Argumentation og komposition

Arbejdsrapport til artiklen: ”Jacob fik livsmod gennem handicapidræt”1. Indledning
2. Medie, målgruppe og vinkel
3. Påstand
4. Argument
4.1. Feedback på tackling af livets grundvilkår afgør livskvaliteten
4.1.a. Hverdagens gøremål kræver og giver livsmod
4.1.b. Sportslige udfordringer giver livsrigdom og -fylde
4.2. Socialt samspil med andre giver livsglæde

5. Forudsætning/Rygdækning
5.1. Kvalitativ undersøgelse sandsynliggør
5.2. Selvmordforskning giver et fingerpeg
5.3. Norsk undersøgelse viser nye sammenhænge

6. Metode
6.1. Skriveproces
6.2. Fortællemodel
6.3. Kilder:
6.4. Retorik

7. Konklusion
8. Litteratur

Af Svend Løbner Madsen (svma 33)

Diplomuddannelse i journalistik, CFJE
Faglinie: Analytisk journalistik
Modul: Formidling af forståelse og sammenhæng, forår 2004
Vejleder: Mikkel Hvid
(Webudgaven er uden fodnoter)

———————-

Artiklen ”Jacob fik livsmod gennem handicapidræt” er en oplysende artikel . Vi kommer ind i Jacob Jensens ”livsverden”, et udtryk der stammer fra kommunkationsfilosof og sociolog Jürgen Habermas , som mener historien har lært mennesket at skelne mellem natur og samfund. Naturen er det vi grundlæggende ikke kan gøre noget ved, og samfundet er det vi kan kommunikere med og derfor har indflydelse på, ligesom det har på os. Naturen kan kun udnyttes efter sit formål, samfundet er en kommunikativ indretning, hvor målet er ligeværdig kommunikation i ord og handling i opbygning af fælles livsbetingelser.
For Jacob betyder det, at han ikke kan gøre så meget ved sin sygdom; den er kommet fra naturens hånd, kan ikke helbredes, og er end ikke en statisk størrelse Jacob kan spille bolden op ad. Tværtimod går Jacobs muskulatur stadig mere i opløsning.
Overfor dette uafvendelige står Jacobs livsverden, hans egne livsmuligheder i hans egen livslyst og viljestyrke, familiens og kommunale hjæperes støtte i hverdagen og bl.a. handicapidrættens tilbud. I den interne kommunikation mellem Jacob, familien og især handicapidrætten med el-hockeystolens muligheder, er et glimt af håb som giver Jacob livsmod. Han kan gøre noget ved sin livsverden, selv om systemverdenen ubønhørligt går sin gang: ”Det gælder jo om at få det bedste ud af det, gøre det man kan og være sammen med andre”, siger han.

Teksten er beregnet for regionalavis og målgruppen er alle der har blot det mindste overskud til at sætte sig ind i andres livsbetingelser. Som oplysende artikel giver den ny viden om et emne der hersker konsensus om. Vinklen er at tilfredsstille læsernes vidensbehov. Fordi hjernen gennem hele livet søger at sætte orden i kaos og altså nærmest kræver læring, går den oplysende artikel til kornet på et grundlæggende behov hos læseren.

Artiklens hovedpåstand er at handicapidrætten giver den handicappede livsmod på trods af dennes håbløse fremtidsudsigter.
Er der hold i det? Det vil vi afgøre med en teoretisk/psykologisk argumentation og en praktisk/statistisk dokumentation:

Lektor i filosofi ved Aalborg Universitetscenter Mogens Pahuus definerer livsmod som ”det at være til stede og aktiv udfra sit inderste i sig selv og udfra sig selv som totalitet”. Det er altså at være udadvendt, optaget af andet og andre og dermed selvforglemmende. Pahuus beskriver livsmodet som en livslyst og livstrang der ”åbner en for verden og fører en ud i en involverethed i verden”. Og det, sammenfatter han, bevirker en ”selvforglemmende verdensåbenhed” .
Jo mere en person kan involvere sig i omverdenen og dermed glemme sig selv, jo mere livsmod vil det få. Modsat vil begrænset mulighed for livsudfoldelse reducere livsmodet og isolation medføre en overhængende fare for depression. Der i sidste ende kan resultere i selvmord.
Det argumenterer vi for, dels med humanistisk psykologi, dels med pædagogisk fysiologi under følgende tre påstande. Vi går ud fra, at det der gælder for ”almindelige” mennesker som helhed, gælder for handicappede i særdeleshed.

4:1 Feedback på tackling af livets grundvilkår afgør livskvaliteten
Mogens Pahuus gør opmærk på fire grundvilkår for livsudfoldelsen ifølge humanistisk psykologi:
1. Der er krav i tilværelsen
2. Der står noget på spil
3. Der er begrænsninger
4. Der er ubetingede værdier
Alle fire grundvilkår kalder på vort engagement, og det betyder, at også den handicappede, uanset hvor funktionshæmmet han er, er nødt til at forholde sig til disse krav. Her er det især begrænsningerne der hører med til Habermas’ systemverden, men man kan diskutere om ikke også tilværelsens krav hører med til naturens uafvendelige lovmæssigheder. Den handicappede iboende viljestyrke og positiv feedback fra omgivelserne er afgørende for hans udvikling og livsglæde. Her er det især de to første grundvilkår der har interesse:

4.1.a. Hverdagens gøremål kræver og giver livsmod
Tilværelsen kalder på ham med helt basale opgaver der skal udføres, fx bevægelse, indtagelse af føde og påklædning. Den handicappedes iboende viljestyrke er ”startmotor” og succesoplevelser er herefter den egentlige motor, der gennem omgivelsernes respons skal stimulere, bekræfte og drive ham fremad. En positiv cyklus er sat igang og hans livsmod øges.
Rent fysiologisk forklarer Arne Sivertsen den fysiske indlæringsproces med hjernens ”feedbacksystem”: ”Mens vi øver sender sansene fortløpende meldinger om bevegelsesforløpet til hjernen. Etter vurdering og bearbejdning svarer så hjernen – også fortløpende – med forslag til forhåpentlig bedre utføringer” . En lærer eller hjælper spiller en afgørende rolle ved at understøtte denne proces: ”Skal sluttresultatet bli godt er det nødvendig at den som øver får tilstrekkelig og god feedback, både via egne sanser, lagret erfaring og gjerne fra hjelper eller instruktør”.
På denne måde vil den handicappede ikke opleve tilværelsens krav som håbløse problemer, men som udfordrende muligheder. Og det giver med Pahuus’ ord livsmod og livsglæde.

4.1.b. Sportslige udfordringer giver livsrigdom og -fylde
Tilværelsen udfordrer den handicapprede, fordi tilværelsen indebærer en risiko for at mislykkes. Den handicappede får både personlige udfordringer ved at bruge sin krop og spænding gennem konkurrenceelementet i sporten.
Dette er ifølge psykologien ikke negativt og angstfremkaldende, men udfordrende og spændende. Det ”udstyrer vores liv og det vi gør med betydningsfylde og vægt… en henrykkende følelse af på én gang en indre kraft og en ydre rigdom og fylde”, skriver Mogens Pahuus . For den handicappede er handicapidrætten netop denne udfordring, hvis den altså tilpasses den handicappedes muligheder. Og udfordringer der overvindes betyder udvikling.
Dette er naturligvis særlig vigtigt for det handicappede barn, der trods sit handicap vokser og modnes og i samme grad bør trænes og udvikles. Arne Sivertsen forklarer , at ”Barn trenger stadig nye bevegelseserfaringer som grunnlag for sin mentale og motoriske utvikling. Fuktionshemmede barn som ikke deltar i vanlig aktivitet får derfor lett sitt handicap forøket.” Derfor skal læreren ”ta seg av elevens ’friskfunktioner’ og hjelpe til å forbedre dem – ut fra elevens egne forutsetninger”.
Lykkes det, vil ikke blot livets ubøjelige krav og pligter, men også livets risici og idrættens spændingsmomenter udvikle den handicappede og øge hans livskvalitet.

4.2. Socialt samspil med andre giver livsglæde
Dertil kommer så det sociale element: At samspillet med instruktører og kammerater – udover den føromtalte selvforglemmelse – stimulerer den handicappedes identitetsfølelse.
Ifølge en af ungdomspsykologiens mest benyttede teoretikere Erik H. Eriksson er unges identitetsdannelse en syntese mellem individuelle behov, drifter og følelser og samfundets krav og forventninger. Det medfører det han kalder ”positiv identitet”, dvs. ”en følelse af psyko-socialt velbefindende på grundlag af gensidig bekræftelse mellem individ og samfund” .
Igen ser vi altså det nødvendige samspil mellem elementerne i den unges livsverden. Overført på den handicappede medfører både indordnelsen under regler i den særlige sportsgren for handicappede og samspillet mellem andre handicappede efter generelle adfærdsnormer en positiv identitetsfølelse og velbefindende hos den handicappede – også en medvirkende årsag til øget livsmod og dermed livsglæde.

Så vidt den teoretisk/psykologiske argumentation. Men hvad siger den praktisk/statistiske dokumentation?

Ud over de psykologiske og fysilogiske teorier havde vi brug for at undersøge om handicappede med god kontakt til omvenderdenen fik øget livsmod og om handicappede med begrænset kontakt til omverdenen mistede livslysten.

5.1. Kvalitativ undersøgelse sandsynliggør
Det var meget svært at finde statistisk dokumentation. Handicapidrætsforbundet henviste til Handicapidrættens Videnscenter , der kun kunne give en generel vurdering som citeret i artiklen. Denne vurdering bekræfter vor påstand om at handicapidræt øger livskvaliteten for handicappede og bygger på ”masser af portrætter” der ligner Jacobs historie. Handicapidrættens Videnscenter har netop udgivet bogen ”Vi er med”, med udførlige portrætter af 10 handicappede unge, redigeret af Jette Lyhne. Altså en form for ”kvalitativ undersøgelse”, der går i dybden med handicappedes livsvilkår, ikke en kvantitativ undersøgelse, der bekræfter påstanden generelt.

5.2. Selvmordforskning giver et fingerpeg
Den yderste konsekvens af tab af livsmod er selvmord. Derfor havde vi brug for at gå til livsmodets diametrale modsætning, depressionen, der i yderste konsekvens betyder selvmord. I historien om Jacob ser vi selvmodstankerne banke på barnesindets dør: Hans far citerer åbenhjertigt, Jacobs udtalelse, at han ikke havde noget imod at blive kørt over af en bil.
Men Center for Selvmordsforskning i Odense kunne heller ikke bidrage med specificeret statistik om sammenhængen mellem handicap og selvmord og selvmordsforsøg. På centrets hjemmeside er flotte oversiger om alder, køn, social status og metode, men intet om handicap.
Derfor er vi overladt til vurderinger af centrets statistiker, Børge Jensen, som citeret. Han uddyber:
”Der har været lavet en del undersøgelser, der påviser en forøget risiko for selvmordsadfærd hos mennesker med fysiske handicaps evt. som følge af alvorlige sygdomme og ulykker. En forøget risiko for selvmord ses hos mennesker der eksempelvis lider af sklerose, har beskadiget rygmarven , har haft en hjerneblødning eller blodprop i hjernen ”
”Fysisk handicappede kan være en risikogruppe”, siger han forsigtigt i interviewet. ”Især unge handicappede udgør en risikogruppe, for de vil typisk have sværere ved at tackle det at være handicappet”. Og uddyber:
”Et fysisk handicap kan medføre et tab af sociale aktiviteter, fritidsaktiviteter, afhængighed af andre, og kan resultere i et lavt selvværd. Lavt selvværd ses ofte hos selvmordstruede mennesker. Især i ungdomsårene har mange faktorer indflydelse på selvværdet”.
Udtalelsen ”Vi kender det fra sklerosepatienter, altså personer der ved de før eller siden ender i en kørestol, at de står i risikozonen for selvmord” er således den bedste rygdækning vi kan få fra Center for Selvmordsforskning.

5.3 Norsk undersøgelse viser nye sammenhænge
Men heldigvis lavede Lars Grue fra forskningsinstituttet NOVA i 1998 rapporten ”Funktionshæmmede unge og livskvalitet”, baseret på en undersøgelse af 10.000 ”almindelige” unge mellem 13 og 20 år sammenlignet med ca. 320 funktionshæmmede unge i samme aldersgruppe . Han påviser, at handicappede godt nok er mere isolerede end andre, men at dette skyldes at forældrene er overbeskyttende. Denne adfærd har indflydelse på de unge handicappedes selvværd, der ellers i udgangspunktet ikke er anderledes end ”normale” unges:
”Rapporten viser at det er store likheter mellom de to gruppene ungdom, men også viktige forskjeller… Det er ingen klare holdepunkter for å hevde at fysisk funksjonshemmet ungdom har et dårligere selvbilde, dårligere psykisk helse eller lavere livskvalitet enn ikke-funksjonshemmet ungdom” . ”Disse forskjellene kommer klarest til uttrykk gjennom en dokumentasjon av den større betydning foreldrene har for funksjonshemmet ungdoms selvbilde, psykiske helse og livskvalitet… foreldrenes atferd er den viktigste enkeltfaktor for å forklare variasjoner i selvbilde, psykisk helse og livskvalitet hos ungdom generelt. Men at betydningen er størst for funksjonshemmet ungdom”.
Den deraf følgende isolering medfører manglende ”jævnaldersamvær” og begrænser ”socialiseringsarenaerne” til hjemmet og skolen. I fritiden kniber det – som i Jacobs tilfælde, før han kom med i handicapidrætten.
I Norsk Lægeforenings anmeldelse af undersøgelsen, knytter Bente Wilmar fra Institutt for allmenn- og samfunnsmedisin ved Universitetet i Oslo en forbindelse til føromtalte psykologiske argument:
”Et interessant begrep når det gjelder ungdom og livskvalitet er såkalte “flow”-aktiviteter, som kan oversettes med den gode opplevelsen, basert på en aktivitet som oppsluker hele personen. For ungdom er “flow”-opplevelser sterkest knyttet til jevnaldergruppen” .

Altså igen selvforglemmelse i socialt engagement og den deraf følgende livskvalitet.

6.1. Skriveproces
Artiklen har gennemgået følgende faser mellem intuitiv skriveproces og bevidst komposition:
1. Researchsamtale med handicapkonsulent i Ribe Amt Carsten Mortensen efter diplommodulets første seminar: Formidlingens forudsætninger. Beslutning om at vælge en bærende case som kan involvere læserens følelser, skabe lyst til at læse videre og – viste det sig under interviewet – sætte det i perspektivet liv og død . At der skulle være en person vidste jeg også udfra nyhedskriterierne .
2. Egen observation af bordtennis for handicappede og el-hockey for svært handicappede samt interview med Jacob Jensen og hans far Leif Jensen samt Carsten Mortensen. Herefter skrev jeg artiklen pr. intuition med kun det in mente, at fortællingen skulle drive artiklen fremad og pakke de vigtige men kedelige informationer ind. Det skete efter andet seminar: Formidlingens logik, og resultatet blev en kombination af ”den tredje fortællemåde” , et enkelt strejf af ”Wall Street Journal-guiden ”, og ”Koch’s boks”, også kaldet ”nyhedsbuffeten” .
3. Uddybende research for at øge min baggrundsviden og skabe rygdækning for min påstand. Dette skete efter 3. seminar om Stilistik. Omskrivning af artiklen med disse informationer, samt opstramning af fortællemodellen, der her udelukkende er ”den tredje fortællemåde”

6.2. Fortællemodel
Elemeterne i ”den tredje fortællemåde” ser sådan ud i artiklen:

6.3. Kilder:
I artiklen er både anvendt egen observation, mundtlige og skriftlige kilder: Jeg oplever Jacob Jensen ”hujende og heppende” i sin el-hockeystol, jeg interviewer Jacob og hans far, Leif Jensen, samt handicapidrætskonsulent i Ribe Amt Carsten Mortensen og videre Ninna Holst fra Handicapidrættens Videnscenter og Børge Jensen fra Center for Selvmordsforskning. Jeg studerer udvalgte passager i Psykologibogen fra Gyldendals undervisning (se fodnoter) og fysiologen Arne Sivertsens Barn i Vekst, Universitetsforlaget, der begge bruges som pensum på danske lærerseminarier. På Internettet studerer jeg et resume´og en anmeldelse af Lars Grues undersøgelse Funksjonshemmede unge og livskvalitet, Ad Notam, Gyldendal.
Der er egentlig kun erfaringskilder og ekspertkilder i artiklen, fordi både erfaringskilderne, Jacob og hans far, og ekspertkilderne, konsulent, bibliotekar, statistisker og sandsynligvis også forsker, er enige om, at handicapidræt er en god idé. Ikke mærkeligt, da det er en oplysende artikel opbygget på konsensus.
Der er forholdsvis meget fakta i artiklen, hvilket er naturligt for en oplysende artikel . Disse fakta kommer i forlængelse af hinanden og er ikke diskuterende. Blot kommer Lars Grues undersøgelse om forældrenes betydning for handicappede unges livsvilkår ind som en eksra dimension, en forklaring på, hvorfor handicappede unge har brug for et ekstra løft for at komme ind i det sociale liv.
Som oplysende artikel har den naturligvis også faktabokse, en definition af artiklens hovedbegreber: muskelsvind og livsmod.

6.4. Retorik
Der er en balance mellem logos og etos i artiklen. Logos appellerer til læserens intellekt, der både logisk kan slutte sig til den handicappedes livsvilkår og blive bekræftet herom. Jacob er ensom og deprimeret og hilser idrætstilbudet velkommen. Faktaoplysningerne bekræfter at dette er generelt for handicappede. Etos appellerer til følelserne, hvor både Jacob med sin gammekloge facon og handicapidrætskonsulent med sit eget personlige handicap fremstår troværdige. I journalistik, og især i den oplysende artikel, levnes kun beskeden plads til patos. Patos skal så at sige ligge i etos troværdighed logos’ argumentation, jfr. Jürgen Habermas: Ikke dogmatisk diskussion (jeg har ret), heller ikke anarkistisk (du har fejl), men argumentativ (argumentet må bevise sig selv) .

Artiklens etos (primært Jacob og konsulenten) og logos (primært den humanistiske psykologi og den norske undersøgelse) har bekræftet artiklens hovedpåstand: Handicapidrætten giver den handicappede livsmod på trods af dennes håbløse fremtidsudsigter.

Formidlingens forudsætninger, Kompendie, CFJE 2004
Formidlingens logik, Kompendie, CFJE 2004
Mikkel Hvid: Fascinerende fortælling. Den journalistiske feature. CFJE 2002.
Mikkel Hvid: Kildekompasset – om at udnytte journalistiske kilder korrekt (Essay)
Peter Kramhøft: Journalistik med omtanke, Forlaget Ajour 2000
Christian Koch (red.): Forstå verden, Samfundslitteratur 2002, s. 221
Psykologibogen, Gyldedal Undervisning, 1993
Arne Sivertsen: Barn i Vekst, Universitetsforlaget, 1980