Gud taler med Jan Due

Gud taler med Jan Due
Odensepræsten Jan Due lytter dagligt til Gud og får guddommelige beskeder og hilsener.
Det er en uvurderlig hjælp i hans arbejde med rådgivningI Bibelen står der om Moses – ham med De 10 Bud – at han omgikkedes Gud ansigt til ansigt, og at der hverken før eller siden har været et menneske, som Gud har talt så åbent og direkte til. Men det betyder ikke, at Gud er holdt op med at tale til mennesker. I hvert fald ikke, hvis man spørger Jan Due-Christensen, præst i Pinsekirken i Odense. Han taler nemlig med Gud så godt som hver dag, og det har han gjort i de mere end 20 år, som han har været præst. Men samtalerne foregår uden basunklang, tordenskyer og drønende stemmeføring.
– Jeg oplever, at Gud taler til mig gennem stilheden. Derfor begynder jeg dagen med stilhed. Jeg finder mig en god stol at sidde i og tager et krus te med honning med mig. Så tænder jeg tre lys; et for hver af de tre personer i treenigheden: Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Og så beder jeg Jesusbønnen, som jeg kalder den. En bøn, hvor jeg fokuserer på Jesus og hans nærhed.
– Derefter sidder jeg i stilheden og modtager indtryk. Ofte oplever jeg en dejlig fred, og jeg mærker, at jeg kommer i kontakt med Helligåndens overskud, med Guds energier. Det gør, at den kommende dag ikke er truende, for jeg møder den med Guds kraft, siger Jan Due-Christensen – eller Jan Due, som han præsenterer sig selv, når man ringer til ham.

Når Jan Due sidder i stilheden og modtager indtryk, er han i stand til at skelne mellem skidt og kanel.
– I stilheden kan jeg opleve, at særlige bønner fødes i mit indre. Jeg kan blive mindet om at bede for særlige personer eller særlige omstændigheder og begivenheder.
– Når jeg bliver mindet om noget af Gud, kommer det som regel som tankeindskydelser. Og jeg har lært at genkende, hvornår en indskydelse er fra Gud. Det er ligesom med min kone. Da vores børn var små, og et af dem begyndte at græde, så hørte min kone det altid øjeblikkeligt. Også selv om der var mange andre børn samlede. Hun kunne altid genkende gråden fra vores børn. På samme måde har jeg det med tanker fra Gud. Med årene har jeg lært dem at kende, så jeg kan genkende, hvornår det er Gud, der taler. Og så handler jeg på det – som regel da, griner han.
– Nogen gange kan det være noget jeg skal gøre eller sige. Måske skal jeg bede nogen om tilgivelse eller den dag tage mig særligt af et af børnene. Eller også kan det handle om, at jeg skal kontakte bestemte personer.
– Men det sker også, at visioner, idéer og kreative tanker fødes. Helligånden kan give nye, spændende indtryk, som kan bringe trivsel og vækst til den kirke, som jeg betjener, oplyser han.
Jan Due er ikke meget for at blive mere konkret end dette. Men han letter dog lidt mere på låget til kassen med minder fra hans stille morgenstunder:
– Det er svært for mig at give konkrete eksempler på dette, da det ofte er meget personlige ting, som det handler om. Men det er typisk mennesker fra min kirke, som jeg skal kontakte, og ofte viser det sig, at netop de personer på det tidspunkt har brug for hjælp. For eksempel: Da jeg kom hjem efter ferie denne sommer, talte Gud til mig om et menneske, som jeg kontaktede, og faktisk var vedkommende meget trængt og havde brug for støtte. Og det havde jeg ikke nogen som helst mulighed for at vide.

Når Jan Due skal forberede søndagens prædiken, har han ikke en tekstrække, som han slår op i. Det bruger man ikke i Pinsekirken. I stedet vælger han selv, hvilket skriftafsnit fra Bibelen, han vil tale ud fra. Og det gør han ofte ud fra, hvad Gud inspirerer ham med gennem den daglige bibellæsning. Men også ud fra mødet med mennesker i krise.
– Gud taler til mig gennem Bibelen. Jeg læser Bibelen hver morgen, når jeg har siddet lidt i stilheden og lyttet til indtryk fra Gud. Men jeg læser ikke bare for at nå et vist kvantum hver dag. Det er ikke konsumlæsning. Det er heller ikke et studieobjekt. Jeg læser Bibelen bedende, og spørger: Jesus, hvad vil du sige til mig gennem dette? Jeg læser Bibelen med hjertet, for hele tiden er jeg i dialog med Jesus om teksten, og jeg prøver at leve mig helt ind i teksten, så Helligånden kan tolke teksten ind i mit liv. På den måde har jeg fået materiale til mange prædikener, forklarer han.
– Nogle gange er det meget berigende for mig at læse Bibelen, og jeg får et nyt og frisk syn på en velkendt tekst. Eller jeg kan få en ahaoplevelse, hvor jeg ser en ny, dejlig side af Jesus, og det giver også næring til mine prædikener.
– Gud kan også tale til mig, ved at jeg møder mennesker, som er i nød. Åndeligt søgende mennesker, som bliver ledt til Guds gode og hellige hjælp – ofte er der en hel forkyndelse i deres oplevelser, lyder Jan Dues erfaring.

I sin daglige omgang med mennesker føler odensepræsten sig meget afhængig af Gud og af hans hjælp. Faktisk går han så langt som til at sige, at han er hjælpeløs uden Gud.
– I samtaler med mennesker og i sjælesorg lytter jeg meget til tankeindtrykkene fra Gud. Det er i det hele taget en vigtig nøgle i min hverdag, at jeg har et øre vendt mod mennesker og et øre vendt mod Gud.
Dette åbne øre mod Gud er livsafgørende for min rådgivning til mennesker, erklærer han.
– Uden at jeg på nogen måde vil forklejne terapeuters og psykologers arbejde, så oplever jeg ofte, at mennesker siger til mig, at den ene samtale, de har haft med mig, har hjulpet mere end mange timer hos terapeuter og psykiatere. Og det tillægger jeg den faktor, at Gud giver mig viden og vejledning, som giver mennesker en meget stor hjælp.
Gud fortæller nemlig Jan Due, hvad der er den egentlige årsag til menneskers problemer, og på den måde kommer samtalen lynhurtigt til ondets rod, og dermed kan Jan Due og personerne i sjælesorg komme langt på kort tid.
– Første gang, jeg oplevede Guds hjælp i en sjælesorgssamtale var, da jeg sad over for en meget tillukket, reserveret og føleleseskold kvinde. Under samtalen gav Helligånden mig den besked, at hun var blevet såret af mænd, som havde svigtet hende og overtrådt hendes grænser. Jeg tog mod til mig og spurgte, om hun kunne genkende den beskrivelse, hvilket medførte, at der gik hul på en betændt byld, så tårerne væltede ned ad kinderne på hende. Derefter blev det en meget frugtbar og givende samtale.

Selv om Jan Due kun var 19 år, da han første gang havde job som præst – det var i Pinsekirken i Næstved – så føler han sig i dag ligeså afhængig af Guds hvisken i hjertet, som han gjorde dengang.
– Jeg oplever meget ofte, at Gud taler til mig, når jeg har mennesker i rådgivning. Hvis Gud ikke hjalp mig på den måde, ville jeg føle mig meget magtesløs og hjælpeløs. Gennem 20 år har jeg selvfølgelig opbygget en vis menneskekundskab og en god portion erfaring, men uden bønnens dimension og hjælpen fra Gud ville jeg være magtesløs over for menneskers behov og spørgsmål, fastslår han.
– Jeg har altid haft det på den måde i min tid som præst. Jeg er vokset op i en tradition, hvor det er normalt at regne med, at Gud taler på den måde, og derfor har det været naturligt for mig at praktisere det helt fra begyndelsen i min tid som præst.
– Der er faser, hvor jeg oplever Guds tale oftere end andre gange. Jeg mærker også, at stress og travlhed gør, at jeg er meget mindre åben over for at modtage fra Gud end ellers. Og i de perioder kan det være som en ørkenvandring at rådgive mennesker, fordi det kun bliver en menneskelig vejledning. Der mangler den kant, den skarphed og den dybde, som den åndelige dimension tilfører en samtale, siger han og giver udtryk for, at han gerne vil opleve endnu mere af den åndelige dimension i sit liv:
– Min afhængighed af, at Gud taler, og min længsel efter den, vokser. Man kan nemlig vokse i nærkontakten med Gud, hvor man bliver bedre til at modtage og formidle fra ham. Gud er som et ocean af hjælp, kraft og lægedom, som blot ligger og venter på at komme til. Jeg vil gerne være en mere åben og ren kanal, som Guds kraft kan strømme uhindret igennem.

Hvad vil der egentlig ske, hvis Jan Due tager fejl og tror, at Gud har sagt noget, som Gud i virkeligheden ikke har sagt?
– Jeg har prøvet at tage fejl, men jeg prøver på aldrig at være påståelig. Det, som jeg siger, skal altid prøves og genkendes af den, som jeg siger det til. Derfor formulerer jeg altid, det jeg siger fra Gud, som et spørgsmål: „Er det sådan, at…?“, eller „Kan du genkende…?“.
– Jo mindre drama der er omkring det des bedre. Jeg ved, at man tidligere har sagt: „Så siger Herren!…“, og så kom beskeden fra Gud. Jeg forsøger at gøre det så naturligt og ligetil som muligt, siger han og afviser at opleve det som flovt, hvis han rammer lidt ved siden af:
– Meget af spændingen forsvinder, når man formulerer det som et spørgsmål. Hvis det jeg siger, ikke kan bekræftes eller genkendes af personen, så er det bare det. Så lader vi det ligge, og ingen skade er sket, for jeg har blot stillet et spørgsmål.
– Jeg vil selvfølgelig altid gerne ramme rigtigt. Men det gælder om at være ydmyg i det her. Derfor søger jeg ikke ufejlbarligheden, for den findes ikke.

Jan Due mener ikke, at han har forudsætningerne for at vurdere, hvorvidt det er normalt for en præst at kommunikere med Gud på den måde, som han selv gør. Han vil dog godt kommentere udviklingen på området:
– Det åndelige liv har man tidligere ikke haft så meget på dagsordenen på de teologiske fakulteter. Det er først noget, som er kommet i de senere år bl.a. pga. New Age-bevægelsen. For ikke ret mange år siden var det fuldstændig irrelevant med bøn, hvis man ville være præst. Sådan er det heldigvis ikke længere. Det åndelige er kommet på præsternes dagsorden igen, og det, synes jeg, er glædeligt.