Hvem kan bruge en kirke?
Seks kirker i København skal lukkes. Realdania har vurderet mulighederne for brugen af disse kirkebygninger, og Kirkefondet ser nye muligheder for både de aktive og de lukkede kirker.
Kan en tidligere kirke bruges som teater, børnehave eller værested, hvis de kirkelige handlinger ikke længere finder sted? Realdania og Kirkefondet har vurderet mulighederne på vegne af Dansk Bygningsarv i samarbejde med Varmings Tegnestue.
I København er fire kirker nu blevet lukket, og yderligere to er indstillet til lukning.
Senere kan det også blive aktuelt at tale om kirkelukninger andre steder, selv om kirkeminster Marianne Jelved for nylig har sagt, at tiden ikke er inde til det endnu.
Gavner lukninger?
De københavnske kirkelukninger skyldes folkekirkens faldende medlemstal og indtægter. Men når nogle kirker lukker, er det for at andre kan blomstre, understreger generalsekretær i Kirkefondet, Henrik Bundgaard Nielsen.
– I Kirkefondet ser vi gerne, at de tidligere kirker kan være ramme om fx socialt hjælpearbejde eller kulturelle aktiviteter. Der er rundt om i mange af landets kirker, sognegårde og menighedslokaler et væld af forskellige aktiviteter, hvilket viser, at kirken fortsat har stor opbakning i befolkningen og en vigtig rolle at spille, pointerer generalsekretæren.
Seks kirker til salg
Som svar på udfordringerne indstillede stiftsrådet i Københavns Stift den 6. februar 2013 14 kirker til lukning.
I september 2013 meddelte kulturminister Marianne Jelved, at seks københavnske kirker – Samuels Kirke, Blågårds Kirke, Utterslev Kirke, Bavnehøj Kirke, Absalons Kirke og Gethsemane Kirke – skulle lukke. Fem af disse er nu sat til salg.
Dyre i drift
Realdania har udregnet de gennemsnitlige driftsomkostninger pr. kvadratmeter i forhold til hvilken kirketype, det drejer sig om:
Pragtkirkerne (som er kirker opført i tiden mellem 1536 og 1849) koster 820 kr. pr. kvadratmeter.
Bykirkerne (opført mellem 1849 og 1930) koster 760 kr. pr. m2, forstadskirkerne (opført efter 1930) koster 680 kr. pr. m2 og landsbykirkerne, (der er opført før 1536 og udgør 73 procent af de danske kirker) koster 660 kr. pr. kvadratmeter
Til sammenligning koster det 560 kr. pr. kvadratmeter at drive en skole, 550 kr. pr. kvadratmeter at drive en idrætshal og 700 kr. pr. kvadratmeter at drive et museum, oplyser Realdania.