Boganmeldelse
Tilgivelsens mulighed!

Tilgivelse – en bro tilbage til fællesskabet med de andre?Ord som skyld, skyldfølelse, skam, sorg, tilgivelse høres ofte i sjælesorgssamtaler. Det er ord, som hører med til menneskers inderste følelsesliv, ord som griber dybt i et menneskes integritet, men også ord, som er væsentlige i den etiske debat. Ordene kommer alle sammen op at vende i Paul Leer-Salvesens seneste bog Tilgivelse.Paul Leer-Salvesen har på alle måder baggrunden i orden for at skrive en bog om „tilgivelse“. Han er uddannet teolog, nu professor i telogoi og etik ved Høgskolen i Agder, Kristianssand i Norge. Han har været fængselspræst og journalist, har forsket i kriminologi og er forfatter til en lang række bøger. I bogen Tilgivelse tager han udgangspunkt i samtaler med 13 drabsdømte mænd, hvor han interviewede dem om skyld og straf og i den forbindelse måtte stille sig selv spørgsmålet: Er tilgivelse en bro tilbage til fællesskabet med de andre?

Børn og unge om tilgivelse

Bogens præludium tager afsæt i disse interviews; det følges op af et kapitel om børn og tilgivelse, som relaterer til anonyme breve fra 15 piger og otte drenge mellem 9 og 11 år, der i en skolesituation har fået til opgave at skrive om „tilgivelse“. Det næste kapitel – „Unge om tilgivelse“ – tager afsæt i anonyme breve fra 24 unge, fire mænd og 20 kvinder i alderen 17-19 år.

Paul Leer-Salvesen, teologisk professor, har på dansk tidligere fået udgivet bl.a. nogle romaner og nogle børnebøger i „Engel“-serien

Der er stor forskel i indholdet i børnenes og de unges breve, men i begge tilfælde har de let ved at relatere til skyld, straf, anger og tilgivelse. Hos børnene handler det meget om forholdet til kammerater, mobning og forhold i hjemmet, alkoholmisbrug og skænderier, mens det hos de unge handler meget om utroskab.

Voksne tæt på skyldsproblematikken

Det følgende kapitel – „Voksne om tilgivelse“ – bygger på breve fra 39 voksne studerende. De er mellem 21 og 56 år med en gennemsnitsalder på 35 år. Der er 37 kvinder og kun to mænd. De er typisk i gang med en videreuddannelse.
Mange fag er repræsenteret, men de fleste har baggrund i sundhedsvæsenet, socialt arbejde, un-dervisningssystemet og daginstitutioner – og det er både en svaghed og styrke. En styrke, fordi de fra deres arbejde har været tæt på situationer, der berører emnet og er inde i den retslige og filosofiske terminologi på området, en svaghed, fordi de ikke dækker et langt større fagspekter.
Generelt er det en svaghed, at så få deltager i de forskellige aldersgrupper. Alligevel er det lykkedes at udlede noget generelt om begreberne og kæde det sammen med de mange teologiske og filosofiske teorier, der findes om disse begreber.

Bibelen inddrages

En stor del af bogen koncentreres om tilgivelse mellem offer og gerningsmand, men emnet institutionel tilgivelse berøres også. Tilgivelse af et folk, en nation. Undervejs drages der paralleller til beretninger i Bibelen, og her spiller episoden mellem David og Bat-seba en central rolle. Men den handler også om Guds tilgivelse og menneskers behov for at modtage Guds tilgivelse.
Det slås fast, at tilgivelsens forudsætning er anger, bod, omvendelse og bekendelse, og at tilgivelsen indebærer en ny fred (shalom) mellem parterne.

Burde være pligtlæsning

Budskabet i bogen henvender sig mere direkte til mennesker, som kender til skyldfølelsen og tilgivelsen fra deres eget liv, men her kunne jeg godt tænke mig en mere enkel og ligefrem formidling, for det er ikke nogen lettilgængelig bog, men den er værdifuld, ikke mindst for mennesker med faglig eller personlig interesse i filosofi, teologi, psykologi og kriminologi. Egentlig burde den være pligtlæsning for mennesker, der ofte er den lyttende part i sjælesorgssamtaler.

Paul Leer-Salvesen:
Tilgivelse
212 sider • 250 kr
Hans Reitzel


Artiklen fortsætter efter annoncen: