Flere var sammen på vej
Baptisterne og Missionsforbundet holdt for andet år fælles sommerstævne på Lindenborg.
Baptister og missionsforbundere holdt for andet år i træk fælles stævne på Lindenborg. I alt knap 1700 deltog og nød de smukke omgivelser og det gode vejr.
Af de 1700 deltagere, som mødtes om temaet ”Sammen på vej”, var knap en tredjedel børn og unge. Det er en markant stigning fra sidste år.
Stærke kald
Der var mange stærke budskaber og kald til både omvendelse og tjeneste. Missionsforstander John Nielsen fra Det Danske Missionsforbund og generalsekretær Lone Møller-Hansen fra BaptistKirken talte om Kristus-løse kirker, der skaber kirkeløse kristne. Og ugen igennem var der mange muligheder for at lytte til Guds kald til at slå følgeskab med Jesus.
De profetiske ord, som kom igennem det profetiske team, talte klart om kaldet til de ældre om at stå ved at være åndelige mødre og fædre – og kaldet til de unge om at give plads til de ældres visdom og erfaringer.
Baptist-jubilæum
I år kunne Danmarks ældste frikirke, BaptistKirken, holde jubilæum – sidste år markerede Missionsforbundets deres 125 års jubilæum. Den 27. oktober er det 175 år siden, at de første baptister blev døbt, og et par dage efter blev den første danske frikirke etableret.
Jubilæet blev markeret onsdag den 23. juli i Jubilæums-indsamlingens navn. Som eftermiddagens konferencier bemærkede, ”er det os, der har fødselsdag, men andre skal have gaverne.” Den dag blev der samlet mere end 156.000 kr. ind til de to projekter, som jubilæumsindsamlingen støtter.
Målet for indsamlingen er 175.000 kr., og allerede nu kan baptisterne hæve målet, da flere menigheder knap er gået i gang. Projekterne støtter forældreløse børn i Rwanda og Burundi og forebyggelse af mindre naturkatastrofer i Burma.
Hans Anker Jørgensen havde skrevet en jubilæumssalmesalme til baptisterne, som på usædvanlig vis kæder de to fødselshjælpere Shifra og Pua fra 2. Mosebog 1 med kaldet til baptister og andre kristne i dag under overskriften ”Hvad er vi sat i verden for?”
Under showet afsløredes også vinderen af jubilæumskage-konkurrencen. Det blev den 11-årige Amanda Kvist fra Nørresundby, som lagde opskrift til den kage, der blev serveret for alle 1200 deltagere.
BaptistKirken havde også udskrevet en logo-konkurrence. Vinderen blev grafikeren Ann Bergsmann’s forslag, et brudt hjerte. BaptistKirkens Landskonference 15. november skal afgøre, om dette logo skal erstatte det logo, der har været baptisternes de sidste 25 år.
På vej til Emmaus
Emmaus-vandringen var omdrejningspunktet for hele ugens undervisning – og det blev spændende og meget forskellige udlægninger, bl.a. af pilgrimspræst Elisabeth Lidell og præst Ole Skjerbæk Madsen, der talte om Christfulness.
Som noget nyt var der et helt gospelspor på stævnet, hvor der ikke kun blev sunget, men også talt om nye former for fællesskaber omkring gospelmusikken og de mennesker, den tiltrækker.
To nye præster
To unge præster blev torsdag aften ordineret til præstetjeneste i Missionsforbundet.
Det var Gert Bjørsted, præst med særligt ansvar for børn og unge i Vestermarkskirken i Grindsted, og David Højgaard, pt. frivillig børne- og ungdomspræst i Kaas Frikirke, men også involveret i Bethaniakirken i Aalborg, og med planer om at blive pionerpræst i en menighedsplantning i Nørresundby.
Den svære samtale
De to kirkesamfund holdt hver deres Landskonference/repræsentantskabsmøde på Lindenborg.
Den svære samtale omkring holdningen til vielse eller velsignelse af homofile, som især er aktuel blandt baptisterne, er kun lige begyndt. Men man var enige om, at samtalen er nødvendig, og formand Bent Hylleberg foreslog, at man løfter dialogen ind i planlægningen af en synode – et kirkemøde, hvor der bliver god tid til at tale om ikke kun dette teologiske brændpunkt, men også andet, der handler om bibelsyn, bibelbrug og etik.
Det er ikke kun i Danmark, at baptistkirker kæmper for at finde fælles fodslaw. Med citater fra et dokument fra Baptisternes Verdensalliance sagde Hylleberg:
”Vi véd, at baptister er kendt for at have stor bredde, når det gælder meninger og synspunkter på mangt og meget, også på det, der er ’sandhed’.
Alligevel elsker vi og accepterer vi hinanden. Hvis vi opdager, at et synspunkt har alvorlige mangler, udfordrer vi hinanden som medlemmer af den samme familie, hvor vi elsker hinanden frem for at betragte hinanden som fremmede og fjender. Selv det at rette på noget, der betragtes som fejlagtigt, må gøres med kærlighed”. Og han fortsatte:
”Kristne er fejlende mennesker, og vi er syndere, der er frelst af nåde. Derfor kan vi ikke hævde, at vor kundskab og indsigt er fri for fejl.
Vores påstande og overbevisninger må respekteres med ydmyghed og med bøn om, at den Hellige Ånd leder os, når vi samtaler og lytter til hinanden!”