ISIS krigskasse vokser med 3 mio. dollars dagligt

Ifølge amerikanske efterretningskilder vokser terrorgruppen ISIS’ krigskasse med over 3 millioner dollars dagligt ved smugleri, menneskehandel og pengeafpresning.

Kilder siger til det amerikanske nyhedsbureau AP, at ISIS (Islamisk stat), som engang var afhængig af penge fra velstående donorer ved den Persiske Golf, nu er blevet en finansiel kolos, der tjener millioner af dollars ved oliesmugling, handel med mennesker og afpresning.

Terroristgruppens ressourcer overgår alle andre terroristgrupper i historien, siger en amerikansk kilde.

ISIS har indtaget store områder i Syrien og Irak og kontrollerer 11 oliefelter i de to lande. Det sælger olie og andre varer via et net lige under næserne af de selvsamme regeringer, som ISIS bekæmper; det kurdisk-kontrollerede nordlige Irak, Tyrkiet og Jordan.

– Der er en masse penge at tjene, siger den amerikanske sagkyndige, Denise Natali, som tidligere virkede i Kurdistan og nu er seniorforsker ved “National Defense University”. Kurderne siger, at de har gjort et forsøg på at lukke af for denne trafik, men hvis man bestikker en grænsevagt, kan man få sine varer igennem.

Den pris, som ISIS opnår ved oliesmugleri er 25-60 dollars for en tønde olie, som normalt sælges for over 100 dollars, og den totale profit er mindst 3 millioner dollars daglig, siger gæsteprofessor Luay al-Khatteeh ved Brookings Institutionens Doha Center i Qatar.

Gruppen har også tjent hundreder af millioner dollars ved at smugle oldsager ud af Irak og sælge dem i Tyrkiet, siger al-Khatteeb. Og ISIS har tjent mange millioner ved menneskehandel – som at sælge kvinder og børn som sexslaver.

Andre indtægter stammer fra pengeafpresning, løsepenge for kidnappede gidsler og tyveri af materialer i de byer, som ISIS har overtaget.

En anden amerikansk efterretningsmand siger, at ISIS’ aktiviteter er som en mafia – at de er vel organiserede, systematiske og bruger intimidering og vold.

I dette forår blev fire franske og to spanske journalister, der var blevet holdt som gidsler af ISIS, løsladt, efter at deres regeringer havde betalt mange millioner dollars i løsepenge gennem mellemmænd.

ISIS opfatter området langs grænsen mellem Irak og Tyrkiet som et himmerige for smugleri, især efter den irakiske leder Saddam Husseins fald. I generationer er der blevet smuglet store mængder af varer gennem dette område.

ISIS-terroristorganisationen er efterfølger for al-Qaeda i Irak. Den var en tid allieret med “Nusra Front”, en gruppe tilknyttet al-Qaeda, som er en vigtig spiller blandt oprørerne, der bekæmper den syriske præsident Bashar Assad. ISIS har siden brudt både med “Nusra Front” og al-Qaeda.

ISIS’ afhængighed af olie som dets største indtægtskilde vil let kunne blive afbrudt ved amerikanske luftangreb, siger den omtalte kilde.