Flugten for 70 år siden

Natten mellem 1.-2. oktober var det 70 år siden, at de danske jøder flygtede til Sverige. Blandt dem var Richard Oestermann. Som 87-årig varsler han, at han stopper som vores korrespondent.

Den 26. september 1943 blev den 17-årige Richard advaret af sin ven Pedro Biker om, at nazisterne ville sende de danske jøder i kz-lejre.

Richard skyndte sig sammen med to søstre og moderen til et sommerhus, de havde lejet. Men nu blev de afvist af ejeren, som ikke turde skjule dem.
Desperate tog familien tilbage til Humlebæk. I toget var mange tyske soldater.
– Vi havde ingen bagage med og så derfor ikke ud, som om vi var på flugt. Jeg havde tre skjorter på. Det var alt mit gods.
I Humlebæk blev familien varmt modtaget af en anden sommerhusejer. Moderen og søsteren Lilian slog sig ned her, mens Richard og søsteren Margot fortsatte med toget til en ven i Snekkersten. Hans far havde et hus, hvor 20-30 flygtende jøder overnattede på gulvet på madrasser og puder til den 1. oktober 1943.
Richard husker angsten for at blive opdaget af Gestapo. Det ville være svært at flygte, hvis tyskerne kom med hunde.
– Vi levede fra time til time. Det var planlagt, at vi skulle med en båd fra Gilleleje til Sverige, men 80 jøder blev angivet af en dansk nazist og arresteret på kirkeloftet over Gilleleje Kirke og alle deporteret. Vi tog en anden rute.
Den hemmelige overfart til Sverige kostede 4.000 kr. for familien, fire månedslønninger. Moderen lånte pengene.
– Vi vidste også, at ingen flygtning uden penge blev ladt tilbage i Danmark. Danskere stod last og brast med deres jødiske medborgere, siger Richard – trods de svigt, han oplevede. Fiskerne risikerede deres liv ved at smugle jøder.
– Vi flygtede til Sverige samme nat, som den tyske razzia mod jøderne begyndte. Eyvind, min søster Margot og jeg kørte på cykel gennem skovene nogle kilometer fra kysten for at samle min mor og Lilian op til overfarten. Vi kørte uden lygter i aftenmørket, men nåede helskindet frem – fem personer på tre cykler.
Vi efterlod to cykler hos ægteparret i Humlebæk og fortsatte gennem Lave Skov mod Nivåbugten, selv om min mor led af en hjertesygdom.
Da vi nåede frem til Strandvejen, så vi Gestapos biler køre forbi på jagt efter jøder.
Det var en kold og tåget oktoberaften. Inde fra land kunne vi nu og da høre skrigene fra jøder, der var blevet fundet på deres skjuleste­der. Vi gøs.
Klokken blev 23, og der var ingen båd. Vi frøs i nattekulden og frygtede det værste. Det blev midnat. Så hørte vi en tøffen fra en bådmotor. Andersen dukkede op med sin fiskerbåd.
”I skal alle ned i lastrummet – med undtagelse af dig,” sagde han til mig. ”Du skal have en blå fiskertrøje på og være min medhjælper.”
Fisker Andersen tændte en lygte på masten og satte kursen direkte mod Sverige.
”Det er et led i min plan. Ikke noget fordækt,” sagde han. Det var nat. Himlen var sort og fuld af stjerner. Skyerne var forsvundet. Vi så ingen andre fartøjer. I det fjerne kunne vi skimte lysene fra Sverige. Bag os var der mørklægning.
– Midt ude på Øresund blev vi råbt an af en tysk patruljebåd. Andersen og jeg lod, som om vi halede fisk i net om bord, og råbte højt til hinanden om den gode fangst. Patruljebåden drejede af.
100 meter fra kysten loddede Andersen med en åre, at vandstanden var en meter. Her måtte vi af, for han turde ikke lægge ind i en havn af frygt for, at svenskerne ville beslaglægge hans båd – og at han ville hente flere flygtninge.
Men vandet gik mig til halsen. Margots regnfrakke var ved at blive viklet ind i bådens skrue. Jeg råbte til Andersen, at han skulle standse motoren. Mor kunne ikke svømme. Vi svømmede og vadede op mod øens høje skrænter. Jeg skar mig til blods på skarpe klippestykker og glasskår.
”Välkomna till gamla Sverige”, sagde to svenske soldater og græd af bevægelse. Og det gjorde vi også. For vi var blevet frelst fra koncentrationslejren.
Ca. 8.000 danske jøder undslap på grund af nogle danskeres hjælp. Kun 481 blev ført til Theresienstadt.
Danmarks biskopper havde i september 1943 protesteret imod forfølgelsen af jøder i et hyrdebrev, som blev oplæst i alle kirker. Derfor kendte danskerne deres kristne pligt.
Richard kom senere til Israel og blev korrespondent for bl.a. DR, Politiken, KD – og sidst Udfordringen. Hvis ikke han snart bliver helbredt for en sygdom i benene må han stoppe. Lægen advarer imod stress. Men det er svært for en journalist, der har interviewet Karen Blixen, Sofia Loren, Harry Truman, Ben Gurion og mange flere.
Og vi vil savne hans spændende artikler om Israel.