Før præsidentvalget – ‘Israelerne væmmes ved deres politikere’

Knessets 120 medlemmer stemmer idag i præsidentvalget – det mest skandaleramte i Israels historie – og mange israelere siger ved optakten til valget, at de “væmmes ved deres politikere”.

Næsten hver dag har haft sin skændsel – af oprindeligt otte præsidentkandidater har de to trukket sig: Likud-politikeren Silvan Shalom for en påstået sex-overtrædelse og sidst Arbejderparti – politikeren Binyamin Ben-Eliezer i en korruptionsaffære.

Løbet er vidtåbent, og alle tilbageværende fem kandidater – tre mænd og to kvinder – har en chance for at blive landets statsoverhoved i de næste syv år, som efterfølger for den 90-årige Shimon Peres, der forlader sit embede den 27. juli.

Spidskandidaten er Likud-politikeren, tidl. knessetformand Reuven Rivlin, tæt fulgt af Hatnua-politikeren, tidl. finansminister Meir Shetrit og de to Dalia’er – tidl. højesteretsdommer Dalia Dorner og tidl;. fungerende knessetformand, Dalia Itzik.

Den femte kandidat, Nobelprisvinderen (i kemi), professor Dan Schechtman, menes ikke at have en reel chance.

Den israelske avis “Yediot Aharonot: skriver idag, at befolkningen er frustreret og føler sig latterliggjort over deres politikeres optræden.
– Den manglende respekt for præsidenbtembedet, vi har oplevet i de sidste måneder er utrolig, hedder det i artiklen. Løbet har fremkaldt en utrolig følelse af væmmelse. Befolkningen vågner hver dag op til en ny skandale. Det er en moralsk degeneration. Hvad kan vi forvente. Hvis vi havde et normalt parlament og mere attraktive kandidater, ville den offentlige afsky måske have haft en indflydelse – men præsidentens ansigt afspejler knessets ansigt – og det er ikke godt. Det eneste gode er, at denne udvælgelsesproces har fundet sted før valget.

På tærsklen til valget har politiet åbnet en bankboks tilhørende Ben- Eliezer. Den indeholdt 600.000 dollars, som han aldrig havde oplyst om til skattemyndighederne.