Ny forstander på metodist-efterskole

Ole Dommer (44) har fået sit drømmejob som ny forstander på Idrætsefterskolen Lægården.
Ole Dommer (44) har fået sit drømmejob som ny forstander på Idrætsefterskolen Lægården.

Læreren Ole Dommer nåede to år væk fra efterskolen Lægården, før han kom retur. Denne gang som forstander.

Hvis man går helt tilbage, har den 44-årige forstander på idrætsefterskolen endda selv været elev på skolen.
Lægården er på trods af enkelte ombygninger siden sidste samarbejde bestemt ikke noget nyt og fremmed sted for Ole Dommer.

Stærk idrætsprofil

Skolen har 164 elever, og rigtig mange af dem bliver tiltrukket af skolens idrætsprofil. Men til Metodistkirkens blad ”Himmel og Jord” understreger Ole Dommer, at det ikke betyder, at de unge kan skippe fagligheden for at spille bold.
– Der er også en 9. eller 10. klasses afgangsprøve, som vi tager meget alvorligt, forklarer han.

Ligger i murene

Udover faglighed og idræt har efterskolen sin baggrund i metodistkirken.
– Det ligger i vores værdi-grundlag. Det er grundlaget, vi handler på – det skulle gerne sidde i murene og være med til at påvirke det, vi gør, siger han til Metodistkirkens blad.
For Ole Dommer er forstanderjobbet drømmen.
Det er også derfor, han har arbejdet som leder på en folkeskole og er gået i gang med en lederuddannelse på HIH i perioden væk fra skolen.
Den må dog lige holde pause det første år for også at få hjemmets logistik med kone og to børn til at gå op i en højere enhed med drømmen.
Ole Dommer overtager posten efter Niels Uldrup, som har været forstander på skolen i 23 år. Han blev fejret ved en afskedsreception den 10. august.