Det sidste farvel fra dødscellen

Næste år kan vi fejre 70-årsdagen for afslutningen på Anden Verdenskrig og Danmarks befrielse. I denne kronik mindes de tapre modstandsfolk, der ofrede livet i kampen mod undertrykkelsen og for menneskelighed.

”Her er London … I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig …”

Om aftenen den 4. maj 1945 kl. 20:30 nåede frihedsbudskabet Danmark gennem det danske nyhedsprogram på radio BBC, og speakeren Johannes G. Sørensens berømte ord gik tydeligt igennem de tyske støjsendere.
Fem års tysk besættelse var slut, og meddelelsen udløste en eksplosion af glæde og begejstring overalt i landet. Klokken 8 den næste dag trådte kapitulationen i kraft, og alle landets kirkeklokker begyndte at ringe frihedsbudskabet ind.
Men glæden var iblandet sorg over de mange frihedskæmpere, der mistede livet for deres indsats i modstandsbevægelsen.
Allerede tidligt under besættelsen turde en flok halvvoksne skoledrenge i Aalborg, Churchill-klubben, udfordre tyskerne med ildspåsættelse, hærværk og våbentyverier, og historien spredte sig som en løbeild over hele landet. Beretningen om drengenes illegale aktioner vakte beundring som en Davids kamp mod Goliat og inspirerede mange unge til at gå ind i modstandskampen.

Ungdommen viser vejen

En af skoledrengene sagde under retssagen: ”Når de ældre ikke kan eller vil, så må vi vise, at der er krummer i den danske ungdom. Det er mod Danmarks fjende, at vi har handlet – og det er vi stolte af.”
Modstanden spirede og viste sig i demonstrationer, illegale blade og småsabotage, der efterhånden tog til i styrke og viste sig stadigt mere effektiv.
Få uger senere følte Socialdemokratiets ledende skikkelse, statsminister Vilhelm Buhl, sig kaldet til at gå til mikrofonen i det nye radiohus i Rosenørns Allé. En råkold efterårsdag midt under besættelsen – den 2. september 1942 – holdt han med alvorstung stemme sin historiske antisabotagetale til det danske folk.
Mange lyttede, da landets førstemand i stærke vendinger fordømte modstandsbevægelsens sabotageaktioner og opfordrede befolkningen til at angive sabotørerne til politiet:
”Sabotage er en af de alvorligste forbrydelser, der kan begås mod et krigsførende land, og i almindelighed kendes der for sådanne forbrydelser i de krigsførende lande kun én straf, nemlig dødsstraf …”
Vilhelm Buhl stemplede uroen og modstanden imod tyskerne til at være drengestreger lavet af uforstandige og ubesindige unge: ”Vær med til at gøre det klart for alle, og navnlig for de unge, at dén, som begår sabotage eller hjælper med dertil … handler mod sit fædrelands interesse.”
Så var der mere idealisme at spore hos fædrelandets unge, der i kampen mod tyranni og undertrykkelse havde modet til at lytte til hjertet, når samvittigheden krævede det.

En af disse unge var den 18-årige Benny Randau Mikkelsen, der blev dømt til døden af en tysk krigsret for deltagelse i sabotage og illegale modstandsaktiviteter, og han blev henrettet i Ryvangen den 26. maj 1944.
Benny Randau Mikkelsen havde gået i Valdemargades Skole i Århus og var kommet i lære hos en lokal radioforhandler, Bendixen, for senere at blive udlært som cykelmekaniker hos Larsens Cykelforretning. Midt under besættelsen sluttede han sig under dæknavnet Sørensen til modstandsbevægelsen, og trods sin unge alder tog han ivrigt del i det illegale modstandsarbejde. Men tyskerne kom på sporet af ham, og han blev taget og indsat i Vestre Fængsel.

Den tunge pligt

Kort før henrettelsen den 26. maj 1944 skrev Benny et brev til sine kære, nedkradset på gråt indpakningspapir og smuglet ud af cellen:
”Kære allesammen!
Jeg er i Gaar blevet dømt til Døden af den tyske Krigsret på Dagmarhus … En mærkelig Følelse kom op i mig. Ikke en Følelse af Forfærdelse og Angst for at dø, men et blindt Had og Raseri mod disse grusomme Bødler. Jeg bekendte ikke noget og har ikke opgivet nogle Navne …
Jeg skal dø. Jeg skal dø. Aah, lille elskede Mor, jeg skal dø, men det bliver med Stolthed og Danskhed i mit Hjerte. Jeg ved, at vi vil sejre, vi skal, maa og kan sejre …”
Få timer senere fik den 18-årige lov til at skrive en kort besked til sine forældre, og han gjorde sit bedste for at trøste dem:
”Jeg ved, jeg har haft nogle prægtige Forældre og en god og sød Broder, men Døden skal ikke skille, kære lille Mor, fat nyt Mod for Faders og Fredes skyld … Jeg tænker paa Jer i min sidste Stund, I kære. I kære, en sidste Hilsen til Jer fra Jeres søn
Benny.”

En anden af frihedskampens store skikkelser var matematiklærer ved Skovshoved skole, Svend Otto Nielsen, der under dæknavnet John var leder af en større modstandsgruppe i Holger Danske.
Paradoksalt nok var det netop Vilhelm Buhls historiske antisabotagetale i september 1942, der åbnede Svend Otto Nielsens øjne for modstandskampens berettigelse og fik ham til at gå ind i det illegale arbejde, hvor han hurtigt kom til at spille en central rolle.
Men i slutningen af december 1943 blev han stukket af syerske Hedvig Delbo, der indkasserede kr. 20.000 fra Gestapo for at angive ham. Han blev taget af tyskerne efter en heftig ildkamp på hjørnet af Ryesgade og Østerbrogade i København, ramt af syv kugler i kroppen, mens en kugle knuste en lårknogle.
Al lægehjælp blev ham nægtet, og han blev i stedet smidt direkte i en celle i Vestre Fængsel. I flere måneder måtte han ligge på en madras gennemsølet af blod og materie fra skudsår, kun afbrudt af brutale forhør og mishandlinger.
For at få oplysninger ud af ham yndede Gestapomanden Walther Falkenberg at sparke med fuld kraft på hans ødelagte ben og vride benet rundt. Når Svend Otto Nielsen mistede bevidstheden, blev der smidt en spand koldt vand over ham – og torturen kunne fortsætte.
Han gennemgik forfærdelige pinsler, men holdt stand og røbede intet. Den første måned tilbragte han i en enecelle, hvor han ikke kunne røre sig for smerter. Ingen hjalp ham på toilettet, han måtte ligge i en pøl af urin og afføring, og stanken var ubeskrivelig.

Udfrielsen

Om morgenen den 27. april 1944 fik hans lidelseshistorie sin afslutning, da han blev vækket i sin celle af tyske kommandoråb og støvletramp på gangen. Han vidste kun alt for godt, hvad der nu forestod og bad om pen og papir for at skrive et afskedsbrev til sine kære.
”Elskede Grethepige og lille Kirsten!
Om et Par Timer er jeg ikke mere. Guds Vilje ske. Jeg er blevet klar over, hvad vor lille Datter har betydet for os, aa, hvor jeg dog ønsker at tage hende i mine Arme og trykke et Faderkys paa hendes Kind, den lille Trold, nu maa du gøre det for mig …”

Han blev slæbt ud af fængselscellen og i al hast ført til henrettelsespladsen i Ryvangen, bundet til en fyrretræspæl og henrettet ved skydning. Ved opbydelse af sine sidste kræfter lykkedes det ham at holde sig oprejst under henrettelsen.
Svend Otto Nielsen – en af modstandskampens sande helte – ligger begravet i Mindelunden i Ryvangen.
Hedvig Delbo, der havde angivet Svend Otto Nielsen til Gestapo, skiftede navn og identitet, men blev genkendt og likvideret den 9. marts 1944. En modstandsgruppe fra Holger Danske sporede hende til Sankelmarksgade på Vesterbro, hvor hun under navnet Dam havde lejet sig ind på 2.sal.
Gestapomanden Walther Falkenberg blev efter krigen anklaget for at have tortureret Svend Otto Nielsen næsten til døde og for deltagelse i mordet på 11 frihedskæmpere på en øde landevej ved Roskilde. Men tiden arbejdede for Falkenberg, og mildere politiske vinde kom ham til gode. Han blev dømt til 20 års fængsel ved byretten, 12 år ved landsretten, men fik nedsat straffen og blev benådet og udvist efter 5 år.
Derimod kunne Vilhelm Buhl ved krigens afslutning krone en smuk politisk karriere med udnævnelsen til statsminister i befrielsesregeringen i 1945. Den samme Buhl, der få år tidligere havde fordømt modstandsbevægelsens sabotageaktioner og opfordret til at angive modstandsfolkene til myndighederne.