Modeshow forbudt i kirken
I forbindelse med sidste uges modeuge i København spankulerede langbenede modeller op og ned ad et podie til tonerne af et gospelkor i forbindelse med et modeshow, der blev holdt i Brorsons Kirke på Nørrebro.Tøjfirmaet havde betalt for at benytte kirkerummet, og udover gospelkoret var der for så vidt intet kirkeligt indhold i showet. Derfor har Københavns biskop Erik Normann Svendsen nu meddelt kirkens præst og menighedsråd, som havde givet tilladelse til modeshowet, at arrangementet var i modstrid med folkekirkeloven.
Ungdomspræst Per Ramsdal har argumenteret for, at der var tale om et kulturelt arrangement, men den forklaring køber biskoppen ikke.
– Jeg finder, at et modeshow med tøj fra et bestemt navngivent firma end ikke kan kaldes et kulturelt arrangement. Kort og godt hører et modeshow ikke hjemme i kirken, skriver han i sin afgørelse.
– ole