Syv trin til et let liv

Af Eva Jørgensen Journalist
Af Eva Jørgensen
Journalist

”Ni lifehacks”, ”Ti ting du skal gøre for at leve længere” eller ”Sådan får du den perfekte krop med fem hurtige ændringer”.

Nettet flyder over af gode råd, og vi deler dem gerne med hinanden på Facebook og andre sociale mediesider.
Men jeg må indrømme, jeg har narret dig lidt. For der findes desværre ikke syv trin til et let liv. Og hvis der gjorde, ville jeg ikke sælge dig dem her.
Måske syv trin til et lettere liv kunne være realistisk. Så skulle nogle af trinene være ”Sørg for at være af kaukasisk udseende”, ”Flyt til et land med stort sikkerhedsnet” eller ”Bliv rig”. Men selv den slags overordnede gode råd løser ikke alle vores problemer. Vi kan ikke bare undgå sygdom eller smerte og afsavn. De ting er en del af pakken ved at være menneske.
Hvis de ”Syv trin til et let liv” skulle gå i en anden – og meget populær retning, ville de måske hedde: ”Sørg for at være til stede i nuet”, ”Vær hurtig til at tilgive”, ”Knyt dig ikke til materielle ting” eller ”Spis til du er mæt”. Men selvom disse valg kan være sunde, og nogle af dem endda er inspireret af Mesteren selv, så fjerner de ikke alt det svære som ved et trylleri.
Ja, man kan komme langt med en positiv attitude, både overfor sig selv og andre, og en god indstilling til at arbejde. Men det fjerner ikke hverken de små eller store bump på vejen. Forelskelse kan gå over, dine venner kan svigte, og dine penge kan slippe op. Det sker både for onde og mindre onde mennesker.
Salmedigteren Kingo, som selv havde oplevet sin del af smerte og lidelse, satte præcise ord på i en salme.
Sorrig og glæde, de vandrer til hobe,
lykke ulykke – de ganger på rad.
Hver mand har sit, stort eller lidt –
Himlen alene for sorgen er kvit.

Sagt lidt populært slår salmen fast, at lort og lagkage har det med at følges ad her i livet, og der er ikke så meget at gøre ved det. Til gengæld minder han os om ”La Grande Finale” – den store fest, som venter, når livet her er slut. Måske vi stadig har brug for at blive mindet om det her adskillige århundreder senere? Også selvom den overskrift sælger knap så godt på de sociale medier.