Miriam ledte 87 unge på Hawaii

Miriam Grith Steiner på YWAMs hovedbase i Kona, Hawaii. I baggrunden ses flagene fra alle verdens nationer. De symboliserer den store bases mange nationaliteter samtidig med, at de er en påmindelse om Jesu missionsbefaling om at nå ud med evangeliet til alle verdens mennesker.
Miriam Grith Steiner på YWAMs hovedbase i Kona, Hawaii. I baggrunden ses flagene fra alle verdens nationer. De symboliserer den store bases mange nationaliteter samtidig med, at de er en påmindelse om Jesu missionsbefaling om at nå ud med evangeliet til alle verdens mennesker.

24-årige Miriam blev kastet ud i at lede 87 unge på Discipel Trænings Skole på Hawaii. Det var en hård og intens læreproces, som hun nu er glad for, at hun sagde ja til.

Miriam Grith Steiner fra Hillerød blev kastet ud i lederskab i en meget ung alder. Det skyldes først og fremmest et kald fra Gud, for hun ser ikke sig selv som en leder. Men det blev hun.

Miriam har netop ledt sin første Discipel Trainng School, som foregår under missionsorganisationen YWAM, som primært er for unge. Hun bor på hovedbasen på det smukke Hawaii i byen Kona.
Miriam har tidligere været medhjælper på to DTS’er, så det var ikke en helt ny oplevelse. Alligevel var det en stor udfordring for den kun 24-årige kvinde at skulle være leder:
– Det har været rigtig godt. Det har været meget udfordrende – en af de mest udfordrende ting, som jeg nogensinde har gjort, indrømmer Miriam.
– Jeg har virkelig skullet træde ud af min ”comfort-zone”. Jeg er ikke super glad for at stå foran en masse mennesker, og jeg er ikke super glad for at skulle lede en hel klasse af elever. Vi havde 87 elever, så det er alligevel mange.
– Men det er ikke min stærke side at skulle gøre de ting, siger hun og forklarer, at mange af de administrative og organisatoriske ting ikke ligger tæt på, hvad hun er god til og finder let at gøre. Hun brænder i stedet mere for discipelskab.
Alligevel er hun glad for, at hun har gjort det. Da de forskellige teams kom tilbage fra ”outreaches”, som er 3-måneders missionsture, mindre grupper på 5-10 tager på rundt i hele verden, så begyndte det at give mening:
– Så var det ikke bare en masse hårdt arbejde. Der var et mål med det. Folk har hørt om Jesus, folk kender Jesus på grund af det, siger hun.

Ser ikke sig selv som en leder

Man skulle tro, at Miriam efter sådan en omgang har haft en lyst til at være leder hele livet. Men sådan forholder det sig slet ikke.
– Det har taget tid at komme til et sted, hvor jeg var tænkte: ”Ok, jeg er en leder”. Det var ikke sådan, at jeg søgte efter at være i den position. Det blev givet til mig. Og så sagde jeg: ”Okay, Gud. Er det det jeg skal?” Og det følte jeg, at det var. Så måtte jeg jo træde ud i det, selvom jeg ikke følte mig så sikker i det, smiler hun og tilføjer:
– Men jeg har ikke søgt efter det, for jeg ser ikke mig selv som en leder. Hvis jeg skal være helt ærlig, griner hun.
Det har siden ændret sig lidt.

Unge ledere er både godt og dårligt

Hos YWAM bliver man hurtigt kastet ud i ansvaret som leder, modsat i Danmark, hvor man ofte skal igennem en længere ledertræning.
Mange gange går det godt, men der er også mange, som har været på en DTS, som har oplevet dårlige ledere, der påvirkede gruppen negativt. Er der overhovedet nogen fordel i at være en ung leder?
– Jeg synes, det er både-og. Jeg ser gode sider og dårlige sider. Den gode side er, at for mig, så krævede det, at nogen sagde: ”Du kan godt, Miriam.”Jeg ser det her potentiale i dig og jeg skubber dig til, at du når dette potentiale.” De gav ikke op. For mig var det noget som jeg havde brug for.
– På den anden side, ved jeg, at folk har dårlige oplevelser med unge som ledere, fordi de ikke har nogen træning, siger Miriam.

Hjælper nye ledere

Erfaringen har dog gjort, at Miriam nu er blevet en del af staben i ’Leadership Track’, som er et 3 måneders træningsprogram for nye unge ledere.
Her prøver de at forberede de unge til at være ledere. Desuden har Miriam lavet forskelligt praktisk arbejde på den store hovedbase, som ligger i Kona på Hawaii. Undervisningen står man dog ikke for. Der kommer ledere fra hele verden og underviser.

Det vigtigste er Jesus

Miriam er opvokset i et kristent hjem og kom fast i kirke. Men på HF blev hun i tvivl og følte ikke, at hun passede helt ind blandt de kristne i KFS på gymnasiet.
Men da hun kom til basen i Kona for at tage et fotografi-kursus, så hun, hvordan alle i hendes klasse var meget passionerede omkring Jesus. Hun følte sig hjemme – og det smittede:
– Det var på en måde, som jeg ikke kendte ham (Jesus red.). Og jeg tænkte: Det vil jeg gerne have. Jeg vil kende Jesus på den måde. Jeg vil ikke lade andre ting komme i vejen for at skulle kende Jesus.
Og trods udfordringerne som leder, så er der ingen tvivl om, hvad Miriams fokus nu er:
– Jeg har set unge mennesker fra hele jorden komme her, møde Jesus, og så tage ud til 14 forskellige lande og fortælle andre mennesker om Jesus. Jeg har set muslimer komme til Jesus. Jeg har set folk blive helbredt. Og det med at kunne elske andre mennesker. Dét er fantastisk! Det er derfor, jeg gør det jeg gør, siger hun begejstret.