’Bed for Irak – her foregår den værste massakre siden Holocaust netop nu’

I går blev over 1500 mennesker dræbt, og folk lever i frygt, fortalte præsten fra Iraks sidste anglikanske kirke den 12. august.

– Hvis jeg nu skulle bede folk om ikke at rejse herfra, ville det være som at sige: I må være parate til at dø for jeres tro, siger Bagdad-præsten Andrew White.

Selv afviser White at forlade Irak, hvor han leder landets sidste anglikanske kirke, St. George Church, som har eksisteret siden 1864.
Præsten har ved flere lejligheder bevist sin store sans for humor, bl.a. i en beskrivelse af, hvordan hans liv ville have været uden arbejdet i det krigshærgede Bagdad:
– Så havde jeg nok siddet ved mit bord i Cambridge og skrevet kedelige bøger, og jeg ville have stået på prædikestolen og holdt kedelige prædikener for folk i umagelige kirkebænke!
Men White ler ikke, når han nu fortæller om dagligdagen i Irak efter terrorgruppen Islamisk Stats (IS) ankomst:
– Før i tiden sagde jeg til folk her: ’Jeg vil ikke forlade jer, og I skal heller ikke forlade mig’. Men det kan jeg ikke længere sige, fortæller Andrew White, som har været præst i Bagdad-menigheden siden 1998.
Hans menighed plejede at have 6.000 medlemmer, men nu er tallet nede på 4.800, fordi mange er blevet dræbt i løbet af de sidste 10 år.

Hemmelige IS-celler

Siden IS kom, er trusselsniveauet blevet stærkt forøget:
– Hver eneste dag tænker jeg, at nu kan det da ikke blive værre. Men det gør det alligevel. I går (den 11. august, red.)blev over 1.500 mennesker dræbt.
Selv her i Bagdad er folk rædselsslagne på grund af det, det sker omkring os. IS har etableret hemmelige celler i Bagdad, og folk lever med alvorlige trusler, selv om de ikke befinder sig i de områder, som IS kontrollerer. Antallet af kidnapninger er steget voldsomt, og folk ved simpelthen ikke, hvad der kommer til at ske, forklarer White.

Gud hjælper

For Andrew White selv har kaldet til menigheden i Bagdad haft store omkostninger. Han lider af sklerose, og hans hustru og to børn bor i England. Men han har også oplevet Guds indgriben:
– Når Gud kalder dig til at være et sted, vil han også hjælpe dig med det praktiske. Gud har kaldet mig til at være her i Irak – og jeg får en behandling for min sygdom her, som jeg ikke ville kunne få i England.
En mand kom og sagde, at jeg skulle i behandling med stamceller, og det afviste jeg først, fordi jeg mente, det ville være uetisk. Men det viste sig, at han ville bruge mine egne celler i behandlingen. Den teknik havde aldrig været prøvet før, men det har fuldstændig ændret mit liv!

Stamcelleklinik i kirken

St. George Kirke driver den største klinik i Bagdad og sørger for mad og husleje til omkring 4.000 flygtninge.
– Nu har vi 3.700 patienter her. Der er også en stamcelleklinik i kirken, og vi har en tandlægeklinik. Vi behandler alle her, uanset deres tro. Og det viser folk Jesu kærlighed, fortæller White, der selv er uddannet anæstesilæge.
Præsten besøger sin familie i England en uges tid hver 6. uge. I mellemtiden er han dog ikke alene, da han har fem irakiske adoptivbørn i Bagdad.
Allerede før IS’s ankomst havde Andrew White og hans menighed 35 livvagter. De holder øje med hans egen sikkerhed, men er også altid på vagt i og omkring kirken. Alligevel er 100 af menighedens medlemmer blevet myrdet inden for de seneste år.

Irak var Edens Have

– Irak fylder utrolig meget i Bibelen, fortalte White i et interview i Canada i 2012.
Her lå Edens Have mellem floderne Eufrat og Tigris. Vi hører om Irak i forbindelse med Abraham, Israels andet eksil med Ezekiel, Daniel og hans venner og den stakkels evangelist, som kom med u-båd (henvisning til Jonas’ ankomst til Nineveh, red.).
Derefter kom ’den tvivlende Tomas’ og omvendte folk til troen på Jesus, forklarer White.

Det lykkeligste sted

I Vesten kender vi ikke noget til at lide for Kristus, mener Bagdad-præsten.
– Vi oplever farer her hver eneste dag. Alligevel er jeg på det lykkeligste sted overhovedet. I tror nok, jeg er gal. Det er jeg vel også, men det skulle Gud nok bruge for at få mig afsted.
Ellers havde jeg nok siddet ved mit bord i Cambridge og havde skrevet kedelige bøger! Vi har brug for at komme derud, hvor det er farligt, for at gøre det rigtige og se ting ske.
Jeg kunne fortælle om de farer, vi oplever for Guds rige. Men først og fremmest vil jeg sige, at vi altid skal gå i Den Almægtiges fodspor. Hvis du er for kedelig, vil ingen følge dig! understreger White.

At elske de onde

I vores kirke har vi 500 medlemmer, som er muslimer, foruden alle de kristne. Vi har nu en skole, en klinik og et stort nødhjælpsarbejde. Da jeg flyttede ind i den kirke, var det eneste levende en due!
Men nu er der så fuldt af Guds liv. Meget af vores forsoningsarbejde er ikke kirkens arbejde som sådan, men derimod mit arbejde, som jeg gør for den irakiske regering.
Det handler om at elske – også de onde mennesker. Det sagde Jesus, at vi skal. Vores fjender har tit prøvet at slå os ihjel. Men vi skal bogstaveligt talt vise dem kærlighed.
Vi må være i frontlinjen med forsoningen: Her gælder tre ord, som på engelsk begynder med et ’r’:
Relationships: Vi skal være folks venner. Relief: Vi skal hjælpe folk fysisk, med mad, lægehjælp og undervisning. Risk taking: Man kan ikke have med forsoningsarbejde at gøre uden at risikere noget. Man må gå ud over den grænse bare at hjælpe, så man begynder at tage chancer, understreger Andrew White.

Holocaust

Den 9. august skrev White på Facebook:
”Omfanget af forfølgelserne her i Irak kan ikke beskrives. Massakrene, korsfæstelserne, voldtægterne. Den mest forfærdelige massakre på uskyldige mennesker siden Holocaust.”
Han oplyste også, at søndagens gudstjeneste i St. George’s kirke ville stå i bønnens tegn og gælde tre begreber, som på engelsk begynder med ’P’: Protection, Provision og Perseverence (beskyttelse, forsørgelse og udholdenhed).

Gud er vor tilflugt

Andrew White modtog i 2012 ’The International First Freedom Award’ for arbejdet med at samle forskellige religiøse grupper. Nogle af disse møder er foregået i København med støtte fra Det danske Udenrigsministerium.
I maj 2014 modtog White en Wilberforce Award for sit arbejde for Iraks regering og hele den irakiske befolkning. I forbindelse med prisuddelingen fortalte han om sin kirkelige baggrund: ’Min far var baptist, og min mor var pinseven. Så jeg tog konsekvensen og blev karismatisk anglikaner.’
Søndag den 17. august, netop hjemkommet fra en rejse til England, hvor en søn nu er blevet optaget på Cambridge University, prædikede den modige præst over teksten fra Salme 46:
Gud er vor tilflugt og styrke, parat til at hjælpe i svære tider.