hvordan en stor økonomisk udfordring blev til en kæmpe velsignelse, både menneskeligt og økonomisk. Det er ingen hemmelighed, at klubben har fået et mærkbart økonomisk rygstød i forbindelse med de over 1300 betalende tilskuere.
– Når man så står tilbage og kikker på hele forløbet vedrørende OB-kampen, kan man som kristen kun føle sig ganske ydmyg og udfordret. Jeg har i hvert fald fået fornyet tro på, at når Gud lover, at han sørger for os, så er det løfter, man kan tage at føle på.
Jeg håber bare, at alle i og omkring klubben må føle sig opmuntret til at leve i tillid til, at vi har en Gud, som sørger for os og ønsker at velsigne os både økonomisk og ikke mindst menneskeligt, siger en stolt tredjeholdstræner.